Uggerby Å’s udløb
Introduktion
Uggerby Å udmunder i Tannis Bugt mellem Hirtshals og Tversted i et åbent og flot klit- og overdrevslandskab. Stedet passeres af mange vandrere, cyklister og kanofarere. Lystfiskere står ved bredderne og venter på, at en havørred skal bide på, og florainteresserede glæder sig over den enestående plantevækst, der præger engene og overdrevene umiddelbart øst for det fredede areal.
Landskabet
Uggerby Å er med sine over 60 km en af landsdelens største åer. Den udspringer langt nede i Vendsyssel vest for Jyske Ås, hvor dens omgivelser først er morænebakker, dernæst store Yoldiaflader, som er hævet havbund fra senglacialtiden. Denne landskabstype er karakteristisk for Vendsyssel. På de sidste ca. 3 km løber åen i litorinaaflejringer, dvs. den hævede stenalderhavbund, som kun er 7-8.000 år gammel.
Åen er i størstedelen af sit løb ureguleret og er alene derfor et væsentligt bidrag til Vendsyssels flotte natur. Den kan besejles med kano fra Ilbro SØ for Hjørring og helt ud til havet, som her hedder Tannis Bugt. Ikke mindst den sidste strækning er meget smuk; her sejler man i udkanten af Uggerby Klitplantage og kommer derefter ud i et pragtfuldt englandskab omgivet af grønne klitter. På det allersidste stykke inden havet er åens forløb østligt: det skyldes den stadige strømbårne materialetransport langs kysten. For at naturen ikke skal blive alt for selvrådig har Skov- og Naturstyrelsen tæmmet åmundingen med faskiner.
Plantelivet
På engarealerne nærmest åen vokser gul iris , eng-troldurt , vendsyssel-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt . På overdrevet ovenfor finder man blodrød storkenæb , alm. mælkurt , nikkende kobjælde og alm. kamgræs .
Øst for cykelstien er kun en smal stribe med i fredningen, men det kan man imidlertid se stort på. Der er offentlig adgang på arealerne, der fortsætter østpå mellem sommerhusene og havet, og her kan man glæde sig over en mangfoldighed af forskellige planter. Lokaliteten er kalkholdig og begunstiger arter som leverurt , blodrød storkenæb , sand-frøstjerne samt flere af de orkideer, der også vokser her. Hjertegræs , kornet stenbræk , bakke-gøgelilje og plettet kongepen kan findes på de tørre overdrev, og kærvegetationen i de lavtliggende områder består bl.a. af sump-hullæbe , vibefedt , plettet gøgeurt samt enkelte steder kalmus , skarntyde og gifttyde , hvoraf de to sidste er yderst giftige.
Dyrelivet
Åen er fiskerig og rummer arter som havørred , bækørred , gedde , skalle , aborre og ål . Isfugl og bjergvipstjert yngler ved vandløbet, og der er set spor efter odderen . Omkring udløbet raster en del vadefugle under det tidlige efterårstræk. Det er typisk arter som alm. ryle , sandløber , stor præstekrave samt i mindre grad krumnæbbet ryle og dværgryle.
Karakterfugle i det åbne terræn er rødrygget tornskade , tårnfalk , tornsanger , sanglærke og gulspurv . Rørspurv , rørsanger og skovpiber er almindelige, og man kan være heldig at se eller høre kærsanger , sivsanger , græshoppesanger og karmindompap. Den sjældne mosehornugle kan af og til iagttages, og sortstrubet bynkefugl yngler ind imellem.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Grusvejen, som går fra P-pladsen og ned mod havet, er en del af den nationale cykelrute, Vestkyststien. Den går fra Skagen til den tyske grænse. Man kan udvælge den distance, der passer til ens lyst og formåen; fra Skagen til Hirtshals løber ruten gennem et varieret udbud af særdeles naturskønne lokaliteter. Cykelruten kan også bruges af vandrere. Umiddelbart vest for åen er der en primitiv lejrplads til fri afbenyttelse. En hængebro med en temmelig voldsom arkitektur fører over åen.
Skov- og Naturstyrelsen har ved hængebroen etableret en fiskeplads for kørestolsbrugere.
Vejbeskrivelse
<p> Uggerby Å’s udløb ligger mellem Hirtshals og Tversted. Lidt vest for Tversted drejes fra vej 597 ad Bettevej og derefter ad Hængebrovej. For enden af denne er der P-plads, som har GPS-koordinaterne N 57° 35.189', E 10° 8.540'.</p><p> <iframe frameborder="0" height="350" marginheight="0" marginwidth="0" scrolling="no" src="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.0004941422a466ea80986&ll=57.589043,10.1442&spn=0.008051,0.01502&z=15&output=embed" width="350"> </iframe> <br/> <small> Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&t=h&msid=109072133245204789761.0004941422a466ea80986&ll=57.589043,10.1442&spn=0.008051,0.01502&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left"> Uggerby Å's udløb </a> på et større kort </small></p>
Fredningen og dens pleje
Arealer øst for Uggerby Å’s nedre løb fredet 1964. I alt ca. 25 ha.
Kulturministeriet erhvervede i 1963 arealerne for at frede dem. I dag står miljøministeriet som ejer. Der er tale om en landskabelig og rekreativ fredning, hvor området skal henligge som på fredningstidspunktet. Selvsået fyr kan fjernes.
Almenheden har ret til færdsel og ophold, også i de hegnede områder.
Man kan undre sig over, at overdrevsområdet mellem Uggerby Å og Tversted Å ikke er fredet i sin helhed, da det er en botanisk guldgrube. Til gengæld nyder dette område en vis beskyttelse som EU-habitatområde.
Link til fredningskendelse
Uggerby Å’s udløb , 1964
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Hjørring Kommune
Nørregade 2
9800 Hjørring
Tlf.: 72333333
2- og 3 personers kanoer kan lejes hos: Uggerby Kanofart, tlf. 98975304.
For at fiske i Uggerby Å kræves gyldigt fisketegn samt fiskekort til åen. Begge dele kan købes hos Sindal Turistinformation, tlf. 98936693.
Læs også
Miljøministeriet Natura2000-område: Uggerby Klitplantage og Uggerby Å’s udløb