Jons Kapel og Ringebakkerne

Det stærkt kuperede landskab syd for Vang på Bornholms vestkyst er såkaldt gammel udmark, altså åbne områder med græs og lyng, hvor de omkringboende  bønders får og kreaturer græssede. Langs kysten løber redningsstien, der tidligere skulle muliggøre færdsel for redningsvæsenets vagtmandskab i uvejr. I dag består området af skov, småsøer og åbne områder med lyng og ene, og stejle klipper. Desuden har granitbrydningen sat sine tydelige spor, og især omkring de ældre, mindre brud findes der i dag en spændende natur og masser af stemning. Adskillige af de mindre brud er i dag vandfyldte.

Man kommer ned til fiskerlejet og udskibningshavnen i Vang via en flot serpentinevej. Lidt syd for den ligger endnu en udskibningsmole, der har forbindelse med Vangbruddet, hvor der foregår nogle oprydningsaktiviteter frem til 2014. Længere sydpå ligger Almeløkken, områdets andetstørste granitbrud, hvor brydningen blev indstillet i 2003. Begge disse granitbrud, samt flere andre mindre, ligger i det der kaldes Lille og Store Ringebakke.

Ringebakkerne er gennemskåret af flere sprækkedale, og en af de særlig flotte er den nord-sydvendte Ringedal, umiddelbart øst for bakkerne. Fra Vang havn fører en sti mellem fiskerhusene sydpå op i skoven, og den lille, restaurerede Ringedalsvandmølle passeres. Stien følger et antal mølledamme, der blev brugt til at holde vinterens vand tilbage til brug i møllen senere på sommeren. Lidt længere oppe i dalen ligger den største af mølledammene, Ringedalssøen, der er omkranset af øens største ur. I dette tilfælde er ur den geologiske betegnelse for en skråning, der er fyldt op med  klippestykker, som af frosten er sprængt ud af det faste grundfjeld.

Syd for Ringebakkerne ligger en anden smuk sprækkedal, den meget frodige Blåskinsdal, hvis bæk ender i et urskovsagtigt vandfald helt ude ved kysten. Når bornholmerne skal opleve en af øens smukkeste sprækkedale om foråret, vælger de ofte denne. For om foråret er dalens bund nærmest dækket af blå anemoner, mens elm og avnbøg står med svulmende knopper.

Ude ved kysten, lidt syd for Blåskinsdalen, ligger Jons Kapel, der er en hule inde i en fritstående klippe. Den og de andre klippehuler længere sydpå er smukke eksempler på det geologer kalder tørre ovne. Trappen ned til stranden befinder sig i en kløft med lodrette vægge, som er opstået ved forvitring af en såkaldt diabasgang (som er en revne i grundfjeldet fyldt med størknet magma).

På grund af de mange brud i Ringebakkerne har man her særlige muligheder for at se selve grundfjeldet, den såkaldte vanggranit. Vanggranitten findes i den nordvestlige del af Bornholm, i et bælte mellem hammergranitten og den bornholmske gnejs (som det meste af det bornholmske underfjeld består af). Vanggranitten er mellemkornet og mørkegrå, med et tydeligt anstrøg af rødt.

De enkelte mineraler (som granit og alle andre bjergarter er opbygget af) er så store, at de nemt kan skelnes fra hinanden. Det er også karakteristisk for vanggranitten, at de mørke mineraler er samlet i små pletter på op til 1 cm i diameter. Enkelte steder er granitten mere eller mindre stribet, fordi de mørke mineralpletter er aflange og parallelle.

Vanggranitten tilhører den gruppe af bjergarter, som kaldes magmabjergarter. Da de er dannet ved størkning af smeltede stenmasser fra Jordens indre, kaldes de også for dybbjergarter. Bevægelser i jordskorpen har løftet disse dybbjergarter op til overfladen. Vanggranitten menes at være dannet for omkring 1,4 milliarder år siden, hvilket betyder, at den er yngre end for eksempel gnejs og rønnegranit, der begge er dannet for 1,7 milliarder år siden.

I dalene er der frodigt og et helt andet klima end ude ved klipperne.                                              Foto: Søren Olsen