Ryegård Gods og omegn

Introduktion

Landskabet

Da istiden lakkede mod enden lå en israndlinje parallelt med Isefjorden, strækkende sig ca. fra Kirke Sonnerup til Dyrehaven. Da den var nedsmeltet, lå to mindre dødisområder endnu tilbage i nogen tid, nord og syd for erosionsdalen omkring Garverirenden. (Færgerenden, Ellerenden). Mod nord afvandedes også til Bramsnæs Vig og mod syd til Møllebækken. Ca. 1,5 km længere mod øst træffes endnu en israndlinje.

I stenalderen lå øverste havniveau fra tre til fem meter over det nuværende. Herved skabtes de stejle kystskrænter. Ved den efterfølgende landhævning fremkom forlandet med strandengene, og Bramsnæs blev til en halvø. Næsset er muligvis opstået ved en udskridning i flydejorden, da permafrosten slap sit tag.

På Egernæs er Fuglsø og Strandsøen rester af gamle vige. I de to små dødisområder findes mindre fladbakker – issøbakker- med fint stenfrit ler.

Største højde nås på Dyrehavebakken med 61 meter. Mod syd og øst ligger jævnere morænesletter. Kystskrænterne er præget af mange væld ved skræntfoden og ude i vandet. På skræntkronerne og på Leddet til Bramsnæs er der køkkenmøddinger overalt.

Ryegårds centrale dele fremstår stærkt kuperet. Dette ses særlig tydeligt på Rye udflytteres Mark nord for Kirke Sonnerup. Sjældent har man set så bakkede dyrkningsjorder. Landskabet præges af de mange skove og de store ubrudte dyrkningsflader, der er så typiske for herregårdslandskabet, men her er også mange meget store oldtidshøje og velbevarede ejerlavs- og skovdiger med levende hegn.

Et ganske særligt landskabselement er højmosen, Kirkemosen, hvori landskabets historie sikkert vil kunne aflæses meget langt tilbage ved pollenanalyser.

I den indre del af Isefjorden, Inderbredningen med Tempelkrog, er vandudskiftningen meget langsom. Dette giver en svingende saltholdighed fra næsten ferskvand i det tidlige forår til højere saltindhold end Kattegat i lange varme, tørre somre, hvor fordampningen overstiger vandtilførslen.

Sakshøje. Foto: Bent Gottfredsen

Plantelivet

Ryegård byder på en meget varieret flora, herunder unikke botaniske lokaliteter. Godsets skove ligger ret spredt og indeholder både store løvskovs- og nåleskovspartier. De står på en god ler- og muldbund. Navnene er Lille Indhegning, Store Indhegning, Enghave Skov, Dyrehaven, Kalvehave, Storskov Plantage, Galtebjerg, Trudsholm Dyrehave og Indelukket. Ud til kysten ligger Strandskov og Langtved Garveriskov. På Egernæs ligger Ordrup Skov og syd for motorvejen den lille Holme Skov.

Skovene byder alle på en rig flora. Navnlig om foråret kan blomsterfloret være tæt og meget smukt. Her findes hvid , gul og blå anemone , hulrodet lærkespore , bingelurt , almindelig lungeurt , fladkravet kodriver , vorterod og flere arter af violer.

Kystskovene Strandskov og Langtved Garveriskov og det vestlige skovbryn på Bramsnæs er noget ganske særligt, fordi skoven her går næsten helt ud til vandet. Hertil hjælper talrige kildevæld, der springer frem ved skræntfoden.

På kystskrænterne vokser malerisk forblæst urørt naturskov med krat af slåen , korbær , druehyld , ask og gamle forvredne bøge , der ofte er fuldstændig overgroede af vedbend . Urterne nyder godt af kalken fra køkkenmøddingerne, der er over alt på skræntkronerne. I det tidlige forår kan der i solskin være helt blåt af blå anemone. Siden kommer den hvide og gule til sammen med hulrodet lærkespore , hulkravet og fladkravet kodriver , vorterod , almindelig lungeurt , skovmærke , desmerurt og sjældenheder som skov-storkenæb og den høje kær-svinemælk .

