Tøndermarsken og Magrethekog

De første diger opførte friserne allerede for 1000 år siden. De var ganske lave og skulle sikre sommerafgræsning og bjergning af hø. I 1156 blev det højere dige mellem Højer og Rudbøl anlagt.

Landevejen løber på diget i dag. I 1692 blev Gammel Frederiks Kog inddiget, i 1861 Ny Frederikskog, og efter en voldsom stormflod i januar 1976 blev gamle planer om et fremskudt dige taget op af skuffen. De blev vedtaget af Folketinget i 1977 og diget indviet i 1982.

I 1970’erne rasede en heftig debat om, hvorvidt det eksisterende dige skulle forstærkes eller om der skulle bygges et nyt. Meget fuglerige forlandsarealer gik tabt mellem det gamle og ny dige.

Vest for det fremskudte dige skabes ikke i samme grad forland som ved de ældre, østligere diger, og dermed forringes et levested, der tiltrækker titusinder af rastende og trækkende fugle. For at råde bod herpå, blev Saltvandssøen anlagt. Til den pumpes havvand fra Vadehavet.

Tøndermarsken er landets eneste, beboede marskområde, og mange af de gamle gårde ligger på værfter, forhøjninger, i det flade land. Byerne Rudbøl, Tønder og Møgeltønder rummer adskillige bevaringsværdige huse.

Den særlige driftsform med afgræsning og det særprægede bevandingsanlæg har medført en særegen organisation af jordejerne, der har etableret sig med digegreve og kogsinspektører, og med regler for den enkeltes pligter i forhold til fællesskabet. Også det er af kulturhistorisk interesse.

Efter Genforeningen blev marsken afvandet i årene 1925 – 1930. Pumpestationer sendte vand fra engene ud i Vidåen, der blev forsynet med diger ved begge bredder. Naturen i området blev forarmet.

Lige nord for Tøndermarsken, fra Emmerlev Klev i syd til Ballum i nord, finder man det eneste sted i Vadehavet, hvor det ikke er nødvendigt med diger for at holde havet ude. På denne kyststrækning når Hjerpsted Bakkeø – sønderjyderne kalder det en geest – helt ud til havet. En skrænt danner afslutning mod havet, og nedenfor blotlægges store sandflader ved ebbe. Geesten er fra næstsidste istid, og på den ligger mange bronzealderhøje, hvad der ellers ikke er almindeligt i Vadehavsområdet.

Landskabet er meget åbent. Der er langt mellem de levende hegn omkring de marker, der ofte går helt ud til kanten af skrænten.