Katbjerg Odde
Introduktion
Der er skønt ved Mariager Fjord, og på grund af en række fredninger er det muligt for offentligheden at besøge nogle dejlige naturområder, der ligger ned mod fjorden. Blandt de allerbedste er Katbjerg Odde; et meget varieret område med både dyrkede marker, småskove, overdrev og kalkrige skrænter med væld. Her stortrives en række vilde orkidéer og andre spændende planter, samt fugle og insekter. En overkommelig, afmærket vandresti fører rundt til alle herlighederne. Helt ude ved kysten findes et opholdsareal på et strandoverdrev.
Strandengen ved Katbjerg Odde. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Mariager Fjord er den længste og samtidig en af de smukkeste af de østjyske fjorde. Fjorden består af en lavvandet ydre del og en smal indre del, der er helt ned til 30 meter dyb. Kysten langs den indre del af fjorden er stedvis meget stejl. Hvor skrænterne er indskåret af dybe slugter, kommer området til at fremtræde stærkt kuperet, som for eksempel ved Katbjerg Odde.
Katbjerg Odde ligger nord for landsbyen af samme navn, selve odden består af strandenge, strandoverdrev og kildevæld. Det fredede område består som helhed af agerland, småskove, græsgange og overdrev. Jordbunden er overvejende leret med et stort indhold af kalk.
Heste ved Katbjerg Odde. Foto: Søren Olsen
Plantelivet
Botanisk er der tale om et meget interessant område. På skrænternes overdrev vokser både kalkelskende arter som lav tidsel , hjertegræs og dunet vejbred samt arter knyttet til sandet, næringsfattig jordbund, som for eksempel guldblomme og kattefod . På skrænternes vokser også almindelig ene , forskellige rosenarter (blandt andet lugtløs æblerose , hunderose , blågrøn rose ) slåen , selje-røn og kaprifolie .
I de skovklædte partier ses både hvid og blå anemone , desmerurt , nyrebladet ranunkel , vorterod , storblomstret kodriver , skov-jordbær , skovsyre og almindelig mangeløv . Af træer kan nævnes bøg , ask , eg , skov-elm , rødel , bævreasp , hassel og selje-pil .
Katbjerg Odde er nok især kendt for sine imponerende bestande af orkidéer på skrænter og enge. Tyndakset gøgeurt , som findes på den nordvendte skrænt, blomstrer som den første i maj. De hvidblomstrede skov- og bakke-gøgeliljer er fremme i juni, hvor de ved nattetide sender velduftende signaler til de langsnablede insekter, der bestøver dem. På de mere fugtige enge findes store bestande af maj- og skov-gøgeurt . Den førstnævnte blomstrer, som navnet antyder, allerede i maj, mens skovgøgeurten kommer i blomst i begyndelsen af juni. I begyndelsen af juli kan man finde smukke blomstrende eksemplarer af den sjældne sump-hullæbe .
Af områdets mange andre planter, skal også nævnes eng-nellikerod , hvis stængel er rødbrun foroven. Blomsterne er nikkende, klokkeformede med rødbrune bægerblade og lysegule til lyserøde kronblade. Den blomstrer fra maj til juli, og vokser på både fugtige enge og i fugtige skove. Det danske slægtsnavn ”nellikerod” hentyder til, at jordstænglerne lugter af nelliker, når de brydes itu.
Hjertegræs med de nydeligste småaks. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
På strandengen kan man om foråret se forskellige arter af vadefugle, som søger føde i strandkanten. Specielt på selve oddespidsen står der ofte større flokke af fugle. Vadefugle som almindelig ryle , rødben , dobbeltbekkasin , vibe og strandskade er de hyppigst forekommende arter. Klirer som hvidklire og mudderklire kan man undertiden også få at se her.
Fra Katbjerg Odde kan man også opleve meget af det fugleliv, som knytter sig til Mariager Fjord. Man har gode oversigtsforhold mod både øst og vest i fjorden. Knopsvane , gravand , troldand , hvinand og stor skallesluger er nogle af de vandfugle, man kan se her. Om vinteren er fjorden er et af Danmarks vigtigste områder for arter som lysbuget knortegås og sangsvane .
