Introduktion
Fra det 103 meter høje udsigtspunkt 22 km vest for Herning, er der en strålende udsigt over plantager, heder og kilometervis af horisonter.
Landskabet
Området og dermed fredningen ligger på Skovbjerg Bakkeø, der er den største i Danmark. En bakkeø er et morænelandskab fra den næstsidste istid. Da isen smeltede, buldrede smeltevandet mod vest og løb ud i det senere Vesterhav. Det er samme vej, de noget mere beskedne vandløb i dag løber. Netop fordi Skovbjerg Bakkeø er så høj, er udsigterne også ganske imponerende.
Kulturhistorie
Trehøje ligger på den centrale del af Skovbjerg Bakkeø og omslutter dennes næsthøjeste punkt, Trehøje, mens Tihøje, der ligger 4 km nordligere, når op i 111 meter. Fra Trehøje er der en for Vestjylland vid udsigt, der giver et overblik over bakkeøens morfologi. Man får fra Trehøje et stærkt indtryk af terrænet som følge af dets høje alder og storformede linjer. Man ser, hvordan terrænformerne på deres højeste er knyttet til vandløbene og selv disses mindste forgreninger. Landskabets modellering er gennem overordentlig lange tidsrum netop foretaget af disse vandløb i forbindelse med den udglatning af alle ujævnheder i overfladen, som under den sidste istid blev en følge af den i området dengang virkende arktiske udflydning.
I sjælden tydelig grad fremhæver her det vestjyske bakkelandskabs egenart sig. Det er så afgørende forskelligt fra de yngre, østjyske landskaber.
Trehøje er et karakteristisk led i en bakkekæde, som mod nord fortsætter i Tihøje og mod vest i Præstbjerg. Bakkerækken danner den betydeligste israndslinje i den såkaldte Skovbjerg Bakkeø.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der udgår to afmærkede ture fra P-pladsen ved Trehøje. Den nordlige er på 2 kilometer og vist på ovenstående kort.
Den sydlige, der fører gennem egekrattet ”Dyrehave”, er 5 kilometer lang. De nøjagtige forløb kan læses på info-tavlen ved foden af Trehøje.
Vejbeskrivelse
GPS X:56º 10.963', Y: 08º 39.869'

Fra Herning køres nordpå mod Sinding ad rute 184. I rundkørsel inden da tages 3. afkørsel mod Vildbjerg - vejen hedder Trehøjevej. Fortsæt ad denne hovedvej til Timring og Najbjerg. I rundkørslen med Aulun-Videbækvejen fortsættes lige over ad Trehøjevej til P-plads midt i det fredede område.

Der er to markerede vandreruter, men adgang er tilladt til fods overalt i det fredede område.

Ovenstående GPS-koordinater viser til P-plads ved Trehøje.

Vis  Trehøje  på et større kort

Fredningen og dens pleje
Trehøje, 300 ha, fredet, 1951
Danmarks Naturfredningsforening foreslog området ved Trehøje fredet allerede i 1941. Det 103 meter høje punkt med tre gravhøje bør fredes sammen med den nærliggende dyrehave og et egekrat.
Fredningsnævnet var enig i, at området skulle fredes – om ikke andet, så alene af skønhedsmæssige grunde. Sagen blev dog stillet i bero på grund af lodsejerens meget store erstatningskrav. Det mente man, var en for høj pris at betale for hedejord.
Naturfredningsrådet indbragte sagen på ny, og mente, at det var væsentligt at sikre områdets naturtilstand, ikke mindst fordi der i de senere år før fredningen var blevet opdyrket og tilplantet dele af hedeområdet. Naturfredningsrådet var også bange for, at sommerhuskolonier skulle skyde op i det smukke område på Skovbjerg Bakkeø.
Naturfredningsforeningen og Nationalmuseet støttede fredningen. I 1942 afsagde Overfredningsnævnet kendelse, men man henlagde sagen, fordi ”de for tiden herskende, ekstraordinære forhold har forøget de normale priser på hedejord ganske abnormt og derfor må sagen henlægges, således at fredning atter kan rejses, når der atter indtræder normale forhold”. I 1951 blev fredningerne gennemført.
Link til fredningskendelse
Trehøje , 1951
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Herning Kommune
Torvet
7400 Herning
Tlf: 96282828