Lindale
Introduktion
Det 40 hektar store Lindale er et kommunalt ejet skov- og overdrevsområde, der ligger i et smukt, bakket terræn. Med den rigtige naturpleje er det lykkedes at bevare et dejligt stykke overdrev med spredte træer og gammel bøgeskov og nåletræsplantage. Spurvehøgen og grønspætten kan man være heldig at møde her, og også en vandrende grævling, der er på gennemrejse fra de nærliggende skovområder. Lindale er et dejligt og alsidigt bynært naturområde.
Lindale er en dejlig skov ved Hadsund. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Lindale kaldes også Timandsskoven. Det er et kuperet morænelandskab med adskillige erosionsdale i den nordvestlige udkant af Hadsund by. Det meste af området er bevokset med skov, men her er også lyng- og græsklædte lysninger, som er med til at gøre landskabet afvekslende og oplevelsesrigt.
Sti i Lindale. Foto: Svend Grønkjær Madsen
Plantelivet
Skoven består visse steder af gamle og til tider flerstammede og krogede bøge , hvoraf nogle er fra slutningen af 1700-tallet. Vinter-egen forekommer ligeledes udbredt. Birk , bævreasp og almindelig røn er andre løvtræarter, der forekommer spredt i blandingsbevoksninger af løvtræ og nåletræ. Rød-gran , skov-fyr og ædel-gran er de almindeligste nåletræsarter, og hvor der er tilstrækkeligt lys, er også enebærbusken almindelig.
Store dele af bøgeskoven består af en blanding af uregelmæssige stødskudstræer og frøtræer af højst forskellig alder. Da bøgebevoksningen er fremkommet ved selvforyngelse gennem generationer, repræsenterer de derfor den lokale bøgerace, som har været hjemmehørende her siden slutningen af ældre bronzealder. Skoven betegnes derfor som en bøgenaturskov.
Hedelyng , blåbær og tyttebær findes i lysningerne med morbund. Her ses også ørnebregne og enebær . Almindelig kohvede , majblomst , miliegræs og skovstjerne ses også.
Den sjældne ugrenede edderkopurt er registreret herfra. Den kan blive op til 50 cm høj og kendes på sine 6-10 ret store, hvide, stjerneformede blomster, der dufter godt og kan ses i juni og juli. Den vokser på tørre, varme overdrev og heder med en lav og lysåben vegetation. Planten har fået deres navn, fordi man tidligere troede, at de kunne kurere og lindre bid fra giftige edderkopper.
Ugrenet edderkopurt findes på tørre jorde. Kun kendt fra Nordfyn, og omkring Viborg og Hobro.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Både rådyr og grævling besøger skoven, men har formentlig ikke fast adresse her, da alt for mange hundeejere lufter deres kæledyr her uden snor. Spurvehøg , musvåge og natugle ses og høres her. Grønspætte , stor flagspætte , spætmejse , træløber og misteldrossel er blandt ynglefuglene.
Af småkryb kan nævnes forekomsten af den danske fugleedderkop, kaldet tapetserfugleedderkoppen (Atypus affinis).
Tapetserfugleedderkoppen er kun 2-5 cm stor.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Kulturhistorie
Lindale er et natur- og kulturlandskab af en art, som tidligere var udbredt i store dele af landet. Der ligger flere gravhøje i området.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er almindelig, offentlig adgang til skov og overdrev, som kan besøges via skovstier, samt to grusveje, der går gennem området.
Turforslag
Et besøg i Lindale kan kombineres med besøg i andre fredede områder langs Mariager Fjord.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Bøgeskov. En del af skoven består af over 200 år gamle bøgetræer, som er af en lokal race, der formentlig går tilbage til bronzealderen.
2. Gravhøje. Fra toppen af den gravhøj, der ligger nærmest vejkrydset, har man en fin udsigt over det åbne overdrev.
Vejbeskrivelse

Følg rute 507 (Himmerlandsgade) fra centrum af Hadsund, og skoven ligger på venstre hånd. Fra rundkørslen på rute 507 køres ud ad Astrup et ganske lille stykke, hvorefter man drejer ned ad grusvejen Gl. Vivevej, hvor der er P-muligheder.

Offentlig transport
Både fra Aalborg, Hobro og Randers kører der bus til Hadsund, hvorfra man kan gå ud i skoven.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser vejkrydset ved gravhøjene.

Fredningen og dens pleje
På initiativ af Danmarks Naturfredningsforening blev et 40 hektar stort område af Lindale fredet i 1992. Det skete for at sikre og forbedre de naturvidenskabelige værdier. Blandt andet ved at bevare løvskoven med de lokale racer af bøg og eg. Området blev også fredet for at sikre de landskabelige værdier med det smukke samspil mellem skoven og de åbne lysninger. Fredningen betyder også, at de rekreative værdier sikres, herunder at offentligheden får adgang til området. Endvidere hindrede Naturfredningsforeningens initiativ byudvikling langs Markedsgade.
Naturplejen består i, at skovene drives med plukhugst, selvforyngelse og omlægning af nåleskov til løvskov. De åbne områder afgræsses af får.
Link til fredningskendelse
Lindale , 1992
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97113000