Introduktion
Et fredet herregårdslandskab ud til kysten og klods op ad en større provinsby hører til sjældenhederne. Men ved Vordingborg har en fredning omkring godset Marienlyst sikret et sådant landskab, som borgene i dag kan anvende som bynært rekreativt område. Området er dog også værd at besøge for andre, fordi man her kan færdes ad flere stier i herregårdslandskabet og dermed få et godt indtryk af et sådant landskab.
Marienlyst ligger flot ud til vandet. Foto: Thomas Eriksen
Landskabet
Landskabet omkring godset Marienlyst består af marker og mindre skove. Området strækker sig ned til kysten ved Storstrømmen. Området ligger så tæt på Vordingborg, at man hele tiden har byens profil, med især det middelalderlige Gåsetårn, i baggrunden.
Kulturhistorie
Marienlyst gennemskæres af Bakkebøllestien, der er den tidligere jernbane mellem Vordingborg og Kalvehave. Kalvehavebanen blev åbnet i 1897 og gik mellem Masnedsund Station og Kalvehave Havn. Hele strækningen udgjorde 20 km og havde på sit forløb ikke mindre end 12 stationer og stoppesteder. Anlæggelsen af banen medførte flere store jordarbejder. Ved Marienlyst blev der udgravet dybe gennemskæringer og ved Hulemosesøen påkaldte de store dæmningsarbejder sig opmærksomhed.
Udviklingen arbejdede imidlertid ikke for den lille jernbane, der blev lukket i 1959. Ved banelukningen besluttede Byrådet i Vordingborg at bevare banestien fra Vordingborg til Bakkebølle og hermed blev den charmerende og populære natursti en realitet.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Fra den omtalte P-plads går man ned til vandet og følger stien, der går langs vandet. Stien går forbi Marienlyst Gods og fører gennem både åbent agerland og skov. Fra den vestlige del af stien er der god udsigt over vandet. Man er nødt til at gå samme vej tilbage til P-pladsen eller eventuelt følge cykelstien (Bakkebøllestien) langs vejen mellem Vordingborg og Nyråd.
Vejbeskrivelse
GPS X:55º 00.259', Y: 011º 55.197'
<p> Det fredede område ved Marienlyst kan ses fra vejen mellem Vordingborg og Nyråd, men opleves bedst ved at gå eller cykle på Bakkebøllestien (en gammel jernbane).</p><p> Det bedste startsted for en tur på Bakkebøllestien er østenden af lystbådehavnen i Vordingborg Nordhavn. Her ligger en stor P-plads (N 55º 00.259' E 011º 55.197').</p><p> <a href="http://www.findvej.dk/?latitude=55.00418&longitude=11.9381&zoom=15&maptype=3" target="_blank"> <img alt="" border="0" src="http://www.fredninger.dk/dnressources/DN_Find_heading.png"/> </a></p>
Fredningen og dens pleje
Området omkring Marienlyst umiddelbart øst for Vordingborg blev fredet i 1965. Fem år tidligere havde Danmarks Naturfredningsforening rejst fredningssag for arealerne, der hører under Marienlyst Gods. Ønsket var at sikre den usædvanligt fine udsigt over marker, skove og Storstrømmen, som man har fra den offentlige vej mellem Vordingborg og Nyråd. Fredningen skete i overensstemmelse med ejeren af Marienlyst og bestemte, at området ikke må bebygges eller beplantes udenfor skovarealerne. Ejeren ønskede desuden, at offentligheden skulle have adgang til området ad veje og stier. En særlig bestemmelse fastslog, at der ikke må plantes nåletræer i området, at selvsåede nåletræer skal fjernes, og at bevoksningerne med egetræer skal være fuldstændigt fredede. Som et tidstypisk tegn protesterede Vordingborg byråd mod fredningen, fordi man ønskede byudvidelse med villaer på området! Men protesten hjalp ikke, fordi både ejeren og fredningsmyndighederne havde en anden mening.
I 1973 blev et område nord for vejen mellem Vordingborg og Nyråd også fredet.
Link til fredningskendelser
Marienlyst Nord , 1973
Marienlyst , 1965
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
4760 Vordingborg
Tlf: 55363636