Stege Sukkerfabriks jordbassiner
Introduktion
Det hænder ikke så ofte, at mennesket skaber nye naturlokaliteter, som har stor betydning for dyre- og planteliv. Men det skete, da den nedlagte Stege Sukkerfabriks jordbassiner blev fredet. Området er nu en meget vigtig fuglelokalitet, som især huser tusindvis af vandfugle.
Et af de mange bassiner til jord efter vask af sukkerroer. I baggrunden ses sukkerfabrikken, der standsede sukkerroebehandlingen i 1989, og som i dag huser adskillige nye produktions- og serviceerhverv. Foto: Ole Meyer
Landskabet
Jordbassinerne fra den nedlagte Stege Sukkerfabrik er omgivet af høje dæmninger. De i alt 16 bassiner har forskellig dybde og er mere eller mindre tilgroede. Nogle af bassinerne har i dag karakter af rørskovsområde, mens andre har næsten helt frie vandflader. En del af området afgræsses, og her er store krat af blandt andet hyld.
Dyrelivet
Stege Sukkerfabriks jordbassiner er en væsentlig lokalitet for mange arter af vandfugle. I vinterhalvåret raster her tusindvis af troldænder og andre dykænder. Bemærkelsesværdig er især de mange bjergænder, der ofte findes i bassinerne. Blandt svømmeænderne kan nævnes knarand , som kan ses i pæne tal året rundt. I sommerhalvåret yngler en god bestand af toppet , gråstrubet og lille lappedykker i jordbassinerne.
Man ser ofte store spejlkarper i bassinerne – en art som er udsat som led i et forsøg på at skabe en fiskeproduktion. Jordbassinerne huser også en stor bestand af grønbroget tudse .
Kulturhistorie
Vaskning af sukkerroer på Stege Sukkerfabrik medførte en stor mængde overskudsjord, og derfor anlagde man i 1960’erne et par bassiner til opsamling af denne jord. Senere, da produktionen steg, måtte man anlægge flere bassiner, og der blev skabt nye bassiner helt frem til 1982-83. Bassinerne blev efterhånden mere eller mindre fyldt med jord. Stege Sukkerfabrik lukkede i 1989, og dermed ophørte også tilførslen af jord. Møn Kommune købte derpå området med henblik på fredning og pleje. Området blev fredet i 1993 og gjort til rekreativt område.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
På Kostervej i den østlige del af Stege i forstaden Lendemarke viser et skilt til ”Jordbassinerne, rekreativt område” ved et varmeværk og overfor en tankstation. Vejen ender i en P-plads (N 54º 58.758′ E 012º 15.943′), og herfra kan man gå ad dæmningerne ud mellem jordbassinerne.
Vejbeskrivelse
GPS X:54º 58.869', Y: 012º 16.051'
<p> Fra Vordingborg kører du ad rute 59 mod Kalvehale og krydser broen til Møn. Fortsæt mod Stege og lige inden byen ligger sukkerfabrikkens bassiner til venstre.</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=54.97998&longitude=12.26229&zoom=14&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
I 1992 blev der rejst fredningssag for Stege Sukkerfabriks jordbassiner med henblik på at bevare flora og fauna og åbne mulighed for pleje til sikring af naturværdierne. Desuden skulle fredningen sikre befolkningens mulighed for at nyde naturværdierne. Fredningen kom allerede året efter, og siden har først Møn Kommune og siden Vordingborg Kommune stået for plejen af området. Blandt andet afgræsses en del af området af får og kvæg. Ikke al naturplejen gik efter hensigten. Blandt andet ønskede man at skabe en miljøvenlig fiskeproduktion, men dette måtte opgives.
Link til fredningskendelse
Stege Sukkerfabrik , 1993
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
4760 Vordingborg
Tlf: 55363636
Læs også
Miljøministeriet Natura2000-område: Stege Nor