Ryget Skov og Ryethøj
Introduktion
Ryget Skov er en skov med mange moser, sumpskov og skov-enge. Det er en skov for den stille vandrer, men absolut et besøg værd, og der er mange forskellige skovbiotoper i skoven. I udkanten af den vestlige del af skoven ligger gravhøjen Ryethøj.
Det er ikke selve Ryget Skov, der er fredet, men arealet fra behandlingsinstitutionen Baunegård over de åbne overdrevsarealer og sumpmose mod Farum Sø til bebyggelsen ved Sækkedamsvej i Værløse. Og så er selve arealet ved Ryethøj fredet.
Landskabet
Landskabet omkring Værløse er et resultat af isens afsmeltning efter den sidste istids afslutning. Her ligger en bronzealderhøj, Ryethøj, på et højdedrag mellem to tunneldale. Én som strækker sig over Farum Sø til Bastrup Sø, og en som strækker sig over Søndersø mod nord og nordvest. Her har vandet ofte ændret forløb. På et tidspunkt har vandstrømmen været presset mod vest og syd om Ryethøj.
Farum Sø og tilstødende moser har udfyldt istidens dalbund og lavninger mens skoven har dækket de højereliggende arealer. Ryethøj er placeret på et af de højeste punkter i dette landskab.
Det fredede areal ved Baunegård ligger hen som overdrev og græsslette og der er udsigt fra f.eks. toget til Farum udover sletten og Farum Sø. Langs skovkanten mod Farum Sø er der fugtige mosehuller, ellesump og lavninger, hvor der er et rigt dyre- og planteliv og gode vandrestier.
Plantelivet
Ryget Skov er 139 ha stor. Skoven består langt overvejende af løvtræer, hovedsageligt af bøgetræer og en mindre del nåletræer. Hele skoven er udpeget til beskyttet skov, såkaldt B-skov, hvilket betyder at skoven er forbeholdt den stille skovgæst.
Et særligt spændende område i skoven hedder Sækken. Det var tidligere en del af Farum Sø, men er i tidens løb mere eller mindre blevet afsnøret og groet til som rørskov og mangroveskov. Blandt de mange blomster ses bl.a. tråd-star , lyse-siv , stjerne-star , tormentil , dusk-fredløs , stiv star , dynd-padderok , vandrøllike , mose-bunke , lund-padderok , top-star , tue-kæruld , kær-star , kær-dunbregne , kragefod , kær-tidsel , eng-viol .
Tue-kæruld med sine hvide vattotter.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
I Ryget Skov er der et rigt dyreliv, navnlig i Sækken og i Sortemosen, som er udpeget til EU-habitatområde bl.a. pga. fuglelivet.
I 2010 fik rørhøgen to unger på vingerne og der er gode chancer for at se hele familien fra fugletårnet i Ryget Skov. Det er over 30 år siden, der sidst er set ynglende rørhøge i området og det er netop rørhøgen, der er et af udpegningsgrundlaget for at bl.a. Farum Sø er fuglebeskyttelsesområde.
Sangfugle som rørsanger , kærsanger , nattergal og sivsanger er registreret i skoven og andre fugle som stor flagspætte , engpiber , gærdesmutte , rødhals , sangdrossel, gransanger, fuglekonge, skægmejse, halemejse og sumpmejse er der også mulighed for at se.
Sumpmejsen – en af vores mange små mejser.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
I Ryget Skov findes det unikke naturområde kaldet Sækken, som af Naturstyrelsen behandles som urørt skov.
Lige efter sidste istid var Sækken en del af Farum Sø, men efterhånden som tilgroning har lukket området med tørv og senere med større planter og træer, har den udviklet sig til en kombination af mose, sø og sumpskov. Det er faktisk umuligt at færdes i selve Sækken, men en sti fører langs vestsiden af Sækken mod nord op til Farum Sø. Her i overgangen mellem sump og sø har skovdistriktet opstillet et fugletårn, så man i skjul kan studere de mange fugle, der er i området og samtidig danne sig et indtryk af Sækken.
Ryethøj
I området mellem Søndersø og Farum Sø fandtes tidligere et større antal gravhøje. Ryethøj – fra ca. 1400 f.kr. – er den nordligste og den eneste høj, som ikke er blevet overpløjet. Den formodes at indeholde en eller flere jordfæstelsesgrave fra ældre bronzealder samt en urnegrav fra yngre bronzealder og ældste jernalder. Højens arkæologiske værdi vurderes at være meget stor.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Ryget Skov ligger to kilometer nordvest for Værløse, og Ryethøj er et markant, højt oldtidsminde, beliggende 1,5 km øst for Kirke Værløse.
En tur kan tage udgangspunkt fra P-plads under Fiskebæk-broen eller fra Farum Station. Følg stien langs Farum Sø og videre langs det åbne overdrevsareal til Ryget Skov. Her følges stien gennem skoven, hvorfra man ved Sækken kan nyde udsigten. Fortsæt videre indtil Sækkens vestende, hvor en sti fører langs Sækken ud til et fugletårn, hvorfra man kan nyde fuglelivet over Farum Sø og måske se duehøgen jage. Fortsæt ad sti gennem skoven og langs nordsiden kommer man til Ryethøjvej, hvorfra man kan komme til Ryethøj. Tilbage i skoven fortsættes i skoven til udgangspunktet.
Det er en lang tur på ca. 11 km, så måske er den mest egnet som cykeltur.
Vejbeskrivelse

