Staunings Ø

Introduktion

Landskabet

Selve Staunings Ø er en ca. 2 km lang halvø (barriereø), skabt af vandrende materiale i bugten, der lægger sig parallelt med kysten som en lang revle eller odde, og skaber en afskærmet lagunesø, som langsomt gror til med rørskov, og i det lange løb vil blive til sø, og senere mose (ligesom den fredede Karlstrup Mose lidt længere mod nord).

Processen er allerede så langt, at store tagrørholme bugter sig ud i det lave vand. Det ser smukt ud, og giver bunde, man kan gå på, ad små labyrintiske gange mellem tagrørene: Børnespor.

Mellem sandstrand og lagunesø løber en række lave klitter. Desværre ikke kun med hjælme, marehalm og andre klitplanter, men også rynket rose, der arbejder målrettet på at dække alt.

Inde i land, mellem lagune og parcelhuse, løber en anden smal strimmel af fredningen med grussti og en del rørskov iblandet buskadser af rynket rose, japan-pileurt og andre, mere eller mindre indførte arter. En udmærket spadseretur med mulighed for at krydse lagunen på hele 3 broer.

Der er også forbindelse ind i land til Strandvejen – bl.a. via Jersie Strandpark, som er et område med blandet skov med brombær i bunden. Og med ganske små rester af lynghede og sandet overdrev. Her er også store parkeringspladser, toiletter og kiosk. Og nogle vældig gode informationstavler.

Lige syd for fredningen er det hele nærmest spejlet. I en dobbelt så stor revle med lagune, og med nogle mere eller mindre græssede strandenge på det meste af landsiden. Denne revle hedder Ølsemagle Revle, og var sammen med strandengene på landsiden med i fredningen i 9 år. Nu er den naturreservat i stedet, men regnes i praksis stadig for fredet, f.eks. på skilte i området. Der er dog forskel: I fredningsbekendtgørelsen var naturpleje udtrykkelig nævnt.

Reservatbekendtgørelsen giver ikke myndighederne udtrykkelig hjemmel til at pleje de engang botanisk værdifulde strandenge, som nu gror til.

Hele lagunesøen og et stort stykke af Køge Bugt udfor barriereøerne er også ”reservatfredet” med bestemmelser om jagt og færdsel.

Hele det særprægede kystlandskab udvikler sig dynamisk ved at havets bølger og strømme lægger materiale til, og vejr, vind og åer flytter rundt med det, mens plantevækst fastholder det og lægger mere til. Barriereøerne bliver både bredere, længere og højere, og lagunesøen sumper mere og mere til, og fyldes langsomt op til først sø, siden mose, og med mindre vandstanden stiger, eller der sker andre kursændringer, ender den vel en gang som skov.

Sandet flytter sig ved blæst, så øen er hele tiden i forandring. Foto: Bjørn Petersen

Plantelivet

Dyrelivet

Kulturhistorie

Ture og seværdigheder

Vejbeskrivelse

Fredningen og dens pleje

Siden 1999 har fredningen omfattet Staunings Ø og kystarealet Jersie Strand lige overfor den + småøer og Jersie Strandpark. I alt op imod 60 ha.

Fra 1990 til 1999 var også Ølsemagle Revle + landarealet udfor den (i Køge Kommune) + hele den samlede lagunesø + et pænt stykke af Køge Bugt udfor barriereøerne med i en samlet fredning ved bekendtgørelse. Samlet inkl. den nuværende fredning i groft overslag 7-800 ha.

De dele, der blev taget ud i 1999, er dog stadig beskyttet. Nu blot gennem en reservatbekendtgørelse, som i øvrigt også dækker de stadig fredede arealer (her gælder nemlig atter en fredningskendelse fra 1969).

Formålene er at sikre fuglelivet på den vigtige raste-lokalitet for især efterårstrækket; de naturlige landskabsprocesser og den rekreative adgang.

Tilsammen regulerer fredningen og reservatstatussen færdsel, sejlads, jagt og andre aktiviteter, og forbyder de fleste forudsigelige ødelæggelser og forstyrrelser. På små dele af arealet er der færdselsforbud i fuglenes yngletid fra 1/4 til 15/7 (nemlig spidserne af de 2 halvøer, der hvor de støder op til renden, hvor ferskvandet strømmer ud – og brakvandet ind ved højvande), og overalt er der hundeforbud fra 1/4 til 31/8, samt hesteforbud hele året.

Historien om fredningssagen på stedet er lang, omfattende og lidt indviklet. Den første fredningsdeklaration blev vedtaget i 1954 efter 19 års tilløb, og siden suppleret og justeret flere gange; sidst i 1999 med miljøministeriets reservatbekendtgørelse.

I 1962 og ’69 blev 1954-fredningen suppleret, bl.a. fordi den naturlige vækst af landterritoriet (”opgrødearealer”, som det hedder med et sjældent ord) kunne gøre det uforudsigeligt, hvordan det offentlige og de lokale grundejere skulle deles om rettighederne til færdsel på de fremtidige strandenge. Det var ganske kompliceret, og blev løst i form af et større puslespil, med bl.a. protester, ublu erstatningskrav, omfattende landmåling, botanisk fastlæggelse af strandzonens grænse og erstatning til en masse enkelte lodsejere. Og med behandling i Fredningsnævnet i 1960 og ’66 og i Overfredningsnævnet i 1962 og ’69.

Med en fredningsbekendtgørelse i 1990 faldt der midlertidig ro over sagen: Miljøministeriet skar igennem og lagde nogle klare og forholdsvis enkle bestemmelser ud over det hele.

Med reservatbekendtgørelsen i 1999 blev det igen lidt mindre klart og enkelt: Den ophævede nemlig fredningsbekendtgørelsen – men dermed trådte fredningskendelsen fra 1969 automatisk tilbage i kraft. Og den gælder altså kun de nordlige arealer.

Og i modsætning til fredningsbekendtgørelsen fra 1990 rummer hverken 1969-fredningen eller 1999-reservatbekendtgørelsen bestemmelser om naturpleje. Om det får praktisk betydning, er svært at sige: Bestemmelsen var ikke en ”skal”-bestemmelse, men ”kan”.

Og da hele det reservatbeskyttede barrierelandskab, både inden- og udenfor fredningsgrænsen er udpeget til Natura 2000-område som habitatområde nr. 130, er det i virkeligheden en fremtidig naturplan, der i givet fald skal foreskrive naturpleje for at give naturtyperne en ”gunstig bevaringsstatus”. I skrivende stund (forår 2010) er det endnu ikke klart, hvornår denne EU-bestemte naturplan vil træde i kraft, og hvad den vil indeholde.

Gennem tiden har der været givet forskellige mindre dispensationer; f.eks. til at transportere vinterfoder ud til svanerne (1981), sætte informationstavle op (1985) og vejvisertavle (1993), fælde beplantning (1986 (og i den forbindelse opfordrede myndighederne ejeren til at plante Rosa rugosa; den nu så frygtede invasive art ”rynket rose”!), plante ”buskroser” (1987), lave offentlig sti (1987), erstatte dæmning med stibro (1989), lave halvtag til ishus (1992), forskønne p-plads (1998) og retablere vendeplads (2000), mens der i 1992 blev givet afslag på at lave sti tæt på nogle småsøer.

Link til fredningskendelse

Staunings Ø

Reservatfolder – Ølsemagle Revle