Lille Vildmose

Introduktion

Landskabet

Lille Vildmose er med sine rundt regnet 7.700 hektar Danmarks største fredning. Landskabet er yderst varieret med åbne, vidtstrakte højmoseflader, søer, græsfenner, birkekrat, græsningsskove, sletter og brune partier med en produktion af spagnum, der er på vej til at stoppe, hvorpå den våde mosenatur skal genoprettes.

Set fra de 30-40 meter høje bakker, der løber i nord-sydlig retning vest for Lille Vildmose, kan man fra flere udsigtspunkter fornemme området som en helhed, en samlet organisme om man vil, hvor hjerteslagene kommer fra højmosen.

Hvis man en tidlig sommermorgen står på en af bakkerne og skuer ud over det lave moseland, mens mosekonen brygger, kan man for alvor fornemme mosens form og udstrækning. Mosekonen brygger nemlig en dyne af dis, der fylder alle lavninger, så man ligefrem kan se omridset af Vildmosen. Næppe noget sted i Danmark kan man opleve noget tilsvarende fænomen i stor skala i naturen.

Ganske vist hedder det en højmose, men mosen ligger lavt i landskabet. Betegnelsen højmose hænger sammen med den kendsgerning, at en sådan mose bygger sig op af sphagnummosser. År for år og lag for lag hvælver højmosen sig op fra sit fundament af gammel havbund.

Lille Vildmoses skabelsesberetning tog sin begyndelse for hen ved 6.000 år siden i stenalderhavets tid. Østhimmerland var dengang et ørige med den nuværende Lille Vildmose under vand. I takt med landets hævning blev den lave Lille Vildmose afsnøret fra det havområde, der i dag er Kattegat. Området blev til en lagune, hvis bredder gradvist voksede til med tagrør. Med tiden udviklede sig en sump, hvor der vandrede sphagnummosser ind. Disse mosser overtog derpå naturscenen og gjorde sumpen til en hængesæk og senere en højmose med et fast plantetæppe.

Sphagnummosser er eminente til at holde på regnvandet. De fungerer i sig selv som små svampe. Da mosserne vandrede ind i Lille Vildmose-området omkring år 500 efter vores tidsregning, var kursen sat mod den højmose, vi kender i dag. Sphagnummosserne kan leve og vokse udelukkende af regnvand og de næringsstoffer, der følger med nedbøren. Mosserne tilbageholder regnvandet i en grad, så mosen fungerer som en svamp, der bliver nogle millimeter tykkere år for år.

I løbet af cirka 1.500 år er højmosens svamp vokset til en tykkelse på 4-6 meter, hvor mosens organisme fungerer og er uberørt af menneskehånd. Under sphagnummossernes tykke lag ligger sandbunden fra stenalderhavet, og man kan stikke en målepind ned gennem mosens lag og nå den faste bund, hvorfra det hele begyndte.

Helt forskellig fra de åbne højmosevidder ligger Lille Vildmoses græsningsskove og naturskove Høstemark Skov i nordøst og Tofte Skov i syd. I rundt regnet 100 år har disse naturskove været indhegnede fristeder for fauna, flora og fugle. Høstemark Skov blev i 1933 omkranset af 13 kilometer vildthegn, mens Tofte Skov og Mose, der udgør den sydlige halvdel af Lille Vildmose-fredningen, i 1907 blev omkranset af cirka 27 kilometer vildthegn.

Græsningsskovene har i århundreder været græsset af store planteædende pattedyr. Tidligere var det kreaturer og tamsvin, som bønder satte ud, der i kraft af deres appetit på alt godt fra skoven sørgede for de lysåbne forhold i skovene. I dag sikrer bestande af krondyr og vildsvin det åbne og varierede skovbillede. Det er dog kun i Tofte Skov og Mose, at der lever vildsvin.

Særligt Tofte Skov er en mosaik af vidtstrakte sletter, der veksler med partier af meget forskelligartet skov. Her er bøgeskov, egeblandingsskov på tørre arealer og birkeskov og elleskov på vådere skovbund. Desuden er der lokaliteter med småbladet lind, som er rester af skovene fra stenaldertiden, hvor linden var det dominerende træ i flere årtusinder.

Tidligere er der plantet rød-gran og sitka-gran i stor stil i Lille Vildmoses skove, men som et led i fredningen skal størsteparten af granerne fases ud af skovbilledet. I stedet skal de naturligt hjemmehørende løvtræer have fortrinsret i græsnings- og naturskovene, der mange steder byder på karakteristiske indslag med partier af ellesump.

