Selsø Sø
Introduktion
En af Sjællands fuglerigeste søer, en flot, ensomt beliggende kirke, en renæssanceherregård og en af landets smukkeste og mest velbevarede åse er hovedingredienserne i det fredede landskab omkring Selsø Sø i Horns Herred. I vinterhalvåret ligger andefuglene tæt i søen.
Selsø Sø og dens enge kan ses fra vejen rundt om det meste af søen, da vejen visse steder ligger betydeligt højere end søen. Men der er også fin udsigt fra P-pladsen ved Selsø Kirke og fra et fugletårn i sydenden af søen.
Skarvkolonien i Selsø Sø kan ses i den sydlige ende.
Foto: Thomas Eriksen.
Landskabet
Mange kalder søen Selsø, men dens korrekte navn er Sels-ø Sø, og det er der en god forklaring på. Indtil engang i stenalderen var bakkeknolden Selsø, området øst for søen, blot en ø i Roskilde Fjord (Sels-ø betyder skibenes ø). Men på grund af en naturlig landhævning forsvandt det smalle sund på østsiden af Skuldelev Ås, og øen blev landfast med resten af Horns Herred. Tilbage blev en lavvandet fjord, som man senere forsøgte at afvande.
I dag fremstår Selsø Sø som en lavvandet sø med små, vegetationsrige øer, omgivet af rørsump og kreaturafgræssede enge. Vanddybden er højst 2 meter, og søarealet er i dag på 90 hektar. Med undtagelse af mindre strækninger mod nord og øst er søen omgivet af et rørskovsbælte. Dæmningen ud mod Møllekrog er ikke helt tæt, så lidt saltvand trænger undertiden ind i søen. Eftersom saltindholdet ligger og svinger omkring 1%, må Selsø Sø betegnes som en brakvandssø.
Plantelivet
Ved sydenden af Selsø Sø findes en del pilekrat. Rørskoven ved søen domineres af tagrør , men blandt andet grenet pindsvineknop , bittersød natskygge og gul iris findes også. På engene findes kær med udsivende, kalkholdigt vand, og her vokser en række arter af gøgeurt, blandt andet maj- og kødfarvet gøgeurt . Desuden findes der hvas avneknippe , engblomme , leverurt , eng-troldurt og vibefedt ved søen.
På de åbne skrænter ved Selsø Klint, der ligger på østsiden af Møllekrog, vokser en hel del knopnellike , samt blandt andet merian , soløje , dunet vejbred og due-skabiose .
Vibefedt er en insektædende plante med rosetstillede blade. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Selsø Sø udmærker sig ved at være en af de vigtigste vandfuglesøer på Sjælland. Blandt ynglefuglene kan nævnes toppet lappedykker , grågås , taffeland , troldand , klyde , stor præstekrave og dobbeltbekkasin . Den store hættemåge koloni på søens holme præger området. I krattene høres nattergalen og i rørskoven huserer spændende småfuglearter som kærsanger , sivsanger og skægmejse.
Både havørn og fiskeørn søger undertiden føde ved søen. I træktiderne kan man se stort set alle danske andearter raste her. I vinterhalvåret holder i tusindvis af fugle til på søen, især troldænder , men også taffelænder , hvinænder og store skalleslugere .
Fiskebestanden i Selsø Sø består især af skalle , men også lidt aborre , ål og brasen . Det sker også, at der kommer fisk fra Møllekrog via en klapsluse, blandt andet brisling, sandkutling og ålekvabbe.
Nattergalen er ikke en fugl, man lægger mærke til for dens udseende – men synge, det kan den! Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Da Selsø Sø og Møllekrog stadig var en åben, lavvandet fjord, havde vikingerne en velbeskyttet naturhavn på østsiden af fjorden. Nord for Selsø Kirke har man fundet spor efter flere grubehuse fra vikingetiden, der havde forbindelse med anløbspladsen. Den måske midlertidige handelsplads blev senere til en landsby, som eksisterede indtil slutningen af 1600-tallet, hvor herremanden på Selsø nedlagde den.
I 1600-tallet anlagde man en dæmning over den lavvandede fjord, hvorved Selsø Sø og vigen Møllekrog opstod. I sidste halvdel af 1800-tallet forsøgte man at afvande og opdyrke søen. Projektet blev dog opgivet, og store arealer med rørskove bredte sig. I 1930’erne dækkede rørskoven omkring en tredjedel af søens areal. En del af rørskoven blev i 1960’erne igen opdyrket, men i slutningen af 1990’erne foretog man en naturgenopretning af søen.
På østsiden af søen ligger Selsø Kirke med den rundkirkelignende apsis fra romansk tid og et meget fint renæssanceinventar. Den smukt beliggende kirke menes at være opført som en rund borgkirke i de urolige tider omkring 1130-40, hvor kirkens folk støttede skiftende tronkrævere.
Samme sted ligger Selsø herregård, som kan føre sin historie tilbage til 1200-tallet. Den nuværende hovedbygning i renæssancestil er fra 1570’erne, og opført af rigsråd Jacob Ulfeldt. I årene 1829 til 1972 stod den tom og forfaldt, men forfatteren Bernhard Linder forpagtede og restaurerede hovedbygningen og indrettede den til et flot herregårdsmuseum. Især er den store riddersal imponerende, og i den hvælvede kælder findes et bevaret herregårdskøkken med åbent ildsted.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er almindelig adgang til de fredede områder ad landeveje og stier. Landeveje går rundt om det meste af Selsø Sø. Der er P-pladser på dæmningen ved sydenden af søen og ved Selsø Kirke. Ved søens nordende er der P-mulighed.
Turforslag
Følgende turforslag er en kombineret bil- eller cykeltur med gåture undervejs. Det er en halv- eller en heldagstur, alt efter hvor længe man opholder sig de forskellige steder. Første stop er P-pladsen på dæmningen ved Selsø Sø, hvor fra man kan gå ud til fugletårnet. Fra P-pladsen kan man også følge vandrestien på østsiden af Møllekrog til Selsø Klint.
Herefter kører man op til P-pladsen ved kirken, kigger på søens enge herfra, og besøger eventuelt kirken og herregården (der er åbent i sommerhalvåret). Siden kan man fortsætte ad vejen rundt om søen.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade ovenfor.
1. Dæmning og P-plads. De ældste dele af dæmningen er fra 1600-tallet. Her er en idyllisk bådebro og stier til fugletårnet ved søen og langs østsiden af vigen ned mod klinten.
2. Selsø Klint. Her er krat og åbne overdrev med spændende og sjældne planter – og smukke udsigter.
3. Kirke og herregård. Bygningsværker med en interessant historie. Herregården er hædret for en særdeles smuk restaurering.
4. Engene. På de fredede enge ses ofte en masse grågæs nede ved søbredden.
5. Fugle. Især i fuglenes træktider er der mange rastende fugle på engene og i det lavvandede område i nordenden af søen. P-plads.
Vejbeskrivelse

