Longelse Bondegårdsskov

Den lille skov hørte i årtier under Longelse Bondegård, der ligger 250 meter sydøst for skoven. Carl Hansen ejede gård og skov og var mere end normalt interesseret i skoven, der hørte til gården. Ved tyskernes besættelse af Danmark i 1940 blev mange skovejere tvunget til at fælde mere i skovene end de plejede. Der var mangel på koks, kul og brænde, så den lokale skovrider mødte også op – på vegne af staten – og bankede på døren hos Carl Hansen, så de i fællesskab kunne finde ud af, hvilke træer der skulle fældes i Bondegårdsskoven. Carl ville slet ikke åbne døren. ”Nej, der skal ikke hugges i min skov!” råbte han ud til skovrideren, der svarede: ”Hansen – de kan frede skoven!”. Hansen blødte op og råbte: ”Skovrider – De har sagt det, skoven skal fredes, kom indenfor!”

Det blev også resultatet. Samme år blev skoven fredet, og fredningen bestemmer at træerne skal blive stående og bevare samme karakter, som den har haft hidtil.

Skoven omtales i 1682 som en “kohauge”, hvor der kan græsse to køer og i oldenår otte svin. Skoven indgik i Bondegårdsskovens daglige drift som brændsel, til redskaber, bygningstømmer og risgærder etc.

Den vestligste del af skoven har ikke været skovklædt altid. I skovbunden kan man se højryggede agre. Det betyder at jorden har været under plov. I middelalderen brugte man en plov, der skar jorden, så der dannedes tydelige højdeforskellen mellem plovfurerne. Det fungerede også som datidens drænrør.