Rutsker Højlyng og Spelling Mose
Introduktion
På Bornholm kaldes lynghede højlyng, og i gamle dage dækkede denne naturtype henved en fjerdedel af øen. I dag er der ikke meget tilbage af højlyngens vide udsigter og stille farver i brunt, grønt og gråt. Plantager har taget over. Men på grund af fredninger, tilbage til 1930, har dele af Rutsker Højlyng bevaret den gamle højlyngskarakter med lyng og spredte enebærbuske. I sydenden af området ligger sprækkedalen Kløven og Spellinge Mose. Disse naturseværdigheder er også fredede og tilgængelige for offentligheden.
Højlyngen er nok et af de bedste steder at se, hvordan de oprindelige lyngarealer har set ud på Bornholm. Foto: Ole Malling
Landskabet
Som navnet Rutsker Højlyng antyder, var dette område en del af de vidtstrakte heder der engang dækkede store dele af Bornholm. En betydelig del af Rutsker Højlyng er i dag nåletræsplantage, men visse steder er der bevaret lidt af det gamle højlyngslandskab. Undergrunden er domineret af det højtliggende grundfjeld, der stikker frem her og der.
Rutsker Højlyng var tidligere berømt for sine rokkesten, store granitblokke, som kunne rokkes ved en forholdsvis let berøring. Den største af dem er den 30 tons tunge Fabeldyret, men både den og de andre rokkesten er af turisterne blevet rokket og rullet, så de til sidst er skredet ud af deres leje og har mistet evnen til at rokke. Ved teknikkens hjælp er den ene af dem, den 20 tons Rokkesten, dog igen kommet i et leje, hvor den kan bevæge sig.
I den sydlige del af Rutsker Højlyng (som også kaldes Rutsker Plantage) ligger det højeste punkt i området, nemlig Tudehøj med 125 meter over havet. Højdepunktet er forsynet med en oldtidshøj, hvorfra man i oldtiden må have haft en storartet udsigt over hele Nordbornholm. I dag ligger den godt gemt inde i en tæt nåleskov.
Rutsker Højlyng afgrænses mod sydøst af Spellinge Mose, der ligger i samme sprækkedal som Døndalen ude ved kysten, og som fortsætter videre mod sydvest i Kløven, en ganske smal dal mellem klippevægge. Gennem dalen løber den tidligere jernbanelinje fra Klemensker til Rø, som i dag er en af de populæreste og smukkeste cykelstier på Bornholm.
Spellinge Mose ligger særdeles smukt i sprækkedalen. Den har et vandareal på 4 hektar og den største dybde er 1,7 meter, men mosen er generelt meget lavvandet og sumpet med en kraftig rørsump og pilekrat. Mosens nuværende udseende skyldes især den tørvegravning, der fandt sted under de to verdenskrige. Gravningen efter disse krisetiders vigtige brændsel har efterladt en del vandhuller.
Plantelivet
Rutsker Højlyng er typisk plantageagtig med store partier af rød-gran samt enkelte mindre afdelinger med bøg , skov-fyr og blandet løvskov med birk og el . Mellem træerne vokser ørnebregne , smuk perikon , linnæa , skovtroldurt og rank evighedsblomst . I de åbne områder findes blandt andet bølget bunke , blåbær , hedelyng og, ikke at forglemme, de skulpturelle enebærbuske . Af spisesvampe kan nævnes almindelig kantarel , tragtkantarel, spiselig rørhat og brunstokket rørhat .
Kløven er en rig bregnelokalitet med arter som nordisk , rundfinnet og sort radeløv , egebregne og bægerbregne . En del af klippesiderne skjules i dag af naturskov med rødel og avnbøg .
Ved Spellinge Mose vokser en del pilekrat, og ellers har mosen en del rørskov, der blandt andet består af tagrør , bredbladet dunhammer , sø-kogleaks , dynd-padderok , næb-star , bukkeblad og gul iris . Der er også fundet arter som mjødurt , dusk-fredløs , gul frøstjerne og slank blærerod , der er meget sjælden i Østdanmark. På vandoverfladen ses gul åkande og liden åkande , der ellers er sjælden i Danmark. I vandet er der fundet et par arter af vandaks, blandt andet butbladet vandaks .
Liden åkande kendes kun fra Midtjylland og Bornholm i næringsfattige søer. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
I de tidlige morgentimer kan man få et glimt af rådyret . De egern man ser, er rødbrune, mens hale og øreduske er meget mørke, da de oprindelig stammer fra udsatte svenske dyr. I både Rutsker Højlyng og Spellinge Mose raster mange småfugle og rovfugle under trækket forår og efterår. I Spellinge Mose yngler mange småfugle, blandt andet utallige nattergale . I rørskoven hører man i yngletiden syngende rørsanger , kærsanger og rørspurv . Desuden yngler gråand , krikand , blishøns , vandrikse og rørhøg .