Fra rute 53, der løber mellem Holbækmotorvejen og Frederikssund, drejes i Skibby mod Manderup og Selsø Sø. Ved at følge vejen sydpå, kommer man til vigen Møllekrog, og følger man vejen videre nordpå, kommer man forbi Selsø Kirke og Skuldelev Ås.

Offentlig transport
Fra Roskilde Station kører busruterne 226 og 229E til Skibby, hvor man står af ved det stoppested, der hedder Ved Skuldelevvej. Her skifter man til busrute 318, der kører ud ad Selsøvej, syd om søen og op til Selsø Kirke.

GPS-koordinater
P-pladsen ved Selsø Sø: N 55º 44' 29.51" E 11º 59' 19.65"

P-pladsen ved Selsø Kirke: N 55º 44' 36.52" E 12º 0' 24.19"

Vis  Selsø Sø  på et større kort
Fredningen og dens pleje
De ældste fredninger ved Selsø Sø er fra 1948 og omfatter selve den daværende sø og de nærmeste omgivelser. Alligevel blev der i 1955 og 1962 givet tilladelse til yderligere inddæmning og tørlægning. I 1967 blev der anlagt en dæmning over søens nordlige del, som herefter blev tørlagt ved pumpning.
I 1969 blev der foretaget en ny fredning ved og omkring søen, på i alt 768 hektar. Dette skete for at beskytte overdrevsarealerne ved søen, samt for at stoppe yderligere afvanding. I 1994 blev fredningen revideret, hvilket medførte, at den nordlige del af søen blev naturgenskabt i 1997.
Link til fredningskendelse
Selsø Sø med omgivelser , 1996
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Frederikssund Kommune
Torvet 2
3600 Frederikssund
Tlf. 47351000
Læs også
Hjemmeside om Roskilde Fjord med afsnit om Selsø
Folderen Fjordstien 7 – Fra Frederikssund til Skibby indeholder et kort med Selsø (PDF-fil)
Folder Selsø Sø (ældre folder)