Introduktion
Godt klemt inde mellem tæt bebyggelse ligger den idylliske Emdrup Sø, med stier næsten hele vejen rundt. Fra gammel tid ligger der flere seværdige, palæagtige bygninger mellem gamle og fredede træer, der spejler sig i vandet. I den vestlige ende er der en lille park, hvor man kan slappe af på bænkene, mens resten af verden suser forbi ude på Tuborgvej og Lyngbyvej. På den lille ø ude i søen holder hættemågerne til (de yngler undertiden i træerne!), den smukke troldand er almindelig på alle årstider og grågæssene har også i stor stil indtaget søen.
Landskabet
Søen får sit vand fra Utterslev Mose og Gentofte Sø. Den opstod helt tilbage i 1550, da man opdæmmede Emdrup Bæk i forbindelse med vandforsyningen til København. Lokalt kendes søen under navnet Lundehusmosen, hvilket peger tilbage til, at den oprindelig var en mose, som Lygte Å gennemløber og som sammen med Grøndals Å bliver til Ladegårds Å, der løber ud i Købehavns indre søer med blandt andet Sortedamssøen. I dag er søen omgivet af bymæssig bebyggelse og Helsingørmotorvejen.
Plantelivet
Der er ingen bredvegetation ved søen, men den er omgivet af gamle, høje træer som lind, pil og bøg. Tidligere kunne man her finde den sjældne engskær (hvis blomst ligner en tidsel) og den meget sjældne vandpeber-bækarve (der i dag kun findes i næringsfattige hedesøer i Jylland).
Dyrelivet
Både ræve og egern holder til ved søen. Af guldsmede ses blandt andet blå libel og stor farvevandnymfe, og af sommerfugle ses blandt andet lille ildfugl, nældens takvinge og stor kålsommerfugl. Natsommerfuglen udråbstegnsuglen samt blandt andet den fjortenplettede og toogtyveplettede mariehøne er registreret herfra.
Søen er lidt af en fugleperle med flere interessante arter. Hættemågen yngler undertiden i træerne, og både troldanden og grågåsen er også faste beboere. Sidstnævnte har spredt sig fra den nærliggende Utterslev Mose. Knopsvane, toppet lappedykker, gråand, grønbenet rørhøne og blishøne yngler også her, og i de gamle træer yngler en mindre stærekoloni.
Blandt de mange rastende fugle skal især nævnes skeand, taffeland og stor skallesluger. Flere hundrede troldænder overvintrer. Fiskehejre og tårnfalk ses regelmæssigt ved søen. Stor flagspætte, silkehale, rødhals, halemejse, træløber og dompap er blandt de mange småfugle, der ses her. Husskade, allike og gråkrage møder man også.
Kulturhistorie
Emdrup var oprindelig en landsby, der kendes tilbage til 1186 under navnet Imbrethorp. I 1800-tallet opførte folk fra det københavnske borgerskab et par landsteder ved Emdrup Sø, og området udviklede sig voldsomt op gennem samme århundrede. I 1901 blev bydelen (sammen med Brønshøj) indlemmet i Københavns Kommune.
I det nordøstlige hjørne af søen opførte købmand Joseph Nathan David landstedet Søholm i 1809, efter tegninger af arkitekt C.F. Hansen. I 1858 opførtes sidebygningerne. i 1982 overtog Arkitekternes Pensionskasse ejendommen og bygningen fik en grundig restaurering. I Emdrup Søpark står billedhugger Anders Bundgaards skulptur ”Sneen Smelter” fra 1941.
Ture og seværdigheder
Download kort (PDF-fil)
Der er fri adgang til området på de offentlige stier og veje rundt om søen. De store, træfyldte plæner er velegnede til fuglekiggeri, gåture og hundeluftning. Om vinteren kan man, hvis søen fryser til, løbe på skøjter (hold øje med skiltningen).
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du finder links til i boksen til højre.
1. Søpark. Her kan man nyde en fredelig stund, mens verden suser forbi på de omkringliggende trafikerede veje.
2. Gamle træer. Søens gamle træer blev fredet allerede i 1948, og flere af dem ligger i dag i vandkanten.
3. Søholm. Seværdigt landsted fra 1809, tegnet af arkitekt C.F. Hansen, som blandt andet står bag Københavns Domkirke.
4. Fugleø. På den lille ø holder blandt andet hættemåger til.
Vejbeskrivelse
GPS X:55° 43.329', Y: 12° 32.786'

Emdrup Sø og Søpark ligger i bydelen Bispebjerg, nordvest for Københavns centrum. Fra Helsingørmotorvejen (Lyngbyvejen) tager man afkørsel 1, hvis man kommer inde fra byen, eller afkørsel 2, hvis man kommer nordfra, og fortsætter i sydvestlig retning ad Tuborgvej, der går vest om søen.

Offentlig transport
Emdrup S-togsstation ligger lige i nærheden, og herfra går man ud ad Tuborgvej.

GPS-koordinater
Nedenstående koordinater viser placeringen af Emdrup Søpark:
N 55° 43.329', E 12° 32.786'

Fredningen og dens pleje
I 1948 blev en række gamle træer ved søen fredet, for at ejerne ikke skulle blive fristet til en dag at fælde dem. Det fremgår at fredningskendelsen, at et par ejere ønskede at fælde nogle af træerne, men at det stort set blev afslået. I dag er et par af træerne væltet omkuld på grund af alderdom, og de får lov til at ligge smukt og dekorativt i vandkanten. I 1963 blev sø og søpark fredet, for at bevare arealerne som et grønt, rekreativt område. I overensstemmelse med fredningen skal området være åbent med adgang for offentligheden.
Link til fredningskendelse
Emdrup Sø og park , 1963
Emdrup træer, 1948
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser:
Københavns Kommune
Rådhuset
1599 København V
Tlf. 33 66 33 66