Kongenshus Hede

Huset med det imponerende navn ”Kongenshus” var oprindelig bolig for Ludwig von Kahlen, der i 1755 ankom til landet fra Mecklenburg. Han fik et stykke jord og et årligt tilskud fra kongen for at forsøge sig med opdyrkning af heden. For at hylde kongens navn kaldte han gården Kongenshus. Dyrkningsforsøget gik ikke godt og blev opgivet.

Det nuværende Kongenshus blev bygget i begyndelsen af det 19. århundrede. Det var en danskfødt storkøbmand, Hans Dall fra Hamborg, der betalte og finansierede købet af 1300 ha hede, der blev indhegnet. En lokal, Johannes Bech, fik en idé: Han ville importere 400 rensdyr fra Norge. Det blev et tilløbsstykke og den 14. december 1913 blev de sat ud på heden, hvor de lystigt gnaskede rensdyrlav. En lappefamilie bosatte sig på vidderne og passede renerne, der var blevet til flere end 1000. Publikum strømmede til parken. Hundredvis af rener blev slagtet og solgt til Tyskland, men den milde danske vinter tog livet af de højnordiske dyr, der blev nødslagtet efter at have fået lungebetændelse.

I dag er Kongenshus hotel og spisested og en lille udstilling fortæller om den store hede, der ligger rundt om hotellet. Ved Resen Bæk på heden er indrettet en smuk mindepark for de hundredvis af danskere, der opdyrkede heden.

Men den store opdyrkning af den jyske hede havde også tyske aktører. 1000 tyske indvandrere har i højeste grad været med til at præge naturen på de gamle jyske heder.

I foråret 1759 efterlyste Danmark – i annoncer og på plakater i kurfyrstendømmet Pfalz i Sydtyskland – arbejdskraft til opdyrkning og bosættelse i »ødeliggende egne i provinsen Jylland«. Udvandrerlyst og løfte om skattefrihed, religionsfrihed, militærfritagelse og »iværksætterydelse« trak i tyskerne.

Det blev en lang vandring for de første grupper. Efter et par måneder ankom de til landet – og følte sig snydt. Intet var forberedt til kolonisterne og den første vinter måtte de bo i jordhuler og mange sultede. De mente ikke, der var eksistensmuligheder på heden, og selv et kongebesøg mildnede ikke deres sind. Dagpengene blev standset, nogle kom i fængsel, flere rejste hjem og andre opsøgte – som planlagt – lykken på Alheden sydvest for Viborg. 327 tyske familier var ankommet.

100 enlængede smågårde med et par udhuse til hver blev bygget i Havredal, Frederiks og Grønhøj. De blev placeret på begge sider af lange gader. Den byggeskik kendte tyskerne hjemmefra. Tyskerne bragte kartoflen med sig og dyrkningen af kartofler redede uden  tvivl kolonisterne fra at dø af sult. Kartoflen blev også brugt som handelsvare og på denne måde bredte kartoflen sig til resten af landet. Kirken blev ved Frederiks og gudstjenester blev holdt på tysk indtil 1870. Mange særlige tyske navne ses på gravene, og der er rejst en mindesten på kirkegården.

Det blev hårdt arbejde for indvandrerne. Adskillige blev udvist efter få år, fordi de ikke var dygtige nok – og fordi Danmark skulle spare på sine udgifter. I 1765 var 53 familier rejst og kun 51 tilbage. De fik fæstebrev og i 1852 blev de selvejere. Med et par køer, stude, får og få redskaber begyndte de – med succes – at opdyrke heden.