Gudhjem Plantage og kysten mod Melsted
Introduktion
Der er dejligt i Gudhjem. Det er her årets første is bliver spist af mange bornholmere, og hvad er et besøg på klippeøen værd, hvis man ikke har fået en røget sild på havnen i Gudhjem. Der er noget ærkebornholmsk over byen og landskabet. Det skyldes til dels, at fremsynede folk fik fredet udsigt, skov og kyststrækninger i god tid. Den høje klippeknold med Bokul og plantagen, samt kyststrækningen fra havnen til Melsted, er blandt de vigtigste fredninger her. En af kystfredningerne hedder Møllers Badekar, og så er stemningen ligesom lagt – her er sand, bornholmsk idyl.
Gudhjem ligger idyllisk med klippeskær langs stranden. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Gudhjem er nok det nærmeste, man her i landet kommer en skærgårdsby eller en bjerglandsby. Byen ligger dels på en klippeflade ved foden af den 48 meter høje klippeknold Bokul, og dels op ad de stejle skråninger mod vest og syd. Fra Bokul kigger man ned over husenes røde tegltage, der ligger som uregelmæssige trappetrin ned mod vandet. Klippen nærmest suger solens varme til sig, og derfor opstår der her et næsten subtropisk lokalklima, som sydeuropæiske frugter som morbær og figen nyder godt af.
Længere oppe ad bakken ligger Gudhjem Plantage, hvor tilplantningen begyndte i 1884, efter at byen havde fået overdraget denne del af øens tidligere statsejendom, de såkaldte Kongens Udmarker, i 1859. Midt i den meget naturskovsagtige plantage finder man Gråmyr, en delvis vegetationsdækket sø. Oprindelig var Gråmyr en mindre mose i lyngen med naturligt tilløb fra de højereliggende marker. Sydvest for søen ligger nogle bautasten og det verdensberømte husmandssted Bognemark, hvor maleren Oluf Høst eksperimenterede med farverne.
Kysten omkring byen består af dybe indskæringer og mange klippevige. På kyststrækningen ned mod Melsted finder man to kåse – klippekransede anløbspladser – der kaldes Lille og Store Jernkås. I Store Jernkås ses en kystskrænt fra dengang litorinahavet gnavede sig ind i den såkaldte baltiske issøs terrasse, og her finder man også de såkaldte jættegryder. I bunden af Lille Jernkås er der en tør ovn, som kaldes Troldehulen.
Længere fremme, ved Sletten, findes Sølvklippen, som har fået dette navn fordi den indeholder store partier af snehvid kvarts. Tidligere gik der en naturbro af hvid kvarts ud i havet fra klipperne. Broen blev brugt af unge vovehalse, der sprang de 6 meter ned i vandet og derefter svømmede under Sølvbroen, som den blev kaldt. Under en isvinter knækkede broen, men store stykker hvid kvarts ligger stadig nedenunder på klippesiden.
På Sletten, der er fredet, ligger en campingplads, som formentlig har Danmarks smukkeste beliggenhed. Når området er så fladt, skyldes det, at det engang var havbund i en bugt. I mange år blev pladsen brugt som Gudhjems fodboldstadion.
Man føler ofte at man næsten bevæger sig i en urskov i mange af plantagerne og sprækkerne på Bornholm.
Foto: Søren Olsen
Plantelivet
Små stier fra flere sider leder ind i Gudhjem Plantage, hvor der findes en betagende og stille stemning blandt den højtliggende lystskovs træer og planter. Træerne i den meget varierede løvskov omfatter rødel , spids-løn , eg , bornholmsk røn, birk og selje-pil , som kaprifolie ofte snor sig lystigt op ad. Brombær og hindbær findes også, mens bundfloraen omfatter hvid og gul anemone , ramsløg og dansk ingefær . Desuden er der sort , nordisk og rundfinnet radeløv og dunet egebregne.
I den idylliske skovsø Gråmyr ses hvid åkande , almindelig blærerod , vandrøllike , smalbladet vandstjerne , samt masser af dynd-padderokke . På de mere åbne områder findes smukke lynghedepartier med blandt andet plettet kongepen , nikkende limurt og skinnende og blodrød storkenæb . På Bokul og i Holkadalen vokser den meget sjældne lav rapgræs .
Det tynde muldlag på klippekysten mellem Gudhjem og Melsted giver grobund for hedelyng , slåen , hunderose , brombær og kaprifolie . Sidstnævnte ses ofte på de spredtstående ege og på bornholmsk røn. Hvor der er lidt muld, vokser planter som liden klokke , engelsk stenurt , blåmunke og aftenstjerne . Man kan også finde farve-vajd , strand-kvik , østersøhjælme og fliget vejbred .
Dansk ingefær med sine røde bær – de er giftige.
Foto: Biopix /Nils Sloth
Dyrelivet
Lille flagspætte, perleugle og natravn er blandt de mere interessante fugle i Gudhjem Plantage. I Gråmyr svømmer karusser, skaller og guldfisk rundt. På de varme klipper, både på Bokul og langs kysten, kan man være heldig at se hugorm og skovfirben . På klippeskår og på vandet ses ederfugle , toppet skallesluger , sølvmåge , stormmåge og svartbag . Om efteråret, nærmere bestemt i perioden fra 15. september til 1. november, kan man være heldig at opleve store flokke af traner hen over Gudhjem.
Traner på træk. Foto: Klaus Malling Olsen
Kulturhistorie
Allerede i jernalderen lå her en boplads på klippefremspringet. I slutningen af 1800-tallet blev der udgravet en gruppe lave gravhøje lige syd for Gråmyr, hvor man fandt perler, smykker og lerkar. I skovens vestlige udkant står tre bautasten. På Sletten fandtes tidligere nogle røser, men de blev fjernet og brugt som fyld de steder hvor der manglede lidt udjævning, da man omdannede området til et fodboldstadion.
I middelalderen var Gudhjem Bornholms største handelsby, blandt andet på grund af det store sildeeventyr. Byen fik dog aldrig købstadsrettigheder, men mange andre privilegier, hvilket gavnede byens vækst. De to havne blev under stor møje sprængt ud i den hårde klippe. I slutningen af 1800-tallet blev Gudhjem – og Nordbornholm – et mål for den begyndende turisme. Byen blev også et yndet tilholdssted for forfattere, blandt andet Gustaf Munch-Petersen (1912-38), og malere, som Oluf Høst (1884-1966).
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der findes flere vandrestier i de fredede områder. Fra den store P-plads på Gudhjem Havn kan man gå ad redningsstien ned til Melsted. Fra den mindre P-plads ved Nørresand Havn kan man gå op på Bokul og Gudhjem Plantage, eller følge redningsstien nordpå.
Turforslag
En vandretur (grøn rute) ad redningsstien fra Gudhjem havn til Melsted havn kan anbefales. Strækningen er på 1,1 km og generelt er det en let tur. Retur tager det under en time, hvis man ikke tager et længere stop i Melsted for at besøge landbrugsmuseet på Melstedgård. En anden og mindre tur (blå rute) går fra havnen over Bokul til Gudhjem Plantage.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade foroven.
1. Gudhjem Havn. I sommerperioden kan man her få ægte ”Sol over Gudhjem”, en røget sild med purløg, radise og rå æggeblomme.
2. Møllers Badekar. En naturlig hulning i klipperne, hvor der kan bades.
3. Sletten. Det fredede område var tidligere byens fodboldstadion, men lægger nu plads til Danmarks nok smukkest beliggende campingplads.
4. Melstedgård. Et levende landbrugsmuseum, der viser hvordan livet på landet formede sig førhen.
5. Oluf Høst Museet. Den herskabelige villa som Bornholms store maler Oluf Høst byggede af to fiskerhuse, er i dag indrettet som museum med en skøn have op ad Bokul.
6. Bokul. Fra toppen af den 48 meter høje klippeknold har man i klart vejr udsigt til hele kyststrækningen fra Allinge-Sandvig i nord til Svaneke i syd, samt til Christiansø.
7. Gudhjem Plantage. I elletræerne yngler den sjældne lille flagspætte, og i den idylliske skovsø Gråmyr findes både åkander, karusser og guldfisk.
8. Bavnemark. Her er man 76 meter over havet. Stedet blev tidligere anvendt som bavnehøj, hvorfra man med et bål kunne videregive meddelelser. Mod vest ses gården Bognemark, som Oluf Høst ofte malede.
9. Gudhjem Museum. Byens gamle stationsbygning fra 1916 rummer i dag et lokalhistorisk museum og et kunstmuseum med faste og skiftende udstillinger.
Vejbeskrivelse

