Kongenshus Hede

Introduktion
Området sydvest for Viborg er de store vidders land. Her ligger stadig resterne af den enorme Alhede, der omkring år 1900 dækkede 100 km². Kartoffeltyskerne opdyrkede heden fra deres primitive gårde, og egnen emmer af denne indvandrerhistorie.
Ro og uendelige vidder præger Kongenshus hede.
Foto: Biopix/ Jens Chr. Schou
Landskabet
Landskabet er præget af mange heder, småplantager og de læhegn, der er nødvendige for at opdyrke den sandede jord.
Alheden blev dannet, da den store isrand lå under den sidste istid 10 km nord og øst for heden. Fra gletsjerporte strømmede smeltevand ud over området og aflejrede her Karup Hedeslette mod vest. Da den nord for liggende is smeltede, fandt smeltevandet i stedet vej mod nord til Limfjorden. Strækningen var kortere, vandet løb hurtigere og eroderede sig yderligere ned i den gamle, brede ådal. Såvel den lille Resen Bæk ved mindeparken og den større, 92 km lange Karup Å, der fra Bølling Sø vest for Silkeborg strømmer gennem det flade landskab, løber derfor i terrasseformede dale.
Landskabet er præget af mange heder, småplantager og de læhegn, der er nødvendige for at opdyrke den sandede jord.
Enkelte enebærbuske stikker frem over lyngen. Foto: Ole Malling
Plantelivet
Jordbunden på heden er næringsfattig og udpint efter at man i bondestenalderen ryddede skov og lod husdyr afgræsse arealerne. Under jordoverfladen ligger et hårdt jordlag, al, som vand har svært ved at trænge igennem. Allaget var én af hovedårsagerne til, at hedens omdannelse til agerjord blev så besværlig en proces.
I stedet vokser typiske planter, som kan klare sig med lidt næring og på sandet, let sur bund: hedelyng , revling , tyttebær , hede-melbærris , engelsk visse , tysk visse og håret visse præger heden nu. En del steder, hvor hedelyngen trænger til fornyelse, har græsarten bølget bunke fortrængt hedelyngen.
Pletvis ved lave, fugtige områder findes hedemose med planter som f.eks. klokkelyng , pors , rundbladet soldug (kødædende), klokke-ensian og benbræk med sine lysende gule blomster.
På et mindre område af heden forekommer arter som hvid-gran , glansbladet hæg , gyvel og bjerg-fyr , der ikke naturligt hører hjemme i dansk natur, og som derfor heller ikke bør være på heden.
Ved Resen Bæk findes rigkær med en rig mos- og blomsterflora, men stedvis tilgroning med vedplanter viser, at der er behov for en plejeindsats.
For at bevare heden sker der en styret afbrænding af lyngen, da hedelyng svækkes, hvis den ikke forynges. Hedelyngen vil dø af ælde efter 25-30 år, og dens plads vil blive overtaget af græs. Derfor afbrændes op til 100 ha årligt, så ny lyng kan få fodfæste.
Hede-melbærris er en stedsegrøn dværgbusk, 5-15 cm høj.
Foto: Biopix /Jens Chr. Schou
Dyrelivet
Heden er ikke tæt befolket med dyr. Ræven , haren og rådyret er de mest almindelige, men grævlingen er her også. Med lidt held kan man få øje på et firben eller en hugorm .
Tidligere ynglede urfuglen på Kongenshus, men den er uddød her som på alle andre danske heder. Storspove , en ensfarvet, brun fugl med langt nedadbøjet næb, bygger stadig rede hvert forår. Den er svær at få øje på, men i flugten er den straks genkendelig på næbbet. Agerhøne, bynkefugl , hedelærke, musvåge , rødrygget tornskade , sanglærke og tornfalken yngler her også.
Af biller findes flere sjældne karakterarter for heden, bl.a. tofarvet hedeløber, hedeovalløber og grøn fløjsløber. Lyngens bladbille angriber især den gamle lyng og kan udrydde store partier.
Af natsommerfugle kan nævnes natpåfugleøje , hermelinskåbe og lyngmåler .
Flodlampretten er ådselsæder eller suger sig fast på andre fisk og æder af dem. Foto: Biopix /Nils Sloth
Kulturhistorie
Huset med det imponerende navn ”Kongenshus” var oprindelig bolig for Ludwig von Kahlen, der i 1755 ankom til landet fra Mecklenburg. Han fik et stykke jord og et årligt tilskud fra kongen for at forsøge sig med opdyrkning af heden. For at hylde kongens navn kaldte han gården Kongenshus. Dyrkningsforsøget gik ikke godt og blev opgivet.
Det nuværende Kongenshus blev bygget i begyndelsen af det 19. århundrede. Det var en danskfødt storkøbmand, Hans Dall fra Hamborg, der betalte og finansierede købet af 1300 ha hede, der blev indhegnet. En lokal, Johannes Bech, fik en idé: Han ville importere 400 rensdyr fra Norge. Det blev et tilløbsstykke og den 14. december 1913 blev de sat ud på heden, hvor de lystigt gnaskede rensdyrlav. En lappefamilie bosatte sig på vidderne og passede renerne, der var blevet til flere end 1000. Publikum strømmede til parken. Hundredvis af rener blev slagtet og solgt til Tyskland, men den milde danske vinter tog livet af de højnordiske dyr, der blev nødslagtet efter at have fået lungebetændelse.
I dag er Kongenshus hotel og spisested og en lille udstilling fortæller om den store hede, der ligger rundt om hotellet. Ved Resen Bæk på heden er indrettet en smuk mindepark for de hundredvis af danskere, der opdyrkede heden.
Men den store opdyrkning af den jyske hede havde også tyske aktører. 1000 tyske indvandrere har i højeste grad været med til at præge naturen på de gamle jyske heder.
I foråret 1759 efterlyste Danmark – i annoncer og på plakater i kurfyrstendømmet Pfalz i Sydtyskland – arbejdskraft til opdyrkning og bosættelse i »ødeliggende egne i provinsen Jylland«. Udvandrerlyst og løfte om skattefrihed, religionsfrihed, militærfritagelse og »iværksætterydelse« trak i tyskerne.
Det blev en lang vandring for de første grupper. Efter et par måneder ankom de til landet – og følte sig snydt. Intet var forberedt til kolonisterne og den første vinter måtte de bo i jordhuler og mange sultede. De mente ikke, der var eksistensmuligheder på heden, og selv et kongebesøg mildnede ikke deres sind. Dagpengene blev standset, nogle kom i fængsel, flere rejste hjem og andre opsøgte – som planlagt – lykken på Alheden sydvest for Viborg. 327 tyske familier var ankommet.
100 enlængede smågårde med et par udhuse til hver blev bygget i Havredal, Frederiks og Grønhøj. De blev placeret på begge sider af lange gader. Den byggeskik kendte tyskerne hjemmefra. Tyskerne bragte kartoflen med sig og dyrkningen af kartofler redede uden tvivl kolonisterne fra at dø af sult. Kartoflen blev også brugt som handelsvare og på denne måde bredte kartoflen sig til resten af landet. Kirken blev ved Frederiks og gudstjenester blev holdt på tysk indtil 1870. Mange særlige tyske navne ses på gravene, og der er rejst en mindesten på kirkegården.
Det blev hårdt arbejde for indvandrerne. Adskillige blev udvist efter få år, fordi de ikke var dygtige nok – og fordi Danmark skulle spare på sine udgifter. I 1765 var 53 familier rejst og kun 51 tilbage. De fik fæstebrev og i 1852 blev de selvejere. Med et par køer, stude, får og få redskaber begyndte de – med succes – at opdyrke heden.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag – Kongenshus Hede (PDF-fil)
Fra Hotel Kongenshus fører en snoet, sandet vej ind over Kongenshus Hede og ender ved mindedalen for hedens opdyrkere. Her er kiosk. Det er muligt at køre ad den i bil, men ved hotellet er et selvbetjent betalingssystem. Vejen kan også bruges til cykling og gang. Er man cyklende eller gående kan turen fortsætte ad vejen ved mindedalen mod sydøst til landevej (N 56º 22′ 13.63″ E 9º 10′ 31.00″). Mellem Grønhøj og Resen fortsætter vejen mod syd til et nærliggende fredet hedeområde ved Rabis Dal og Stabelbakkerne ud til Høgildvej (N 56º 21′ 17.85″ E 9º 11′ 21.23”.
Fra Kongenshus udgår også vandresti, der har sammenhæng med andre vandremuligheder på heden.
Vejbeskrivelse

