Ermelundskilen
Introduktion
Fra Ermelunden strækker der sig en grøn landskabskile frem til Lyngby Sø i en tunneldal fra sidste istid. Landskabskilen følger den vandfyldte Fæstningskanal fra Lyngby Sø til Lyngby Hovedgade og videre gennem den tørre Fæstningskanal og Kanalparken til Klampenborgvej. Herefter følger den Ermelundstien fra Firskovvej til Ermelundsvej.
I landskabskilen findes markante bronzealderhøje og Fæstningskanalen, der er en del af Københavns Nyere Befæstning fra 1880’erne. Fæstningskanalen går fra Furesøen i Frederiksdal til Ermelunden, og den er forsyningskanalen til Københavns Befæstnings Nordre og Søndre Oversvømmelse, der sammen med Vestvoldens våde grav – som passive hindringer – skulle supplere de aktive fæstningsanlæg på samme måde som en voldgrav omkring et borganlæg.
I landskabskilen ligger Tordals Mose, hvor der både er naturgenoprettet en sø og en mose med et rigt plante- og dyreliv.
Landskabet
Den grønne landskabskile ligger i den tunneldal, der går fra Øresundskysten ved Klampenborg gennem Ermelunden og Lyngby Sø til Furesøen. I den sidste fase af afsmeltningen havde Øresundsgletsjeren en tilstandslinje ved Ermelunden, og her dannedes et morænebakkedrag (Ermelundsbakken) på tværs af tunneldalen. Denne barriere er forklaringen på, at Mølleåen fra Lyngby ikke følger den oprindelige tunneldal, men løber i en smeltevandsdal til Ålebækken, hvor den støder til en anden tunneldal, som den følger til Øresund ved Strandmøllen.
Ermelundsbakken førte efter istiden til dannelsen af en langstrakt sø ind til Lyngby, som senere blev til Tordals Mose og Lyngby Mose.
Bunden af tunneldalen mellem Ermelundsbakken og Lyngby Sø er bred og flad og skrænterne fremstår mere eller mindre markant i landskabet. I Tordals Mose er erosionsskrænten mod nord høj og stejl og skovbevokset.
Plantelivet
Der er et rigt planteliv i området omkring Tordals Mose, hvor der er registreret 230 forskellige plantearter. Ved søen er det især langbladet ranunkel og bredbladet dunhammer , der falder i øjnene, mens det i mosen er kattehale , sø-kogleaks , tagrør , knippe-star , bittersød natskygge og bredbladet dunhammer .
På engen og på skråningen nord for søen ses bl.a. hyld , hvidtjørn , mørk kongelys , alm. agermåne , eng-storkenæb , skov-fladbælg og kål-tidsel .
På og nedenfor erosionsskrænten er der et smukt forårsflor af slåen , hvid og gul anemone , hulrodet lærkespore , liden lærkespore og vorterod .
Bittersød natskygger er nem at genkende. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
I søen og mosen yngler butsnudet frø , grøn frø og skrubtudse samt lille vandsalamander . I mosen kan man i nogle forår være heldig at høre et kor på hundredvis af butsnudede frøer.
I søen og mosen yngler endvidere blishøns , grønbenet rørhøne og gråand .
Lille vandsalamander er ikke mere end på størrelse med en finger.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Kulturhistorie
Arkæologiske fund viser, at der i jægerstenalderen var en boplads, der har ligget som en ø i Tordals Mose. Ved denne boplads er der fundet adskillige stenredskaber, bl.a. en kærneøkse, flækker, flækkeblokke og et spidsvåben. I Lyngby Mose er fundet en økse fremstillet af en urokseknogle.
Fra bronzealderen kendes et stort antal gravhøje både nord og syd for dalen. Ved Hvidegården lå 12 bronzealderhøje, hvoraf 2 er bevarede til i dag. Syd for Hvidegården ligger den eneste tilbageværende af Riishøjene. Det er en meget flot storhøj med en højde på godt 4,5 m og en diameter på 30 m bevokset med gamle monumentale ege- og bøgetræer.
Det var i en høj lige syd for denne, at det interessante og berømte Hvidegårdsfund blev gjort i 1845. I højen fandtes en fuldkommen urørt stenkiste. Den indeholdt de brændte knogler af en mand indsvøbt i et brunt klæde, et bronzesværd og en lædertaske, hvori der lå et par knive, en pincet og forskellige naturmaterialer bl.a. en fugleklo, en konkylie, en ravperle, halen af en snog og en egernunderkæbe.