I Lille Vildmoses centrale dele mellem Dokkedal og Kongerslev er der i årtier blevet gravet tørv og udvundet spagnum til pottemuld. Det har revet plantetæppet af højmosefladerne og forvandlet dem til nøgne, brune arealer uden den mindste vegetation. Den industrielle udnyttelse af tørvelagene i Lille Vildmose skal som et led i fredningen helt høre op med udgangen af 2011. I takt med at spagnum-produktionen bliver faset ud, vil den våde højmosenatur blive genoprettet. Det sker ved at stoppe grøfter og dræn, så nedbøren bliver i mosen, hvorefter sphagnummosserne får bedre og bedre voksevilkår og på ny begynder at bygge mosen op i de områder, hvor maskinerne har skrællet højmosen næsten ned til den gamle havbund.

Birketræer, der er en slags ukrudt i en højmose, er blevet fældet over store arealer. Processen mod genskabelse af en intakt Lille Vildmose er i fuld gang i disse år, og landskabsbilledet vil i den nærmeste fremtid ændre sig fra år til år. En dynamisk proces er sat i gang i kraft af fredningen.

Plantelivet

Lille Vildmoses udseende er skabt af planter, nemlig de bittesmå sphagnummosser , der også kaldes tørvemosser. Der findes en snes arter af sphagnummosser, der har det til fælles, at de danner tørv. En håndfuld af arterne står bag vokseværket i Vildmosen. Tørven opstår, når sphagnummosserne vokser og dør, hvorpå de millimeter for millimeter bygger højmosen op som en pude. Oven på højmosens pude vokser kun få arter af planter. Vandet i en højmose er brunt og surt, og vi har at gøre med et yderst næringsfattigt plantesamfund, et såkaldt fattigkær.

Voksevilkårene er forbeholdt specialister, der kan klare at vokse oven på en tørvesvamp, hvor temperaturen svinger mere end de fleste andre steder fra nat til dag og fra årstid til årstid. Det er arter som hedelyng , klokkelyng , revling , rosmarinlyng , tranebær , mose-pors , hvid næbfrø og tue-kæruld . Disse plantearter kendes også fra fugtige lavninger på hedelokaliteter og andre næringsfattige mosetyper. Også multebærret , der er sjælden i Danmark, kan findes i Lille Vildmose.

Højmosen får udelukkende tilført næringsstoffer fra nedbøren – aldrig fra mineraljordens næringsrige grundvand. Den kødædende plante soldug findes talrige steder i Lille Vildmose. Rundbladet soldug er almindelig. Der er længere imellem eksemplarerne af langbladet og liden soldug . Fælles for arterne af soldug er deres kødædende levevis. I det næringsfattige højmosemiljø, hvor det skorter på kvælstof, henter solduggen dette vitale næringsstof fra fluer, som den fanger ved hjælp af kirtelhår på sine blade, der bærer en dråbe klæbrigt slim. Dråben glitrer i solen, og lokker dermed insekter til. Når fluen sidder fast, lukker solduggen som en knyttet næve sig omkring sit bytte, der suges ud for næring og bliver efterladt som en tom skal.

Naturskovene Høstemark og Tofte har et yderst varieret skovbillede, hvor de naturligt hjemmehørende løvtræer som dun-birk , rød-el , bøg , eg , almindelig røn , bævreasp , abild , hassel og kristtorn blander sig med hinanden alt efter jordbundens beskaffenhed og niveau i landskabet. Rød-ellen er fremherskende i de laveste dele af skoven, hvor der står vand en stor del af året. Langs randen af ellesumpene præger egene billedet, mens bøgen især vokser på naturskovenes højere dele. Men selv her er bøgene præget af fugtigheden i det lave landskab. Bøgene i Tofte og Høstemark Skov har grønne ”sokker” på af mosser.

Det er karakteristisk, at den naturlige skovs arter følger terrænets og vandets grænser, mens den plantede granskov er kantet og ofte ligger som firkanter i skovbilledet. Men disse kantede grantykninger vil i løbet af en årrække en efter en blive fjernet og konverteret til løvskov.

På de ugødede sletter i naturskovene vokser en artsrigdom af planter, der generelt er blevet meget sjældne i det godt gødede danske landskab. I Høstemark Skov findes landets største bestand af den lille bregneart alm. månerude .

Naturskovene veksler mellem ungt og gammelt. Der er ekstraordinært mange træruiner og væltede stammer i skovene, hvilket for eksempel giver liv til laver og svampe. Og op imod 600 arter af svampe er konstateret i Lille Vildmoses naturskove, der har nogle af Danmarks tætteste bestande af hulrugende fugle som mejser, broget fluesnapper, rødstjert, huldue og spætter.