De lysbugede knortegæs, som forekommer i Danmark, yngler på Svalbard og i det nordøstlige Grønland. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
I det fredede område ligger der flere gravhøje, foruden de to jættestuer Jordhøj og Ormhøj fra stenalderen. Udgravningen af Jordhøj i 1890 var en sensation, fordi det lille gravkammer havde været hermetisk tillukket siden anlæggelsen. På gulvet lå endda tilhuggede træplanker, som måske var fra kister. Det er muligt at komme ind i Jordhøj, men da højen ligger på privat grund, skal man kontakte ejeren først (Katbjerg Oddevej 1). Husk lygte!
Da jordbunden er kalkholdig, har den nordvestlige del af fredningen tidligere været udnyttet kommercielt til cementfremstilling. De lokale bønder har også anvendt det meget kalkholdige ler til mergling af de sandede markjorder. Nu er lergravene for længst forladte, og en rig plantevækst har indfundet sig.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der findes afmærkede stier i området, som man bør følge ved et besøg. For selvom der er offentlig adgang til det fredede område, er jorden i de fleste tilfælde privatejet og anvendes stadig til land- og skovbrug. Så her gælder naturbeskyttelseslovens almindelige regler for færdsel i naturen. Hunde skal naturligvis føres i snor. Det skal også nævnes, at alle orkidéer er fredet og derfor hverken må plukkes eller opgraves.
Turforslag
Fra P-pladsen ved landevejen i Katbjerg by udgår en afmærket rute til Katbjerg Odde. Turen er på knap 4 km retur. Første del af turen følger privat vej gennem en lille skov til Cecilieborgvej, hvorfra der er udsigt over området og Mariager Fjord. Derefter fortsætter turen gennem et kuperet overdrevsområde med orkidéer og videre ud til opholdsarealet på Katbjerg Odde, hvor man har en flot udsigt ud over fjorden. Fra opholdsarealet går turen tilbage gennem en elleskov med hasselbuske. Alternativt kan man i bil køre ad Katbjerg Odde Vej til P-plads ved opholdsarealet.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Jordhøj. En jættestue fra stenalderen, som man kan besøge med tilladelse fra ejeren.
2. Overdrevsområde. Her findes et interessant planteliv, blandt andet med flere orkidéarter.
3. Strandoverdrev. Fra opholdsarealet på selve odden har man en flot udsigt til fjorden.
4. Elleskov. Den lavtliggende elleskov har en underskov med blandt andet hasselbuske.
Vejbeskrivelse

Fra Hobro eller Mariager følger man landevejen (rute 555) til landsbyen Katbjerg.

Offentlig transport
Busrute 234 (Hobro-Mariager) har stoppested i Katbjerg.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen i Katbjerg by.

Fredningen og dens pleje
I 1986 blev 123 hektar af Katbjerg Odde og nærmeste omegn fredet. Det skete for at sikre områdets naturværdier og for at give offentligheden adgang. Det fredede område er privatejet bortset fra opholdsarealet ved selve odden, som ejes af det offentlige.
Naturplejen på arealet er fastlagt i en plejeplan og udføres i samarbejde mellem kommunen og ejerne. Formålet med plejen er at vedligeholde den naturlige overdrevsvegetation, og sker ved at foretage større rydninger af skrænter, der er under tilgroning. De botanisk mest værdifulde arealer drives i dag uden gødskning. Desuden er der opsat hegn og etableret græsning på dele af det fredede areal, da netop afgræsning er en forudsætning for en række sjældne planter.
Link til fredningskendelse
Katbjerg Odde , 1986
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97113000
Læs også
Folder: Katbjerg Odde, udgivet af Mariagerfjord Kommune