Fæstningskanalen blev gravet fra Lyngby Sø gennem Lyngby og Tordals Mose til en nygravet slugt gennem Ermelundsbakken. Ved hjælp af Fæstningskanalen kunne man, når der blev åbnet for sluserne i Frederiksdal Stemmeværk og man samtidig lukkede for afstrømningen til Mølleåen fra Lyngby Sø ved stemmeværket under Nordbanen, transportere ca. 12 millioner kubikmeter vand fra Furesøen, Bagsværd Sø og Lyngby Sø til oversvømmelsesområderne på 3-8 dage alt efter hvor meget man åbnede for sluserne.
Fæstningskanalen var den vigtigste del af oversvømmelsen for uden vand ingen oversvømmelse. Men den kom aldrig i brug, og blev sammen med resten af Landbefæstningen nedlagt i 1920. I dag er Fæstningskanalen kun bevaret i komplet stand til Lyngby Hovedgade. Fra Hovedgaden til Toftebæksvej er den tørlagt, mens den er opfyldt fra Toftebæksvej til Ermelunden.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fæstningskanalen strækker sig gennem hele fredningen, men er kun synlig i Lyngby. Ved Hvidegården findes en meget markant bronzealderhøj og i Tordals Mose er der et rigt forårsflor på den stejle erosionsskrænt.
Turforslag
Turen starter ved Ermelundsstien, der starter efter cirkuspladsen ved Firskovvej. Man følger Ermelundsstien under Helsingørmotorvejen til Tordals Mose, hvor der er en bænk med udsigt over søen. 200 meter længere henne ligger mosen, som der er en fin udsigt over fra ridestien.
Efter ca. 100 meter drejer man til venstre og følger vejen op gennem Hvidegårdens marker til bronzealderhøjen.
Herfra går man tilbage til Tordals Mose og følger skræntstien til højre, hvor græsmarken slutter. 100 meter fremme er der igen til venstre en flot udsigt over mosen og til højre den stejle erosionsskrænt. Efter mosen ligger en bålplads. Her kan man vælge enten at dreje til venstre og gå over til søen og Ermelundstien og tilbage til Lyngby eller fortsætte ligeud og tage trapperne op ad skrænten. Oven for skrænten tager man stien til venstre, hvorfra der er en flot udsigt ud over tunneldalen og fortsætter ned til Ermelundstien ved underføringen under Helsingørmotorvejen.
Vejbeskrivelse
<p> Ermelundsstien fra Firskovvej fører til Tordals Mose og bronzealderhøjen. Bilister kan parkere for ende af stamvejen i Hvidegårdsparken og herfra ned til Tordals Mose og til bronzealderhøjene.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000492e1ec366c617c028&ll=55.773145,12.510509&spn=0.008449,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.000492e1ec366c617c028&ll=55.773145,12.510509&spn=0.008449,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Ermelundskilen </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Fredningen blev gennemført i 2002 og omfatter 43 ha.
Baggrunden for, at Danmarks Naturfredningsforening rejste fredningssagen var, at Lyngby-Taarbæk Kommune havde besluttet at udarbejde et lokalplanforslag, der ville give Lyngby Storcenter mulighed for at udvide ud over Fæstningskanalen til Kanalvej, så Fæstningskanalen ikke ville kunne genskabes på et senere tidspunkt.
Formålet med fredningen var at bevare den grønne landskabskile fra Ermelunden til Lyngby Sø ubrudt og at bevare og forbedre dens funktion som levested og spredningskorridor for det vilde plante- og dyreliv.
Danmarks Naturfredningsforening har indgået aftale med Lyngby-Taarbæk Kommune om, at den foretager naturpleje af søen og mosen i Tordals Mose. Plejen består i at forhindre, at de gror til med pil og dunhammer og at sikre udsigt til søen fra Ermelundsstien.
Link til fredningskendelse
Ermelundskilen , 2002
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Lyngby-Taarbæk Kommune
Rådhuset
Lyngby Torv
2800 Kgs. Lyngby
Tlf. 45 97 30 00
Læs også
Gentofte Kommune – folder om befæstning af Nordfronten
På cykeltur: Københavns Befæstning – mellem Lyngby og Husum