Kongenshus Hede ligger 18 km sydvest for Viborg.

Fra rute 12, Viborg-Herning, drejes ad rute 186, Skivevej, mod vest. Herfra skiltet. I Grønhøj fører småveje mod vest over Karup Å.

Hotel Kongenshus ligger ved heden ud til rute 186 (N 56º 23' 20.51" E 9º 8' 56.54”).

Vis  Kongenshus Hede og Karup Å  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Kongenshus Hede, 1300 ha, fredet 1953
Den selvejende institution »Kongenshus Mindepark«, købte heden og tog initiativ til fredningen. Statsministeriet gav 100.000 kr. til købet, mod at det skulle modregnes i en fredningserstatning. Flere lodsejere var imod fredningen og pløjede dele af heden op i protest – og også for at få et større tab ved den forestående fredningserstatning!
Initiativet til at frede en række af de jyske heder kom allerede i slutningen af 1800-tallet, hvor en række zoologer, botanikere og digteren Jeppe Aakjær manede til forsigtighed i opdyrkningerne.
Heden på Kongenshus, der er en af landets største, passes og plejes. Den afgræsses af mere end 1000 hedefår, landets næststørste flok. De er en krydsning af gotlandske pelsfår, Suffolk og Texel. Hvis heden ikke fortsat bliver afgræsset, kan lyngen ikke spire fra bunden af. Der er også forsøgt afbrænding af mindre områder, ligesom opvækst af fyr fjernes for at bevare det åbne udseende.
Link til fredningskendelser
Kongenshus Mindepark , 1953
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Viborg Kommune
Rødevej 3
8800 Viborg
Tlf. 87878787
Læs også:
Kongenshus Mindepark
Miljøministeriet Natura2000-område: Karup Å og Kongenshus Hede
Naturstyrelsens vandretursfolder over Alhedens Plantager ved Karup