Nexø Sydstrand og Balka Lyng
Introduktion
Syd for Nexø ligger et meget spændende, afvekslende og fredet naturområde, nemlig Nexø Lystskov, der omfatter en lille fuglesø, og den fuglerige Nexø Sydstrand, Danmarks eneste sandstensstrandeng. Derfra kan man ad fine vandrestier gå sydpå til Balka Lyng, der er Danmarks eneste sandstenshede. Her finder man ikke bare Bornholms længste skanse, men også en samling gådefulde kraterrøser – små stenhøje med en forsænkning i midten. Ned mod det lille fiskerleje Balka ligger øens mest børnevenlige strand med finkornet sand oven på balkasandstenen.
Stenrøse og skanse langs østkysten af Bornholm.
Foto: Søren Olsen
Landskabet
Geologisk set er området her syd for Nexø interessant, da den nære undergrund består af sandsten, og ikke granit eller gnejs, som det meste af Bornholm ellers består af. Sandsten er en yngre aflejring oven på grundfjeldet. I sandsten er det muligt at finde forsteninger af dyr og planter, hvilket ikke lader sig gøre i granit og gnejs. Det interessante er, at der her findes to typer sandsten, nemlig nexøsandsten og balkasandsten.
Fra et område nord for Nexø og ned til nordenden af Langeskanse findes der nexøsandsten i undergrunden. Herfra bliver det afløst af balkasandsten, der fortsætter ned til Balka Strand, hvor nexøsandstenen igen tager over. Balkasandstenen er grå med et grønligt skær på grund af dens indhold af glaukonit. Nexøsandstenen er rødlig. Overgangen mellem de to sandstenstyper (som ses bedst lidt ude i vandet ved lavvande) sker gennem en rød- og hvidstribet sandsten, der kaldes ginghamsandsten.
Ved Nexø Sydstrand findes en af Bornholms få fladvandede kyster, for her skråner sandstensbankerne let ud i vandet. Det flade vand strækker sig så langt ud, at der skal en meget kraftig østenvind til at rydde op i det gamle tang, der tit dækker store dele af kysten. Men selvom rådden tang lugter ilde, er det et fint levested for små krebsdyr og insekter, som igen er en betingelse for det rige fugleliv.
Længere sydpå findes åbne sandheder, hvor jordlaget oven på sandstenen mange steder er meget tyndt. Arealerne var derfor tidligere en del af udmarken og henlå som fælles græsgang. Ved den nuværende kyst kan man se flere tidligere kystlinjer i form af strandvolde med rullesten og sand. På de lidt bedre jorder, lidt væk fra kysten, vokser temmelig store træer.
Plantelivet
Tæt ved kysten er der tætte bevoksninger af strand-kogleaks og fine bestande af blandt andet strand-asters , lådden dueurt , strand-vandranunkel , strand-svingel og harril . I maj-juni lyser strandvoldene op i gult af farve-vajd , en plante, der tidligere har været dyrket på grund af dens evne til at farve blåt, men som siden er opgivet som kulturplante. Til gengæld har den spredt sig til øens kyster, og her syd for Nexø er den endda meget almindelig.
Kvan er en stor skærmplante, som vokser på strandvolde mellem opskyllet tang og som i gammel tid blev brugt som en køkkenurt. Man spiste de sprøde stængler og bladstilke om foråret og de søde rødder om efteråret. På de samme strandvolde finder man også øens største forekomst af den dødeligt giftige skarntyde , og der er nok til at forgive hele den bornholmske befolkning!
På den åbne sandstenshede vokser hedelyng , foruden blandt andet torskemund , djævelsbid , aks-ærenpris , kornet stenbræk , rundbladet soldug og revling . Hvis man er heldig, kan man også få den sjældne salep-gøgeurt at se. Selvom der ikke er meget jord på sandstensheden, udmærker denne naturtype sig – i forhold til plantevæksten – ved at være fugtig langt hen på sommeren på grund af de vandrette sandstensflader. Træbevoksningen i området består af birk , gråpil , rødel , eg , navr , røn og hyld .
Strand-kogleaks danner store bestande fordi den har en krybende jordstængel. Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Nexø Sydstrand er Bornholms bedste fuglelokalitet. Her kan man se fugle året rundt, somme tider i store flokke. Men hvilke fugle man ser, afhænger af årstiden. Fra foråret til midt på sommeren ser man gråænder og gravænder med ællinger, foruden toppet og stor skallesluger . Især de flotte gravænder gør sig stærkt bemærket.
I sensommeren (juli-august) når fugletrækket sit højdepunkt, og så er der mudderklire , hvidklire , rødben og tinksmed på stedet. Desuden kan man se regnspove , svaleklire, sortklire , præstekrave , ryle og brushøns . I efterårs- og vinterperioden (september-marts) er det især forskellige andearter man ser, som pibeand , krikand , troldand , taffeland , hvinand , stor skallesluger og lille skallesluger, samt blishøns og svaner. Canadagæs ses i store flokke, og blisgæs ses også nu og da.
Det lavvandede område er også meget vigtigt for måger som sølvmåge , hættemåge , stormmåge og svartbag . Blandt sjældnere gæster kan nævnes fiskeørn og forskellige falke. Og om vinteren kan man ofte se isfugl og vandstær ved åen mellem Ferskesø og havet.
Af ynglefugle ved kysten kan nævnes knopsvane , gravand , ederfugl , toppet og stor skallesluger og dobbeltbekkasin . I området som sådan yngler også spurvehøg , musvåge , agerhøne, grønbenet rørhøne , nattergal , bynkefugl , kærsanger , rørsanger og rødrygget tornskade .
Strandtudsen , som ellers er i stærk tilbagegang, har indfundet sig igen på grund af naturpleje på strandengene, i øvrigt sammen med den grønne frø .
Fugletårn ved sydstranden. Foto: Søren Olsen
Kulturhistorie
I Nexø Lystskov ligger en stor vandreblok ved navn Fandens Keglebane med 17 indhuggede skålgruber fra bronzealderen. Sådanne skålgruber tolkes ofte som frugtbarhedstegn, men de kan også være et stjernekort. Stenens navn stammer fra 1800-tallet og skyldes skålgrubernes form og placering (keglebane), samt deres hedenske oprindelse. I nyere tid er der opstået en tradition for at ofre en mønt i en af skålgruberne, og stenen kaldes derfor også Pengestenen.
Langs med kysten på Balka Lyng ligger Langeskanse, der med sine cirka 600 meter er Bornholms længste skanse. Den ligger ud for en af de bedre ankerpladser på denne del af Bornholm, og inden havnen i Nexø blev anlagt, overvejede man at bygge den her. Skansen er 1-2 meter høj og opbygget af vandretliggende sandsten, dækket med et tykt lag græstørv. Man ved ikke, hvor gammel den er. Nogle mener, at den er opført i jernalderen, mens andre mener, at den er anlagt i 1400-tallet. Der er spor af fem kanonbænke på skansen, som blandt andet spillede en rolle i forsvaret mod svenskerne i 1645.
Bag skansen findes en samling af de såkaldte kraterrøser fra jernalderen. Det er små stenhøje, der har en tragtformet forsænkning i midten. Tidligere mente man, at der var tale om en særlig type grave med et gravkammer af træ, som ved en sammenstyrtning havde skabt krateret. I dag antages det, at fordybningen er fremkommet ved at nogen har prøvet at udgrave røserne.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er fri adgang overalt, undtagen til arealet ud for kysten fra sydenden af Nexø og til nordenden af Langeskanse. På denne strækning er der et hegn, som man bør respektere af hensyn til fuglelivet. Der er P-pladser flere steder, blandt andet ved fugletårnet ved Nexø Sydstrand.
Turforslag
Den følgende vandretur er på 2,7 km, ret let og uden stigninger. På turen kommer man forbi de mest interessante ting i fredningen. Begynd på P-pladsen ved Ferskesø på Andersen Nexø Vej (lige over for Martin Andersen Nexøs barndomshjem). Fra søen følges de skovstier, der er tættest på Søndre Landevej, og på Mosevej ligger en lille lysning med Fandens Keglebane. Herfra går man ud på Søndre Landevej, som man følger nordpå, og ved den første sti østpå (ud mod kysten) kommer man til fugletårnet. Herfra følger man stien sydpå, forbi en skydebane, Langeskanse og kraterrøserne til Balka Havn. Har man ikke lyst til at gå tilbage, kan man tage busrute 6 eller 7 til Nexø.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Ferskesø. Næringsrig sø med en af Bornholms største rørskove, der rummer både spændende planter og fugle.
2. Fandens Keglebane. En stor vandreblok med helleristninger.
3. Fugletårn. Herfra kan man se det rige fugleliv på det lave vand. Tag en kikkert med.
4. Skydebane. Lige syd for skydebanen ligger nogle mærkelige bygningsværker i kampesten, som er resterne af en træningsbane fra borgervæbningen i 1800-tallet.
5. Langeskanse. Man ved ikke, hvornår den 600 meter lange skanse er opført.
6. Kraterrøser. De menes at være stengrave fra jernalderen. De kan være lidt vanskelige at se, fordi strandvoldene består af sten. Kig efter de lidt runde, tragtformede kratere. Der er opsat et par informationstavler, som også er en hjælp.
7. Sandstenshede. Danmarks i dag eneste sandstenshede afgræsses af får for at holdes fri for opvækst.
8. Balka Strand. Bornholms mest børnevenlige badestrand med finkornet sand oven på balkasandstenen.
9. Balka Havn. Privatejet havn fra 1915; et hyggeligt sted at tage en pause.
Vejbeskrivelse