Dyrelivet

Når man gæster Lille Vildmose, er der næsten altid storvildt og store vingefang med i udsigten.

Området lagde i 1999 scene til kongeørnens indvandring i den danske natur, da et par fik en unge på vingerne. Lige siden har majestæten blandt rovfuglene hvert år fostret unger fra reder i Lille Vildmose-skovene. Og særligt i august og september, når årets ørneunge eller unger for alvor begynder at demonstrere deres flyvekunst over Vildmosen, er der gode chancer for at opleve de royale ørne. Og nu er også den endnu større havørn ved at blive en fast beboer i mosen.

Havørnen kan i perioder ses dagligt ved Tofte Sø, der med sine 2.000-4.000 par skarver hører til de største kolonier i Danmark.

Tofte Sø er i det hele taget en magnet for mange af Lille Vildmoses fugle. I vinterhalvåret stimler flere tusinder svaner, gæs og andefugle sammen i aftentimerne for at overnatte kollektivt på vandfladen i naboskab med flokke af krager , der sover i træerne på søbredden.

Det er et imponerende og stemningsfyldt sceneri at opleve fuglene flokkes, mens dagen går på hæld. I yngletiden præger skarverne billedet ved søen, hvor man også kan opleve grågæs, dykænder og isfugle . I træktiderne forår og efterår er Tofte Sø ofte jagtmark og rasteplads for rovfugle. Blandt andet ses der regelmæssigt vandrefalk og fiskeørn ved søen.

I perioder ses adskillige oddere i Tofte Sø, der formentlig er et af de steder i Danmark, hvor chancerne for at møde det i reglen nataktive og relativt sky pattedyr er størst.

Hvis sommeren er varm, så der bliver lavvande i Tofte Sø, kan man opleve krondyrene spadsere ud i den lavvandede sø for at æde af vegetationen. Krondyrene ved søen hører til den bestand på cirka 400 individer i Tofte Skov og Mose, som genetisk forskning har vist hører til den oprindelige jyske bestand. Det vil sige, at krondyrene i Lille Vildmose er efterkommere af de dyr, som efter den seneste istids ophør vandrede ind i det land, der blev født af landhævningen, og senere blev til Danmark. Krondyrene i Tofte-området har rødder cirka 10.000 år tilbage i tiden. I Høstemark Skov lever en bestand på cirka 150 krondyr, der med deres græsning giver naturskoven lys og rum.

Det er udelukkende i den sydlige halvdel af Lille Vildmose, der lever vildsvin . Bestanden i Tofte Skov og Mose er på cirka 150 dyr, der er efterkommere af nordtyske vildsvin, som genetisk set er det tætteste, man kommer det udryddede jyske vildsvin. Vildsvinet blev skudt ud af den danske natur i løbet af 1700-tallet. I 1802 blev det sidste dyr nedlagt ved Silkeborg. Godt 100 år senere fik vildsvinet en renæssance i dansk natur, da det skovlevende pattedyr i 1926 blev indført til Lille Vildmose af grev Schimmelmann på Lindenborg Gods, der dengang ejede Tofte Skov og Mose. Greven satte knap en halv snes dyr ud i terrænet. Det var også Schimmelmann, der i 1907 opførte vildthegnet omkring den sydlige halvdel af Lille Vildmose, så han har æren for, at bestanden af oprindelige krondyr er bevaret i Lille Vildmose og har fået selskab af vildsvin.

I et afsnit om Vildmosens storvildt og storfugle kan man ikke komme uden om tranen , Europas højeste fugl. Den langbenede skønhed med sin trompet af en stemme er et karakteristisk indslag i Lille Vildmose, hvor der yngler adskillige par, og hvor bestanden er voksende. Tranerne kan ses på mange af områdets græsfenner og i de gravebaner, der i takt med udfasningen af dræningen og spagnumproduktionen igen bliver vådere.

I det hele taget byder Vildmosens nye våde natur velkommen til et stigende antal fugle i disse år. Rørdrummer , rørhøge og lærkefalke har fået bedre yngleforhold i Lille Vildmose.

Vinterhalvåret byder på store flokke af sangsvaner og sædgæs nordfra. I perioder kan der ses cirka 1.000 skovsædgæs i Lille Vildmoses åbne, flade landskab. Mosen er den vigtigste vinterlokalitet for den bestand af skovsædgæs, som yngler i det mellemste og nordlige Sverige.

Sangsvanerne går ofte på markerne nær landevejene, der skærer gennem Lille Vildmose. Her æder de store, hvide fugle rester efter årets kartoffelhøst, alt imens de synger deres sang i melankolsk mol.