Nattergalen hører man oftere end man ser den. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Et af Bornholms mest imponerende oldtidsminder er Stenrøret, en såkaldt røse fra bronzealderen, der ligger i Rutsker Højlyng. Den er 20 meter i diameter og opbygget om en kraftig klippeblok. Ordet røse betyder stendynge, og der er her tale om en gravhøj af sammendyngede sten, som har dækket et ligbrændingsbål.
Men da alle de andre bornholmske røser blot består af en lille gravhøj af sammendyngede sten, mener nogle, at Stenrøret er ikke en gravplads, men en kultplads, hvor fester og religiøse højtider blev fejret. Man har aldrig gjort et gravfund ved oldtidsmindet, og den store klippeblok i midten passer heller ikke ind i billedet af en almindelig røse.
Flere steder i Rutsker Højlyng, i nærheden af rokkestenene, ses nogle primitive bænke på granitsokler. Det er også en slags fortidsminder. De stammer fra dengang rokkestenene og området var mere besøgt, end det er i dag.
På en klippeknold ved Spellinge Moses sydende ligger rester af en tilflugtsborg, kaldet Storeborg. Borgen blev delvis ødelagt ved, at man sprængte en del af klippen bort, da man i begyndelsen af 1900-tallet anlagde jernbanen fra Klemensker til Rø. Den blev ellers fredet helt tilbage i 1867, som en af de første fredninger på Bornholm. Der er fin udsigt over mosen fra borgen.
Højlyngen havde fra gammel tid ligget hen til fælles brug for øens indbyggere til lyngrivning, tørveskær og græsning for kreaturer. Dette fællesskab blev ved lov ophævet i første halvdel af 1800-tallet og store områder blev senere udlagt til plantage, eller sprang selv i skov.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er almindelig adgang til de fredede områder ad skovveje og stier. Selvom området er højt beliggende i det nordbornholmske landskab, så er terrænet forholdsvis fladt og vandreture er derfor ikke anstrengende. Men nogle af skovstierne er meget smalle og på visse årstider glatte, så for eksempel barnevogne vil ikke kunne komme frem alle steder. Dog er vejen ind til rokkestenene en del af en cykelrute, og den cykel- og vandresti, der går forbi Spellinge Mose og videre ind i Kløven, kan selv kørestole klare.
Turforslag
Fra P-pladsen ved Slettevej går en delvis afmærket rute (blandt andet med små skilte) ind omkring rokkestene og hen forbi Stenrøret. Rundturen er på lidt over 1,5 km og kan gøres på en time. Den er ikke anstrengende, men visser stier er smalle.
Fra enden af Spellingevej kan man gå en tur rundt om Spellinge Mose. Den er på knap 1,5 km og kan let gøres på en time. På nordsiden af mosen løber cykelstien, mens stien på sydsiden af mosen blot et slået spor i græsset, men dog er let tilgængelig. Dog stiger terrænet i sydenden af mosen (ved Storeborg) og kan være vanskelig for gangbesværede.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade ovenfor.
P. Mulighed for parkering.
2. Rutsker Højlyng. Som navnet antyder, var dette område en del af de vidtstrakte heder, der engang dækkede store dele af Bornholm. Denne del hører til de fredede områder.
3. Rokkesten. Denne del af Rutsker Højlyng rummer flere markante rokkesten, de tonstunge vandreblokke: Rokkestenen på 20 tons, Lille Rokkesten på 7 tons og Fabeldyret på 30 tons. Den første kan rokke igen, mens de andre ikke længere kan.
4. Stenrøret. En imponerende røse fra bronzealderen, 20 meter bred og opbygget om en kraftig klippeblok. I Rutsker Højlyng findes der over 100 af den slags gravlægninger, der dog er betydeligt mindre.
5. Koklippen. Klippevæg i den sprækkedal, som Slettevej løber igennem.
6. Kløven Mose. Et lille, fugtigt område omgivet af flot naturskov. En natursti går gennem området.
7. Kløven. En smal, men markant sprækkedal med et rigt planteliv. Gennem dalen løber den tidligere jernbanelinje fra Klemensker til Rø, som i dag er en af de populæreste og smukkeste cykelstier på Bornholm.
8. Storeborg. På en mægtig granitknold findes spor efter et befæstningsværk med jordvolde fra oldtiden. Herfra er der god udsigt over mosen.
9. Spellinge Mose. En smukt beliggende naturområde med et interessant planteliv og ynglefugle som pungmejse, vandrikse og rørhøg.
Vejbeskrivelse

