Himmelev Strand
Introduktion
Takket være en forudseende fredning i 1926 er en ganske lille ”strandpark” holdt åben og tilgængelig på den ellers tæt bebyggede Frederiksborgvej.
Med lidt græs og blomster og bænke; og først og fremmest kontakten til fjordens strand og vand, og udsigten til de fredede, ikke udbyggede arealer på vestsiden af fjorden, og til Roskilde og Sct. Jørgensbjerg, som kravler op ad fjordens kystskrænter fra havnen og Vikingeskibsmuseet.
Et lille åndehul i trafikken, og et af adgangspunkterne til ”Strandpassagen”, som efter mere end 50 års lobbyarbejde fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomites side er sikret som trampesti (ved ikke for højt højvande) langs stranden helt fra Roskilde Havn til Veddelev via Sønderø og Vigen Strandpark.
Så flot er der også ved Himmelev Strand i solnedgang.
Foto: Bjørn Petersen
Landskabet
”Himmelev Strand” er egentlig bare en lille stump fjordstrand uden særlige specialiteter. Den starter som græsplæne i niveau med fortovet og går via en kunstigt befæstet lav skrænt ned til en smal stenet strand, som fortsætter ud i det lave fjordvand, hvor bl.a. ænder, blishøns og svaner sejler rundt i forgrunden foran kajakker, vikingeskibe, lystsejlere og restaurantbåden ”Sagafjord”, ude i vildtreservatet.
I baggrunden ser man de fredede skove på Bognæs, Parcelgårdens fredede strandenge og marker, og lidt af Sct. Hans Hospitals fredede græsgange. Solnedgangen og aftenhimlen er ikke direkte fredede, men når man ser mod vest og nordvest, er der forholdsvis få lyskilder til at blænde øjet og forstyrre de fine farvenuancer.
Et drænrør som fører ud under stenbalustraden er måske udførslen af en af de talrige kilder, der siver ud langs hele inderfjorden? Eller er det en lille bitte rest af Ladegårdsåen, hvis naturlige udløb i fjorden faktisk lå her?
Desværre er vandet tydeligt næringspåvirket, så man (fejlagtigt) skulle tro, det var kloakvand.
Plantelivet
Den kommunalt plejede græsplæne er botanisk set ikke ret interessant. Så tæt på en befærdet vej, er der ikke mange, der ligger og solbader eller spiller bold, så måske kunne det være relevant at slippe en del af den lidt mere fri, og se om naturen kan finde på et eller andet til at modvirke tilbagegangen af biologisk mangfoldighed.
Nede på stenstranden og mellem kampestenene vokser fjordstrandstypiske planter som bukketorn , mark-bynke , strand-malurt , kokleare og lignende. Ude i det lave vand dominerer søsalat og havgræs .
I plænen vokser de ”normale” almindelige græsplænesvampe: Vejchampignon, Elledans-bruskhat , Høsletsvamp osv.
Dyrelivet
Med eller uden kikkert kan masser af svømmefugle observeres i hele inderfjordens vildtreservat. Og med f.eks. fotobakke, spand og ketsjer + fingre, og gerne lup, kan man finde mange sjove smådyr i det lave vand og fjordbunden. Vandbænkebidere, ferejer, fiskeyngel, orme og så videre.
Kulturhistorie
Selve udsigtsfredningen er, sammen med Strandpassagen, en slags kulturminde om kampen for at holde Danmarks kyster åbne og frit tilgængelige. En kamp, som var direkte anledning til stiftelsen af Danmarks Naturfredningsforening i 1911, og som foregår den dag i dag.
Strandpassagen har kostet megen strid (og mange direkte omkostninger for kommunen) inden sin realisering, og selve friholdelsen af udsigten ved ”Himmelev Strandpark” har været angrebet flere gange; senest i 2006, og dét er såmænd ikke engang med sikkerhed sidste gang.
Inde i land, vest for vejen ligger bocentret Haraldsborg (tidligere husholdningsskole), på en borgbanke, hvor den røveriske viking, Harald Kesja havde sin borg i 1100-tallet.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
En lille vandretur er at tage hele turen fra Roskilde havn til Veddelev havn og tilbage ad strandpassagen. Da passerer man ”Himmelev Strand” 2 gange, og ser også en masse andet på vejen. En hyggelig og afvekslende tur, men det er ikke meningen, man skal gå og beundre de fine villaer på Roskildes dyreste beliggenheder. Tvært imod var dén tanke en af de anstødssten, der holdt modstanden mod den fri adgang kørende i over 50 år.
Man kan evt. gå inde gennem Himmelev by den ene vej, eller tage bus 603 (som har stop med fredningsdispenseret læskur lige ved Himmelev Strand).
Vejbeskrivelse
<p> Den fredede del af Himmelev Strand har adressen Frederiksborgvej 85x, og GPS-koordinaterne N 55º 39' 15.47" E 012º 05' 11.22".</p><p> Bus 603 holder lige ved lystanlægget, og det er ikke altid umuligt at finde parkeringsmulighed for biler på Frederiksborgvej.</p><iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047dbd1be2fec66b465&ll=55.655098,12.088008&spn=0.004237,0.00751&z=16&output=embed" width="350"></iframe><br/><small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&t=h&hl=da&msa=0&msid=109072133245204789761.00047dbd1be2fec66b465&ll=55.655098,12.088008&spn=0.004237,0.00751&z=16&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Himmelev Strand </a> på et større kort</small>
Fredningen og dens pleje
Udsigten blev først fredet i 1926. Omkring 1941 blev Frederiksborgvej udvidet, og tinglysningen ophævet. I 1953 genoptoges fredningen af det, der er tilbage, og som nu for størstepartens vedkommende udgør et af kommunens ”lystanlæg”. Ca. 3700 m 2 .
Fredningen går ganske enkelt ud på at hverken bebyggelse eller beplantning må overstige en nærmere defineret højde. En afgørelse fra 2006 fastslår at det også gælder pilehegn – mens en anden afgørelse fra 2008 giver dispensation til et busskur og et elskab – pga. forskellige ”formildende omstændigheder”.
Link til fredningskendelse
Himmelev Strand , 1953
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Roskilde Kommune
Postboks 100
4000 Roskilde
Tlf: 46313000
Læs også
Om Haraldsborg
Naturperler i Roskilde Kommune ( Naturperler Roskilde)