Kulturhistorie

Helt frem til cirka 1750 repræsenterede Lille Vildmose ”det store øde” efter danske forhold. Vildmosen lå som en ufremkommelig landskabelig flade, der ligefrem var frygtet af lokalbefolkningen, fordi den var lumsk at færdes i, særligt i havgus og når mosekonen bryggede.

En gammel fortælling beretter, at havørnens rede af grene, græs og tørv var det eneste, der brød højmosens åbne, træløse flade.

Men så kom tidsalderen, hvor der skulle vindes land. Fra midten af 1700-tallet begyndte kultiveringen af den vilde mose. I 1752 blev det slået fast, at ingen af de lokale ejede Lille Vildmose. Den tilhørte Kong Frederik den 5. Og han forærede Vildmosen til greven på Lindenborg Gods, der snart derefter tog fat på at forvandle højmosen til jord, som kunne dyrkes.

En 2 kilometer lang og sine steder næsten 7 meter dyb kanal blev med håndkraft gravet fra hjerteregionen af Lille Vildmose østpå til Kattegat, så vandet kunne løbe ud af mosen.

Denne kanal afvandede i 1760 Møllesø, der var den største af Lille Vildmoses seks søer. Året efter blev vandet ledt ud af Birkesø, og i 1762 var Lillesø og Tofte Sø en saga blot i landskabsbilledet. Nu var kun søerne, der hedder Inderste Lune og Yderste Lune, vest for Tofte Bakke i Tofte Mose tilbage. Og de fire afvandede søbunde blev til dyrket land eller græsarealer med høslæt.

I slutningen af 1700-tallet begyndte den første gravning af tørv i den nordvestlige del af Lille Vildmose mod Gudumlund. Der var brug for tørv til brændsel. Verdenskrigene skabte en voldsom hunger efter tørv, og cementfabrikken Aalborg Portland købte en god bid af Vildmosen mod nordvest. Her i Portlandmosen blev der særligt under Anden Verdenskrig gravet store mængder af tørv ud af højmosen. Tørven skulle erstatte det kul, der blev en mangelvare som brændsel. Da tørvegravningen var på sit højeste, beskæftigede Aalborg Portland cirka 1.200 mand med manuelt arbejde i mosen.

Den dag i dag kan man se arrene af tørvegravningen i Portlandmosen. Tre gravebaner, der hver er cirka 5-6 kilometer lang, strækker sig i snorlige rækker fra nord til syd. De to af gravebanerne er efterhånden blevet dækket af vegetation, men den store gravebane er fyldt med vand og stemning med for den sags skyld.

I 1936 købte Landbrugsministeriet ca. 3.000 hektar af Lille Vildmose for at oprette landbrug. 39 landbrug blev frem til 1958 etableret på i alt 1.200 hektar. De øvrige statsejede områder blev til tørveindvindingsarealer eller græsningsfenner for heste og kreaturer.

I 1960 blev den omfattende industrielle tørveindvinding til fremstilling af produkter til jordforbedring for alvor sat i omdrejninger. Der blev gravet ”klynere”, som klodserne af højmosetørv kaldes. Klynerne blev lagt i kilometerlange stakke, hvor de tørrede, så de kunne forarbejdes på en fabrik i Kongerslev, hvor Pindstrup Mosebrug begyndte at producere tørvestrøelse og spagnum til brug for pottemuld hos private eller i gartnerier og planteskoler. I store dele af den nordlige halvdel af Lille Vildmose blev plantetæppet fra 1960’erne revet af højmosen, der blev grøftet og drænet i en grad, som man næppe i 1700-tallet ville have troet mulig.

Fredningen af Lille Vildmose sætter en stopper for spagnum-produktionen, der skal slutte i 2011, hvorpå naturen skal genskabes i hele produktionsområdet.

Størsteparten af Lille Vildmose er i dag ejet af den naturbevarende Aage V. Jensen Naturfond, der har indrettet en lang række faciliteter for publikum. Blandt andet er der etableret en næsten 2 kilometer lang plankesti ind i Portlandmosen, så også kørestolsbrugere kan opleve mosens magi. Og der er bygget observationstårne med udsigt til Tofte Sø, Tofte Skov og Høstemark Skov. I tårnene er der plancher med dyr og fugle, og i loftet hænger store teleskopkikkerter, der gør de besøgendes chancer for at udpege en kongeørn eller kronhjort større.

Lille Vildmose

Introduktion

Landskabet

Plantelivet

Dyrelivet

Kulturhistorie

Ture og seværdigheder

Vejbeskrivelse

Fredningen og dens pleje

Yderligere information