Agerø og Skibsted Fjord

Introduktion
På visse årstider er strandengene på Agerø levende af rastende vadefugle, ænder og gæs. Hele det fredede fjordlandskab omkring den lille Limfjordsø er blandt de smukkeste naturområder i Danmark. Her findes spændende farvandstyper med lavvandede bredninger, vige og strømrender. Og da kysterne kun i ringe omfang er påvirket af diger, sommerhusbebyggelse og tekniske anlæg, føler man sig hensat til en anden tid. Området er verdenskendt for sin bestand af rastende lysbugede knortegæs, men de små bebyggelser som handelspladsen Tissinghuse er også et besøg værd.
Hjejler i det fjerne ved Agerø fuglereservat. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Agerø ligger i et meget flot fjordlandskab med vader og vådområder. Det meste af den 3,9 km2 store ø er dyrkede marker, men langs kysterne ligger en lang række fine strandenge, som udnyttes til kreaturgræsning. Desuden er der mange sandøer og holme med sandvader og lavvandede områder. På Agerøs nordvestlige del ligger et fuglereservat, der ejes af Fugleværnsfonden.
Skibsted Fjord er så lavvandet, at man tidligere overvejede helt at udtørre området. Nord og vest for Jegindø og i visse områder rundt om Agerø er der også lavvandet. Fjordbunden ud for Doverodde er et af de mest uspolerede vandområder i Limfjorden. Langs Mors’ sydvestkyster findes flere spændende strandengsområder, for eksempel Rotholme og Glomstrup.
Jegindø er primært landbrugsområde, men også her er der fine strandenge, især mod nord og vest. Katholm og Munkholm Odder er krumodder med laguner, strandenge og gamle kystskrænter. Lindholm mellem Boddum og Agerø blev i gamle dage dyrket, men henligger i dag hovedsagelig med græsarealer. Den øvrige del af øen er typisk strandeng, som ofte bliver oversvømmet, når efterårsstormene sætter ind.
Plantelivet
Ålegræsset har igen koloniseret store dele af havbunden, efter at bevoksningen i en periode har været stærkt reduceret.
På strandengene vokser blandt andet strand- og udspærret annelgræs , kødet og vingefrøet hindeknæ , kveller , strand-asters , strand-mælde , strand-gåsefod , strand-trehage og strand-kogleaks , men også vellugtende gulaks og fredede orkidéer som maj-gøgeurt , kødfarvet gøgeurt og plettet gøgeurt .
På de mere tørre overdrevsarealer ses hedelyng , forskelligfarvet forglemmigej , knoldet mjødurt , kornet stenbræk , hvid okseøje og gul snerre .
Maj-gøgeurt er en af vores mere almindelige orkideer.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Fjordbunden er flere steder dækket af store muslingebanker, som her får lov til at udvikle sig naturligt. Af pattedyr er den spættede sæl nok den mest iøjnefaldende, mens man ikke ser så meget til odderen , selvom den har en god bestand i området. Haren ses ofte på de åbne arealer, og ræven lusker rundt på strandengene. Strandtudsen høres kvække i det tidlige forår på Agerø.
Forekomsten af den sjældne lysbugede knortegås er en af de væsentlige årsager til at Agerø og Skibsted Fjord er fredet. En stor del af verdensbestanden, som er på cirka 7.500 og som yngler på Svalbard, opholder sig her fra september til juni. I forårsmånederne kan her være omkring 4.000 fugle. Om natten hviler de omkring Stenklipperne ved Agerø, i Fugleværnsfondens fuglereservat. Gæssene græsser på strandengene og på ålegræsbevoksningerne, før de i maj-juni trækker til Svalbard for at yngle.
På de fredede strandenge kan man også se strandskade , vibe , stor præstekrave , dobbeltbekkasin , rødben og klyde . Af andre ynglende fuglearter i området kan nævnes sølvmåge , stormmåge , hættemåge og havterne . Blandt småfuglene er gul og hvid vipstjert .
Hjejlen er en af de vadefugle, der flittigt bruger strandengene som rasteplads om foråret, og det samme gælder brushane og klyde . I efterårs- og vintermånederne holder store bestande af svømmeænder til i det lave vand, blandt andet pibeand , krikand og gråand , samt flokke af hvinand og stor skallesluger på det dybere vand. Både fiskeørn , musvåge , duehøg og vandrefalk ses ofte i området.
Lysbugede knortegæs i strandkanten. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Ifølge overleveringen var det i Skibsted Fjord, at Knud den Hellige satte sin flåde stævne før det mislykkede forsøg på at invadere England i 1085. Sagen endte som bekendt med at han året efter blev dræbt i Albani Kirke i Odense. Det er ikke umuligt at fjorden har været et fast samlingssted for flåden, men i dag er der ingen spor af stedets militære betydning.
Tissinghuse på Mors og Doverodde på Sydthy er gamle handelspladser i Limfjorden. Tissinghuse er vokset op omkring købmandsgård, kro, skibsbro og færgested, efter vedtagelsen af næringsfrihedsloven i 1857. Loven var en følge af Grundloven af 1849, der blandt andet brød købstædernes monopol på handel. I dag rummer købmandsgården en foderstofforretning, og bådebroen benyttes stadig af mindre fartøjer. Den lille bebyggelse ved Doverodde har bevaret sit præg af fortid med den store købmandsgård og anløbsbroen. Købmandsgården er i dag et spændende oplevelsessted med mange aktiviteter for børn, unge og ældre.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er almindelig adgang til området ad offentlige veje og stier ifølge reglerne i naturfredningsloven. I farvandet omkring Agerø og i Skibsted Fjord er der forbud mod sejlads med motorbåde. Sejlads med kano og kajak er tilladt, dog ikke omkring Stenklipperne ved Agerø.
Strandengene på nordvestsiden af Agerø ejes af Fugleværnsfonden, som har opsat et fugleskjul. Efter dæmningen over til Agerø ligger en lille P-plads lige efter tredje gård på højre hånd. Herfra er der 700 meter ad en sti ned til fugleskjulet. I Sydthy har man overblik over fjorden ved Doverodde og fra bakken ved Boddum Kirke. Strandengene på Munkholm og Katholm Odde kan bedst overskues fra gården Overgårdsminde. Når man kører ud til gården, drejer man til højre lige før staldbygningerne og parkerer ved markvejen. Man bør dog passe på ikke at holde i vejen for landmanden.
Turforslag
Den følgende køretur er på cirka 25 km og går forbi de smukkeste og mest interessante steder i fredningen. Begynd med at besøge Tissinghuse, der ligger ved Glomstrup Vig, på Sydvestmors. Herfra køres over til Agerø, hvor fuglereservatet og eventuelt kirken besøges. Herefter køres over til Nees, hvor man tager den lille færge over Nees Sund til Sydthy, hvorefter Doverodde og Boddum besøges.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Rotholme. Fredede strandenge med sandøer og ynglende klyder, brushøns og rødben, foruden engpibere og gule vipstjerter.
2. Tissinghuse. En lille handelsplads med købmandsgård og bådebro. Umiddelbart øst for bebyggelsen ligger Tissingvig, der i dag er afvandet, mens Søndervig mod syd blot er inddiget med åbent vand, enge og store rørskove. Rørhøgen yngler i rørskoven.
3. Fuglereservat. Fugleværnsfonden har her et reservat på 27,5 ha med strandenge og lavvandede områder. Fra en lille P-plads, der ligger lige efter tredje gård på højre hånd, regnet fra dæmningen, fører en sti frem til et fugletårn. Her kan man se flokke af de sjældne lysbugede knortegæs, men også mange andre fuglearter.
4. Agerø Kirke. Kirken ligger højt, midt på øen, med vid udsigt over Limfjorden. Den er fra 1908 og et besøg værd på grund af de smukke udsmykninger af billedkunstneren Therese Licht Nielsen. Hvis døren er låst, kan nøglen lånes på Agerøvej 42.
5. Doverodde. Limfjordscentret Doverodde Købmandsgård er i dag et oplevelsessted og museum. Den 37 meter høje kornsilo er opført i 1966, og fra toppen kan man se langt ind i Limfjorden, til Mors og Boddum. Udstillingen i siloen fortæller om det specielle miljø og de dyr og planter, man kan se i området.
6. Munkholm Odde. Fredet strandengsområde med krumodder og laguner. Store dele af strandengen står under vand i perioder med højvande. Af hensyn til de mange ynglefugle er der adgangsforbud fra 1. april til 1. juli.
Vejbeskrivelse