Længere oppe træffes majblomst , liljekonval , bingelurt og sjældenheder som ru bittermælk , skov-fladbælg , dueskabiose og den gamle lægeplante svalerod .

Fra Bullevad Enghave strømmer Ellerenden senere Garverirenden/Færgerenden. Her findes fladkravet kodriver i stor mængde, eng-kabbeleje og engblomme og i slugten ved Langtved den sjældne tue-star samt sjældne mosser.

Dyrehaven er mest bøgeskov med meget af den samme flora som i kystskovene, men ikke så intenst. Her findes også skov- , krat- , og forskelligblomstret-viol , druemunke , nældebladet klokke og orkideen tyndakset gøgeurt . Midt i Dyrehaven ligger Dyrehavebakke, som er et åbent, gennem århundreder kreaturafgræsset, overdrevsparti med spredte flere hundrede år gamle bøge og krat af tjørn , slåen , hunde-roser og brombær . Her findes en typisk overdrevsvegetation med hedelyng , lav tidsel , tormentil , dværg-perikon , hylster-guldstjerne , krat-fladbælg , kattefod , vår-gæslingeblomst , vår-vikke , hunde- , og håret viol , kornet stenbræk , smalbladet timian og soløje . Stedet er også en meget fin svampebiotop, herunder mange sjældenheder.

Nord for ligger Troldeskoven med maleriske gamle døende forvredne bøge . I Dyrehaven ligger også Kirkemose, som er en lille højmose. Den er opstået ved, at en lille oprindelig sø er vokset til med tørvemosser, der kan binde op til 38 gange deres egen vægt i vand. Herved er mosen vokset langt op over og ud over vandspejlet. Til sidst er der ikke forbindelse til grundvandet, og mosen får kun tilført vand fra nedbøren. Derved opstår et særegent plantesamfund, som kan klare sig med meget lidt kvælstof, eller som kan skaffe sig kvælstof på anden vis, som den insektædende soldug, der optræder talrigt, både som rundbladet og langbladet . Her vokser en halv snes forskellige tørvemosser (spagnum), hedelyng , rosmarinlyng , tranebær , mosepors , smalbladet og tue-kæruld , blåtop , liden ulvefod og bukkeblad . I mosen har en sjælden svamp sit eneste danske voksested.

I den sydlige del forekommer en star-eng med en snes forskellige starer – herunder sjældenheder. Desuden sjældenheder som dynd-padderok , vandnavle og statelige eksemplarer af smalbladet mangeløv .

På Egernæs findes en mosaik af fine biotoper som strandeng, overdrev, rigkær og en kalkrig strandsø med græsbladet vandaks og den sjældne svømmende-sumpskærm . Hvor strandengene ikke er dækket af rørskov optræder kveller , læge-kokleare , sandkryb , strand-malurt , harril , strand-kvan og strand-asters . Overdrevene og de fugtige områder byder på en meget rig flora med flere sjældenheder som bredbladet kæruld , eng-ensian , salep-gøgeurt og søpryd . Her er også maj-gøgeurt , kødfarvet gøgeurt , tyndakset gøgeurt , sump-hullæbe , knoldet mjødurt , håret løvefod , kattefod , due-skabiose , bakke-soløje , bakke-tidsel , djævelsbid , eng-troldurt og hjertegræs .

I bunden af Bramsnæs Vig og på Koholm findes typiske strandenge med harril , gåse-potentil , fliget-vejbred , strand-trehage og smalbladet kællingetand . På begge lokaliteter finder afgræsning sted.

Syd for Indelukket er den gamle tørvemose, Råmose, med frodig kratskov og åbne vandflader efter tørvegravningen af botanisk interesse.

