Et lille åndehul af et bakket landskab mellem skov, mose og Strandvejen.
Vedbæk-Smidstrup
Introduktion
Marker og enge, som bølger sig gennem landskabet mellem skov, mose og strandvej. Området mellem Vedbæk, Smidstrup og Folehaveskoven er et lille åndehul, hvor stier og markveje gør det muligt at nyde istidslandskabets bugtende marker, naturhegn og sten- og jorddiger.
Det er netop landskabet, som fik byplanlæggeren bag den første kommuneplan i Hørsholm, Steen Eiler Rasmussen, til at undlade at bebygge det i 1943. Områderne er derefter blevet benyttet af både landmænd og forsvarskommandoen. Forsvaret er færdige med at benytte området, og de marker, som de benyttede ligger nu som eng og mose. Flere steder i området findes småskove og hegn, som skiller de dyrkede marker, mens et enligt stort egetræ i den nordlige del giver landskabet et endnu mere romantisk præg.
Landskabet
Åndehullet mellem Vedbæk og Smidstrup er et cirka 60 hektar stort stykke sørigt morænelandskab, hvor mennesker har boet siden jægerstenalderen. Det består hovedsageligt af åbne marker, men midt på den nordlige del af arealet, med udsigt fra jernbanen, står en stor velformet enlig eg, som har fået lov til at blive stående på grund af sin “velformede skønhed” og evne til at give det omgivende landskab karakter.
Området består af fire forskellige delområder, hvor det første og største består af opdyrket land. Det strækker sig fra Strandvejen i nord, hvorfra det i en trekant går ned til kystbanen. Det fortsætter på den anden side af jernbanesporet og går hele vejen ned til villaerne ved Fagerlunden ved Henriksholm i syd.
Lige øst for det første områdes sydligste del er et andet opdyrket område. Til forskel fra det første, skråner området ned mod midten af arealet. Her er et par sø- og engområder, som deler arealet i to. Nærmest som en kile ind i Folehaven ligger det tredje område lige vest for det første. Størstedelen af området her består af mose og eng og her er der ligesom de andre områder rig mulighed for at bevæge sig rundt på offentlige stier.
Ud over de tre nævnte delområder omfatter området også nogle stykker småskov, som er spredt rundt om i fredningsområdet. Her er dermed tale om et varieret stykke kulturlandskab, som er en del af en lang række fredede og beskyttede naturområder fra Rungsted i nord til Gentofte i syd, omfattende Rungsted Ladegård/Folehavegård, Folehaveskoven, Maglemosen, Trørød Skov, Søllerød Naturpark, Jægersborg Hegn og Dyrehaven.
I Vedbæk-Smidstrup-fredningen er der rig mulighed for at udforske via de eksisterende stisystemer, som kan føre en rundt i det meste af området.
Plantelivet
Fredningen i Vedbæk-Smidstrup består af forskellige typer natur; en sumpskov i den østlige del af området, samt en ellesump i det sydlige. Begge områder har status af fredskov, hvor udvalgte store karakteristiske piletræer, bøgetræer og egetræer har fået status som bevaringsværdige. Det mest specielle er dog det egetræ, som har fået lov at stå nærmest majestætisk for sig selv lige syd for jernbanen, som gennemskærer den nordlige del af området.
Dyrelivet
I området omkring Henriksholm er det muligt at se forskellige dyr. Blandt andet småfugle, som en Nattergal – som på en god dag også kan høres. Også insekter og rådyr benytter områdernes skjulesteder.
Nattergalen er en lidt undseelig fugl – men synge, det kan den!
Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
I området er der fundet bopladser fra jægerstenalderen mellem 6000 og 4000 år før vor tidsregnings begyndelse. Dengang levede de ved Maglemosens bredder og på holme i mosen. Siden dengang er der sket en del i området – blandt andet er det blevet opdyrket og bebygget.
I 1943 valgte Steen Eiler Rasmussen, da han udformede den første kommuneplan for Hørsholm, at udelade området mellem Vedbæk og Smidstrup for at undgå, at de blev bebygget, og resultatet er, at de den dag i dag – synlige fra Vedbæk Strandvej – ligger ubebyggede hen, som et grønt område.
I det hele taget er området fyldt med historie, blandt andet på grund af Smidstrupgård – og på et tidspunkt Smidstrup “Slot” – som ligger (lå) i mellem de fredede områder. Her residerede den græske konge Georg 1. under sine besøg i Danmark.
Flere af de helt gamle stier og veje eksisterer også stadigvæk i området. Blandt andet ligger den gamle sandvej, som bønderne i gamle dage brugte når de skulle hente sand ved kysten. Af andre tegn på, at der i gennem mange år har været mennesker i området, er sten og jorddiger – blandt andet findes et 400 meter langt jorddige ved den gamle sandvej. Udover det, så omkranses Folehaven af gamle stendiger.
Ture og seværdigheder
Alle har adgang til området på de eksisterende. Ved hjælp af områdets stier og stisystemer kan alle færdes i området både til fods og på cykel. Blandt andet er det muligt at gå i fodsporene på områdets tidligere beboere, som i gamle dage benyttede Sandvejen, når de skulle hente sand ved kysten.
En anden seværdighed i området er den enlige eg, som står lige syd for jernbanen. Men det er ikke de enkeltstående seværdigheder, som gør området unikt. I stedet er det bakkelandskabet i sig selv, som gør det et besøg værd.
Henriksholm, som ligger midt i fredningen – dog ikke i det fredede område – er kun 1200 meter fra Vedbæk Station, hvilket betyder, at det er muligt for de fleste, at opleve det lille åndehul ved Strandvejen.
Vejbeskrivelse
Vedbæk-Smidstrup-fredningen ligger mellem Vedbæk og Smidstrup og kan ses fra Rungsted Strandvej ved Folehavevej. Adgangen til området kan også ske via Folehavevej og Kong Georgsvej. I områdets sydlige del er det lettere at få adgang ved hjælp af Henriksholms Allé.
<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=zuOds3TTpoUo.klQXRXtjct2A" width="640" height="480"></iframe>
Fredningen og dens pleje
Området mellem Vedbæk og Smidstrup er på cirka 60 hektar og blev fredet i 2012. Det skete da Hørsholm og Rudersdal Kommuner sammen med Danmarks Naturfredningsforening i 2011 rejste et fredningsforslag.
Årsagen til fredningen er, at området har betydelige landskabsmæssige og rekreative værdier, som skal sikres for eftertiden. Allerede inden den nuværende fredning trådte i kraft, har flere dele af området været fredet med forskellige bestemmelser.
Fredningen betyder, at der er forbud mod at opføre nye bebyggelser, opførelse af faste anlæg og konstruktioner, forbud mod rydning af skov, levende hegn, markskel, enestående træer – som den store eg, som står midt i det hele – og terrænændringer.
Link til fredningskendelse: Vedbæk-Smidstrup-fredningen
Yderligere information
DN Hørsholm
Peter Skat Nielsen
Ved Stampedammen 7
2970 Hørsholm
Tlf.: 45866231
Email: hoersholm@dn.dk
Web: www.dn.dk/hoersholm
Om fredningen og dens bestemmelser
Hørsholm Kommune
Ådalsparkvej 2
2970 Hørsholm
Tlf: 48490000