Det fredede vandområde ligger mellem Mors, Sydthy og Thyholm i Nordvestjylland.

Vejbeskrivelse
Til Agerø: Fra Nykøbing Mors køres ad rute 545 mod vest til Vester Hvidbjerg, hvorefter man kører sydpå til Agerø. Vil man begynde sit besøg i området ved Tissinghuse, forlader man rute 545 ved Redsted og kører sydpå.

Offentlig transport
Der er ingen offentlig transport til Agerø.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser dæmningen over til Agerø.

Vis  Agerø og Skibsted Fjord  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Farvandet omkring Agerø og Skibsted Fjord, med vige og strandenge flere steder, blev fredet i 2006. Det skete for at beskytte områdets naturværdier og for at sikre, at området fortsat i et vist omfang kan udnyttes som et lokalt rekreativt område. Et andet formål med fredningen er at bevare området, så man kan registrere, hvordan et område af Limfjorden udvikler sig, når det påvirkes mindst muligt af menneskelige aktiviteter som fiskeri, råstofindvinding og anden forstyrrende færdsel. Naturplejen på strandengene foregår ved at de afgræsses af kvæg, for at forhindre at de vokser til med tagrør og andre høje græsarter.
Link til fredningskendelse
Agerø og Skibsted Fjord , 2006
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Morsø Kommune
Jernbanevej 7
7900 Nykøbing Mors
Tlf. 99707000
Læs også
Morsø Turistbureau har udgivet bogen/folderen Kystruten rundt om Morsø.
Miljøministeriet Natura2000-område: Agger Tange, Nissum Bredding, Agerø og Skibsted Fjord.
Reservatfolder for Agerø og Skibsted Fjord
Fugleværnsfondens hjemmeside om Agerø-reservatet