Godsets usædvanlig mange velbevarede diger er værd at se nærmere på. Her findes mange laver og bregnen engelsød . I vejkanterne optræder hulkravet kodriver talrigt, og der findes også store bevoksninger med den gamle kulturplante sødskærm .

Due-skabiose med kugleformet blomsterstand.

Foto: Biopix /Jens Chr. Schou

Dyrelivet

Kulturhistorie

Det som i daglig tale gerne benævnes Ryegård består i virkeligheden af to meget gamle hovedgårde, selve Ryegård og Trudsholm.

Ryegård

Umiddelbart vest for Rye Kirke har arkæologerne på en banke i 1988 udgravet resterne af det ældste Ryegård i form af en frådstenskælder. Dette signalerer en meget høj alder, måske helt tilbage til 1100-tallet. Det viser også rigdom, da verdsligt byggeri af frådsten er meget sjældent. Placeringen af kirken som nabo til det ældste Ryegård er karakteristisk, for det var stormanden, der lod kirken opføre til guds og, ikke at forglemme, egen ære.

Ryegårds skriftlige historie kan følges tilbage til 1350. Da ejedes den af Valdemar Atterdag, som mageskiftede gården med anden ejendom. Herefter kendes alle de mange skiftende ejere op til i dag. Blandt ejerne træffes mange af landets rigeste og mest magtfulde adelsslægter som Lunge, Thott, Banner, Oxe og Trolle.

I 1763 arver overkrigssekretær, senere statsminister i ”kronprinsens regering” fra 1784, Frederik Christian Rosenkrantz, Ryegård. I 1776 tilkøber han godset Trudsholm. Herefter består det samlede gods foruden de to hovedgårde af 40 bøndergårde, 42 huse med jord og 13 huse uden jord. Hans arving Niels Rosenkrantz opretter i 1804 stamhuset Rosenkrantz, der på Sjælland talte godserne Ryegård og Trudsholm. I 1824 overtages stamhuset Rosenkrantz af kaptajn i søetaten Henrik Jørgen greve Scheel. Ryegård er stadig i Scheel-slægtens eje. Det er siden blevet tradition i slægten at bære navnet Rosenkrantz som det sidste navn før slægtsnavnet Scheel.

Med tiden frasolgtes gårdene og som følge af lensafløsningsloven måtte godset i 1921 og 1926 afstå jord til oprettelse af 36 husmandsbrug. Ryegårds ejere bisattes i kapellet og i krypten i Rye Kirke og siden på kirkegården, hvor ældre fredede gravminder er seværdige. På kirketårnet ses initialer for Ryegårds ejere i 1770.

Den gamle Ryegård hærges af brand muligvis i 1573. Den omtales da som et gammelt stenhus og et forfaldent lerhus uden loft. Det er stenhusets kælder, der er udgravet. På det tidspunkt var voldstedet, som findes i dag, anlagt som et dobbelt voldsted med adskillelse mellem borggård og ladegård. Voldstedet var ikke tiltænkt nogen militær betydning, men indgik som en del af et herskabeligt haveanlæg, typisk for tiden. Borggården bestod af et parallel-anlæg, et nordre og et søndre hus i to stokværk begge opført i bindingsværk af Johanne Oxe. Husene var rigt smykkede ”med snitværk og knægtbyggede facader og gavle”. I 1656 bygger admiral Niels Trolle en staldlænge til. I 1877 lader Frederik Christian Rosenkrantz greve Scheel de gamle bygninger nedrive.

Der findes nøjagtige tegninger af dem på Nationalmuseet, og de anses for ”utvivlsomt en af Danmarks interessanteste bindingsværksgårde”. Enkelte ornamentale detaljer findes dog bevarede på Enkesædet. I stedet lader greven på voldstedet i 1880 opføre en imposant rødstensbygning i nygotik i to stokværk og med tre fløje med takkede gavle og højt trappetårn med et stejlt fransk tag. Dette bygværk blev med undtagelse af kørestalden fjernet i 1974. Tilbage er nu parken, som er anlagt i romantisk stil med voldgrave, damme, broer, dæmning og lysthus.