Gudhjem ligger midt på Bornholms nordøstkyst, mellem Allinge og Svaneke.

Vejbeskrivelse
Gudhjem ligger på rute 158, som kan nås flere steder fra.

Offentlig transport
Busruterne 3 og 7 kører til Gudhjem hele året, busruterne 7A og 7B om sommeren.

GPS-koordinater
Viser den store P-plads på Gudhjem Havn.

Fredningen og dens pleje
Der findes flere fredninger i og omkring Gudhjem, af hvilke de følgende er de vigtigste. Gudhjem Plantage og Bokul samt arealerne og kysten nordvest for disse områder blev fredet i 1951. De i alt 32 hektar blev fredet for at bevare den landskabsmæssige skønhed og af rekreative årsager. Dog tillod en kendelse fra 1939, at der måtte føres en vej over Bokul, nemlig kystvejen (rute 158), som dog først stod færdig i 1957 på grund af 2. verdenskrig og lokal modstand. Vejen krævede tre broer over Holkadalen, Bobbedalen og dalen over Fossebæk.
Kyststrækningen fra Gudhjem Havn til campingpladsen på Sletten, hvor den gamle redningssti løber, omfatter tre fredninger. Ved den sydlige del af havnen ligger de høje klipper, kaldet Åsen, og et areal på 0,5 hektar blev fredet i 1928, for at ”bevare dets ejendommelighed og naturskønhed”, som der står i kendelsen. Klipperne var da på vej til at blive solgt til en entreprenør fra Nyborg, der ville sprænge dem og knuse stenene til skærver. Klipperne var ejet af vognmand Peter Møller fra Gudhjem, som også ejede en stor del af den videre kyststrækning ned til Sletten. I 1936 blev strækningen mellem Åsen og Store Jernkås, 4,5 hektar, fredet under navnet Møllers Badekar. ”Badekarret” er en naturlig hulning i klipperne, hvorfra man kan bade i læ for brændingen. I 1934 var Sletten blevet fredet, så offentligheden kunne nu gå langs kysten fra Gudhjem Havn til Melsted Havn.
Link til fredningskendelser
Møllers Badekar , 1936, 1964
Gudhjem Plantage , dekl. 1951, 1964
Melsted Gård Vest , 1967
Åsen , 1928
Sletten , 1934
Vippebakke , udsigt, 1947
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Bornholms Regionskommune
Ullasvej 23
3700 Rønne
Tlf.: 56920000