Skuldelev Ås
Introduktion
Skuldelev Ås er en af landets smukkeste og mest velbevarede åse og en af hovedingredienserne i det fredede landskab omkring Selsø Sø i Horns Herred. På toppen af Skuldelev Ås løber en sti, hvorfra man har flotte udsigter over Roskilde Fjord og det bakkede landskab.
Markant i landskabet hæver Skuldelev Ås sig og strækker sin arm mod Roskilde Fjord. Foto: Ole Malling
Landskabet
Nord for Selsø Sø ligger den 3,5 km lange og op til 26 meter høje Skuldelev Ås, der strækker sig mod nordøst, ud til Roskilde Fjord. Åsen er en af landets bedst bevarede af slagsen, og det skyldes kun, at den blev fredet i tide.
En ås er et langstrakt bakkeparti opbygget af lagdelt sand og grus, og det er lidt gådefuldt, hvordan åsene er opstået. Selve materialerne – sand og grus – menes at stamme fra en smeltevandsflod under istiden. Men i stedet for at materialet er blevet ført ud foran gletsjeren, har det altså aflejret sig inde i en såkaldt smeltevandstunnel, hvor det er faldet til bunds. På den måde er der blevet opbygget en langstrakt bakke. Forklaringen skulle være, at strømmen aftog inde i tunnelen, hvor smeltevandsstrømmen fik mere plads, så materialet i vandet kunne falde til bunds.
Åsbakker skyldes altså en langsomt løbende smeltevandsflod. Den ofte slingrende bakkeryg, også kaldet en tunnelås, er en slags afstøbning af den tidligere smeltevandstunnel. Da sådanne landskabsformer består af godt sorterede lag af sand, grus og sten, har de været fristende for entreprenører, der har ødelagt de fleste af landets åse på grund af grusgravning.
Plantelivet
Skuldelev Ås rummer store partier med overdrevsvegetation. Mange steder sker der tilgroning med træer og buske, men en del steder holdes områderne lysåbne ved afgræsning. Der er et stiforløb på toppen af den sydlige del af åsen, og flere steder er der adgang til de hegnede og græssede arealer via klaplåger.
Den flotteste overdrevsvegetation kan opleves på den stejle skrænt langs grusstien syd for Skuldelev Havn. Her er den såkaldte Svineholm-skrænt blevet holdt åben ved høslæt gennem mange år. Skrænten er ikke særlig artsrig, men det er ualmindelige arter som merian , bakke-jordbær , blodrød storkenæb , svalerod , bakke-soløje , mat-potentil og den fredede grenet edderkopurt , der præger skrænten sammen med den fremvoksende slåen .
Ved foden af denne skrænt ligger et fint lille, artsrigt kær, der mod fjorden afgrænses af en bræmme af tagrør . I kæret findes maj-gøgeurt , eng-troldurt og den meget sjældne og fredede orkidé mygblomst . Nærheden til fjorden betyder, at der kan findes den lille hvidblomstrede samel , der hører til kodriverfamilien, og tykbladet fladstjerne . Kæret afgræsses af kreaturer, men der er adgang gennem en klaplåge.
Flere andre steder på åsen er der adgang til botanisk spændende arealer. Starter man en gåtur på stien åsryggen helt mod syd fra den gamle grusgrav, kan man underopstigningen opleve langklaset vikke og opret hejre . Oppe på åsryggen ses en stor bevoksning af vild tulipan . Længere mod nord vokser den lille ejendommelige bregne alm. månerude , foruden knopnellike og aks-ærenpris .
Den fredede grenet eddekopurt med sin stjerneformede blomst.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
På de tørre overdrevsområder på Skuldelev Ås møder man mange forskellige insekter – biller, sommerfugle og guldsmede – der tiltrækkes af de solrige og græsklædte skrænter. Blandt andet dagsommerfuglen græsrandøje , der kendes på den store øjeplet på forvingerne.
Kulturhistorie
Ved sydenden af Skuldelev Ås ligger Sankt Olavs Kilde, hvis vand tidligere blev tillagt helbredende egenskaber. Den fremtræder i dag som en tør, stensat brønd. Ud for kysten, i Peberrenden, fandt man i 1957 rester af fem vikingeskibe, som nu er udstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde.
Ture og seværdigheder
Kør fra Selsø ad vejen mod nord, ad Teglværksvej og Østbyvej, til P-pladsen ved sydenden af Skuldelev Ås, ved starten af vejen Kildeskåret. Her ligger også Sankt Olavs Kilde og en grusgrav.
En trappe nær parkeringspladsen fører op på toppen af åsen, hvor en knap 5 km lang rute fører frem til en lille havn ved sommerhusområdet ved Skuldelev Strand. Her er i øvrigt også en P-plads.
Numrene herunder henviser til seværdigheder på kortet, som du kan downloade ovenfor.
1. P-plads og udgangspunkt for tur. Den tidligere grusgrav er et populært udflugtsmål for lokalbefolkningen. Her findes en primitiv teltplads og der er frit lystfiskeri.
2. Åsen. Fra toppen af den fredede ås har man en fin udsigt over fjord og landskab.
3. Skuldelev Havn. Fra den idylliske lystbådehavn kan man se nogle små øer. Mod nord og længst væk ligger Kølholm med den karakteristiske pukkel, og tættere på ligger Peberholm.
Vejbeskrivelse

Fra rute 53, der løber mellem Holbækmotorvejen og Frederikssund, drejes i Skibby mod Manderup og Selsø Sø. Ved at følge vejen sydpå, kommer man til vigen Møllekrog, og følger man vejen videre nordpå, kommer man forbi Selsø Kirke og Skuldelev Ås.

Offentlig transport
Fra Roskilde Station kører busruterne 226 og 229E til Skibby, hvor man står af ved det stoppested, der hedder Ved Skuldelevvej. Her skifter man til busrute 318, der kører ud ad Selsøvej, syd om søen og op til Selsø Kirke. Den samme busrute kører senere forbi sydenden af Skuldelev Ås og har blandt andet stoppested ved vejkrydset Østbyvej/Teglværksvej, der ligger tæt på grusgraven ved åsen. Man kan også tage busrute 318 den modsatte vej, fra Frederikssund.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser til P-pladsen ved Skuldelev Ås.

Vis  Skuldelev Ås  på et større kort

Fredningen og dens pleje
100 hektar af Skuldelev Ås blev fredet i 1951 for at undgå yderligere bortgravning af sand og grus i åsbakken. De lokale miljømyndigheder foretager naturpleje i området, blandt andet ved afgræsning, så de sjældne planter får mulighed for at sprede sig.
Link til fredningskendelse
Skuldelev Ås , 1951
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Frederikssund Kommune
Torvet 2
3600 Frederikssund
Tlf: 47351000
Læs også:
Folderen Fjordstien 7 fra Frederikssund til Skibby indeholder kort over området.