Nær enkesædet ligger det lille morsomme Ammehus eller Galtebjerghus. Avlsgården er fra 1863. I Enghave Skov og i Ordrup Skov findes oldtidsagre.

Ryegård drev tidligere et kildekalkbrud i Vintre Mølle. Herfra blev kalken ført til brænding i Dyrehaven, hvor kalk- og teglovnen lå. Kalkbruddet leverede sidst i 1800-tallet sten til restaureringen af Kirke Sonnerup og Tveje Merløse kirker.

Dyrehavebakken byder på fint stenfrit ler, som er afsat i smeltevandssøer i selve bræen under dennes nedsmeltning. Geddesø er antageligt en gammel lergrav. Kildekalk eller frådsten afsættes ved udfældning af opløst kalk i grundvandet, hvor kilder bryder frem.

Langtved Færgekro ved Munkholmbroen hører under godset. Den gamle kro brændte i 2009. Genopførelse forventes. Rejsestalden står stadig. Over for kroen lå Langtved Garveri med stuehus, fabrikshus, barkmølle og barkstamperi, som blev drevet af vandkraft.

Greverne på Ryegård var stærkt engagerede i ”skyttesagen” efter De slesvigske Krige. Derfor blev Dyrehaven stedet, hvor der blev afholdt store folkefester af De danske Våbenbrødre med tusinder af deltagere fra nær og fjern, kanonsalutter, spisning, musik og taler.

I bunden af Bramsnæs Vig lå tidligere et lille boelsted, der hed Dejligheden. Her tilbragte digteren Christian Winther i 1849 et langt sensommer-efterårsophold som nygift med sin elskede Julie. Her skrev han ikke Hjortens Flugt, som det hævdes, men han skrev nok i Dejligheden de smukkeste kærlighedsdigte, der er skrevet på dansk. De blev udgivet i digtsamlingen ”Til én”.

Her paa Dejlighedes bløde

Græs skal dine Fødder gaa,

Og i Krattes Læ, du Søde!

Dine Tanker Hvile faa.

Trudsholm

Trudsholms ældste historie er dårligt kendt. I 1492 møder vi den i skriftlige kilder første gang som Horsestolle – Hestestald. I 1538 møder vi en eneste gård – Trustrup – af Trudsthorp. I 1580’erne møder vi den første kendte ejer fru Ide Ulfstand, der skriver sig på skift til Horstol og til Trudsholm. Holm henviser til voldstedet. Hestestald skal forstås som en større rejsestald, hvor der kunne skiftes heste, midtvejs mellem København og Kalundborg. Her bestemte Christian den II, at der skulle være kro i 1521, måske var det starten på Skomagerkroen. Blandt de efterfølgende ejere finder vi navne som Bille, Ahlefeldt, Bjelke og Juel. I 1776 tilkøbes gården Ryegård, som den herefter følger.

Trudsholms fundament går tilbage til 1100-tallet, men den nuværende bygning er opført i store røde munkesten i 1551, som en typisk renæssancebygning i to stokværk med metertykke mure, afvalmede gavle og høj tagrejsning. Den ombygges meget kraftigt i 1874, hvor den forsynes med et skiffertag med lav hældning og får store moderne vinduesgennembrydninger. Ved samme lejlighed bliver den pudset og hvidkalket. Dette er nu fjernet igen. Reelt er det kun murene, der står tilbage af den gamle gård. En overgang stod gården tom og kom i stærkt forfald både inde og ude, ligesom den var udsat for hærværk, men nu foregår der løbende restaureringsarbejder. Det må dog forventes, at det varer længe, før disse er bragt til ende.