Rutsker Højlyng og Spellinge Mose ligger på Nordøstbornholm, vest for Rø.

Vejbeskrivelse
Til Spellinge Mose: Fra Rø kører man ud ad Røvej, og efter cirka 1 km drejer man til venstre ad Spellingevej og fortsætter forbi P-pladsen ved golfbanen (som de ikke er så glade for at man bruger), og ved Maegård fortsætter man videre frem ad en mindre vej. Hvor den krydser cykelstien, kan man holde på en græsmark (som bruges til hundeluftning). Herfra kan man gå rundt om mosen.

Til Rutsker Højlyng: Fra Rø kører man ud ad Røvej, og omkring 1,5 km ude drejer man til venstre ned ad Nørregårdsvej. Hvor den skifter navn til Krashavevej, har man en del af Rutsker Højlyng på sin venstre side. Hvis man vil frem til nordlige del af Rutsker Højlyng (med rokkestenene), så drejer man til højre, op ad Slettevej, og snart er man ved en P-plads.

Offentlig transport
Ingen busser kører direkte til områderne. Busrute 2, der kører fra Rønne over Klemensker til Rø (og videre til Allinge), er den, der kommer nærmest. Fra stoppestedet i Rø er der cirka 2 km ad cykelstien, der er anlagt på en tidligere jernbanelinje, til Spellinge Mose.

GPS-koordinater
Nedenstående koordinater viser P-pladsen på Slettevej ved Rutsker Højlyng og på P-muligheden ved Spellinge Mose:

P-pladsen på Slettevej:
Lat: N 55º 12' 44.80"
Long: E 14º 51' 2.80"

P-muligheden ved Spellinge Mose:
Lat: N 55º 12' 19.26"
Long: E 14º 52' 16.68"

Fredningen og dens pleje
I 1930 blev en del af Rutsker Højlyng fredet, idet det blev bestemt, “at de på arealerne beliggende store sten fra istiden ingensinde må fjernes, kløves, undergraves eller på anden måde gøres til genstand for noget angreb, der kan påvirke den naturtilstand, hvori de hidtil har henligget.”
Desuden blev det besluttet, at man ved pleje af området skulle tilstræbe at bevare vegetationen med hedelyng og spredte enebærbuske. Det sker fortsat i et mindre omfang, idet får og geder er sat til at være skovryddere. De skal æde den trævegetation, der hele tiden spirer frem, og som truer med at springe i skov. Men som man kan se, er det ikke nogen let opgave. Det fredede område i den nordlige del af Rutsker Højlyng er på 63 hektar.
Spellinge Mose udgør den centrale del af et 160 hektar stort område, der blev fredet i 1983. Denne fredning omfatter også de sydlige dele af Rutsker Højlyng og begge sider af den smalle sprækkedal Kløven. Fredningen har blandt andet betydet, at nogle planer om opførelse af et stort, mondænt golfhotel blev forpurret. Danmarks Naturfredningsforening fik fredet den tidligere jernbanelinje mellem Klemensker og Rø som en cykel- og vandresti, så naturseværdighederne kunne være tilgængelige for offentligheden.
Link til fredningskendelser
Rutsker Højlyng – rokkestene , 1930
Spelling Mose , 1983
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Bornholms Regionskommune
Ullasvej 23
3700 Rønne
Tlf: 56920000
Læs også:
Miljøministeriet Natura2000-område: Spællinge Ådal, Døndal og Helligdomsklipperne