Nexø Sydstrand og Balka Lyng ligger umiddelbart syd for Nexø på Bornholms østkyst.

Vejbeskrivelse
Fra Søndre Landevej kan man dreje ind til fugletårnet eller ind til Balka Havn, hvorfra der løber stier langs kysten.

Offentlig transport
Busruterne 5, 6 og 7 kører til Nexø, og busruterne 6 og 7 kører til Balka.

GPS-koordinater
Viser P-pladsen ved fugletårnet på Nexø Sydstrand.

Fredningen og dens pleje
Nexø Sydstrand blev udlagt som vildtreservat i 1942. I 1967 blev 130 hektar fredet, inklusive Nexø Lystskov, kystarealerne og en del af havet ud for. Tidligere var der nåleskov helt ud til kysten, men den blev ryddet i forbindelse med en naturgenopretning af strandengene midt i 1990’erne.
I 1946 blev 25 hektar af Balka Lyng fredet for at beskytte områdets særprægede flora, de geologiske forekomster og oldtidsminderne. I 1968 og 1970 blev yderligere tre hektar, beliggende ved sommerhusområdet ved Balka, fredet. I fredningskendelsen står der, at ”området skal forblive henliggende i naturtilstand”. For at opfylde dette krav afgræsses området af får, der holder opvæksten fra den nærliggende skov nede.
Link til fredningskendelser
Nexø Vildtreservat , bekendtgørelse af 2003
Balka Lyng , 1946, 1968, 1970
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelse
Bornholms Regionskommune
Ullasvej 23
3700 Rønne
Tlf: 56920000
Læs også
Naturstyrelsen har skrevet om vildtreservatet ved Nexø Sydstrand og Balkalyngen