Fra Farum kan parkeres ved P-plads ved Frederiksborgvej under motorvejsbroen, hvor man kan gå gennem fredningen ved Farum Søs østende frem til Ryget Skov.
Ovenstående GPS-koordinater viser til p-plads under motorvejsbro.

Ryethøj
Fra motorvej 16, Hillerød-motorvejen, drejes af ved afkørsel 8, og der køres mod vest ad Kollekollevej/Kirke Værløsevej. Kør til højre – mod nord – ad Olav Becks Alle. Der parkeres ved de nye byanlæg, Kastaniehaven eller Bøgehaven, hvorfra en sti fører mod nord til gravhøjen.
GPS-koordinater til Ryethøj: N 55° 47.569', E 12° 20.574'

Vis  Ryget Skov, Ryethøj  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Værløse (Område ved Baunegård – Farum Søs østside), fredet 1953
Ryethøj, fredet 2004
Værløse, 1953
(fredningen har et underligt navn, men dækker over østenden af Farum Sø)
Det var statsministeriet, der ønskede arealet fredet efter at ”Udvalget vedrørende Københavnsegnens grønne områder” havde foreslået det fredet. Der var fem ejere af forskellige parceller i området, der bestod af forskellige naturtyper (landbrugsarealer, moser, spejdergrunde, have- og parkarealer), så derfor blev der foreslået forskellige fredningsbestemmelser for de enkelte områder. Generelt gik fredningen ud på at området ikke måtte ændre karakter og at der ikke måtte ske udstykning af grunde (enkelte blev dog udstykket som led i fredningen).
Siden hen er der sket nogle ændringer i områdets anvendelse, hvor der bl.a. på et lille areal har været en par-3 golfbane (er nu væk) og i takt med at Baunegårdens anvendelse som behandlingsinstitution (p.t. især for børn med autistiske vanskeligheder) har der været en række dispensationer.
Men området ligger i dag hen som et åbent rekreativt areal med vis udsigt over Farum Sø og med let adgang til Ryget Skov ad vandre- og cykelstier.
Ryethøj, 2004
Det var det tidl. Københavns Amt, der i 1999 rejste fredningssag for Ryethøj. De 3 ha omkring bronzealderhøjen var under kraftig tilgroning og der var fra amtet et ønske om at sikre en bedre pleje af fortidsmindet og sikre en bedre adgang for offentligheden til området.
Området var i HUR’s Regionplan 2001 for Københavns Amt udlagt som geologisk og landskabeligt interesseområde samt som biologisk interesseområde – et kerneområde, som indeholder sårbare naturområder. Området var endvidere udpeget som regionalt friluftsområde.
Selvom Københavns Amt efter naturbeskyttelseslovgivningen har ret til at pleje privatejede fortidsminder fandt amtet det alligevel mere hensigtsmæssigt, at der blev gennemført en fredning, der kunne danne grundlag for en samlet plejeplan for højen og dens nærmeste omgivelser.
Plejemyndigheden (kommunen) har ret til – efter forudgående drøftelse med og uden udgift for ejerne – at udføre naturpleje på private udyrkede arealer til opfyldelse af fredningens formål. Der kan som led i plejen f.eks. ske fjernelse af træbevoksning, herunder selvsåning, afgræsning, høslæt eller lignende.
Link til fredningskendelser
Værløse , 1953
Ryethøj , 2004
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Furesø Kommune
Rådhustorvet 2
3520 Farum
Tlf: 72354000
Læs også
Naturstyrelsens lokale folder: Ryget Skov.
Læs også Troels Brandts artikel om bl.a. oldtidsvejene i Ryget Skov