Trudsholm ligger på et meget stort udelt voldsted omgivet af dybe grave. Det kan gå tilbage til 1100-tallet, og det anses at have haft militær betydning. Her findes også en mindre have. Tidligere lå avlsbygningerne foran hovedbygningen. De er nu nedrevne bortset fra stalden, der er opført i røde mursten og solide kløvede kampesten i 1876. Trudsholms bygninger anvendes i dag til udlejning til selskabsbrug med overnatningsmuligheder og andre arrangementer. De kun delvis restaurerede, men møblerede rum, byder på helt deres egen rustikke charme.

På godsets arealer er registreret 74 oldtidshøje, først og fremmest fra bronzealder. Mange af højene er meget store og markante som Sakshøje nær Ryegård og Truntehøj og Perhøj ved Trudsholm. Der er en tendens til, at de ligger i rækker, der markerer tidligere vejforløb. Flere steder ligger højene så tæt, at det bringer tanken hen på egentlige begravelsespladser. Andre steder ligger de som tvillingehøje, der bringer fantasien i gang, f.eks. Tempelhøje.

Ture og seværdigheder

Vejbeskrivelse

Fredningen og dens pleje

Selve Ryegård Gods på 1181 ha blev fredet i 1958 med det formål at sikre godsets store natur- og landskabsværdier.

Trudsholms jorder indgik ikke i fredningen.

Fredningen var frivillig og erstatningsfri – en af landets allerstørste af sin art – bortset fra arealer, der frededes af naturvidenskabelige årsager med særlige bestemmelser, herunder også adgangsbestemmelser. Dette gælder Kirkemosen.

En fredning af Bramsnæs Vig blev afvist, da der ikke (dengang) kunne fredes arealer på søterritoriet. Desuden skulle fredningen respektere den (dengang) kommende inddæmning af den inderste del af Tempelkrog.

Det lykkedes dog at få den store vandreblok Maglestenen i det lave vand vest for Brammernæs med i fredningen. Den må ingensinde beskadiges eller flyttes, og træer omkring den må ikke fjernes. I dag ligger den bag dæmningen men meget synlig.

Efterfølgende frededes en del arealer omkring godset for at binde dettes to halvdele sammen og for at skabe en naturlig afrunding af det fredede område. Disse fredninger udgjorde også en del af den regionale planlægning:

I 1966 frededes to arealer ved Englerup på 9 ha og 46 ha.

I 1970 frededes 235 ha mellem Ryegård og Torkilstrup med det formål at hindre anlæggelsen af en motorbane.

I 1976 frededes 76 ha ved Vintre Møller.

I 1977 17 ha ved Ejby.

Tilstanden på Dyrehavebakke skal opretholdes ved græsning og passende hugst til friholdelse af udsigtspunktet på toppen. De gamle bøge skal blive stående ”så længe naturen tillader det”. Nyplantning må ikke skade de gamle træer.

på Egernæs skal den parklignende tilstand opretholdes ved den fornødne græsning. I skovbrynene mod Isefjorden skal nødvendig foryngelse så vidt muligt være selvforyngelse.

Fredningsmyndighederne har længe, med nævnets tilladelse, udført pleje ved kratrydning i Dyrehaven og på Egernæs, og fjernet fremvoksende birk i Kirkemosen. I dag fortsættes denne pleje af kommunen. Desuden er foretaget oprensning og grusudlægning i Garverirenden for at forbedre gydeforholdene for ørred. Øst for Indelukket er tilladt seks små nye vandhuller. Endvidere er givet tilladelse til naturpleje/genetablering af Fuglsø og omgivelser i Ordrup Skov.

Rye Enkesæde, Galtebjerghuset, og Trudsholm er bygningsfredede. Ryegårds og Trudsholms voldsteder er fredede som jordfaste fortidsminder.

Ryegård Dyrehave er udpeget som Natura2000-område.

Link til fredningskendelser

Ryegårds Jorde , 1958, 1964

Ryegård (mellem Ryegård og Torkilstrup), 1970

Englerup , 1966

Vintre Møller , 1976

Ejby , 1977