Hulsig Hede

Introduktion

Landskabet

Mod nord afgrænses Hulsig Hede af Skagen Klitplantage, mod vest og øst af hhv. Skagerrak og Kattegat. En mægtig klitrække afgrænser området mod syd. Den strækker sig 6 km fra lidt nord for Råbjerg Mile og næsten ud til Kattegat. Vest for hovedvejen hedder den Øster Engklit, øst for lyder den navnet Tornbakke Rimme. Hulsig Hede indgår i et større samlet naturområde strækkende sig fra Skagen og omtrent til Tversted.

Hulsig Hede er ligesom resten af Skagens Odde dannet som et resultat af landhævningen siden sidste istid og havets efterfølgende aflejring af sand og grus i langstrakte strandvolde. Denne proces kan studeres i den sydlige del af odden samt på Grenen, men på Hulsig Hede er det først og fremmest sandflugtsklitterne, der tegner billedet. I en periode på henved 300 år, fra 15- til 1800-tallet e. Kr., var Skagens Odde udsat for en voldsom sandflugt, og der opstod en række vandreklitsystemer, som alle bevægede sig i den fremherskende vindretning fra vest mod øst. De fleste af dem antog med tiden en karakteristisk parabel- eller hesteskoform med åbningen vendt mod vinden.

I 1800-tallet blev klitterne tilplantet, og deres daværende udseende blev så at sige fastfrosset på stedet. Derfor kan hesteskoformen mange steder erkendes i dag, dog nemmest fra luften. Længst mod øst og lige nord for Hulsig Hede ligger Sandmilen, som sammen med Råbjerg Mile er det eneste større, udæmpede klitsystem, og her er parablen særdeles tydelig. Når man kører ad hovedlandevejen over Hulsig Hede, passeres adskillige klitrækker, som ligger næsten vinkelret på vejen. Det er benene (eller armene om man vil) af gamle vandremiler. Øst for landevejen er Ravstens Mile og Skelstens Mile meget markante klitsystemer; vest for vejen er, nævnt fra nord, Spirbakke Mile, Engelskmilen og Pælens Mile de største.

I bunden af parabelklitterne dannes afblæsningsflader. De ses i dag som vandfyldte eller moseagtige arealer, især på den østlige side af vejen. Den vestlige del af Hulsig Hede er generelt mere tør. Her er store arealer med græshede eller lynghede, og tættest på kysten rejser klitterne sig højt i vejret. Ved Pælens Mile når de deres største højde på 28 meter over havets overflade. Alt i alt er Hulsig Hede et landskab, som ved nærmere eftersyn er mere mosaikpræget og varieret, end det synes ved første øjekast.

Ved Spirbakken er sandet i bevægelse, og man får et fint indtryk af, hvordan sandflugten er begyndt. Herude ved vestkysten ses med mellemrum vindkuler, store brud i havklitterne, hvorigennem opskyllet sand fra havet kan transporteres ind i landet. Sådanne brud er helt ufarlige i dag, men for 400 år siden var de begyndelsen til en katastrofe, fordi man dengang ikke evnede at stoppe sandmasserne. I forbindelse med disse vindkuler ser man ofte små stensletter 5-10 meter over havoverfladen. Det ligner en gammel strandbred, hvad det faktisk også er. Det er landhævningen siden sidste istid, vi kan takke for denne 1. sals placering. Den største af stensletterne ligger nogle kilometer længere sydpå; den hedder Råbjerg Stene og er landets største stenslette (er beskrevet under Råbjerg Mile fredningen).

I de yderste, eroderede klitter ud mod Skagerrak ses en mørk stribe af martørv i nogle meters højde; sådan kaldes de blottede dele af de tørvelag, der ligger under store dele af Skagens Odde (mare er det latinske ord for hav).

Plantelivet

De store sandflugtslandskaber med klitter, hede og mosestrækninger, byder på levesteder til en lang række plantearter, som kan have svært ved at klare sig andre steder. Det er arter, som er afhængige af, at biotopen er åben og rig på lys, og det er arter, som i næringsrige områder udkonkurreres af mere robuste planter.

Det lysåbne er her imidlertid ikke pr. automatik, for klitheden er konstant udsat for invadering af bjerg-fyr , som breder sig ind fra de nærliggende plantager. Bjergfyrren blev indført som led i sandflugtsbekæmpelsen i 1800-tallet og viste sig at være et effektivt middel til at forsegle de dæmpede arealer og forhindre en nyopblusning af sandfygningen. Desværre viste den sig senere at have en ubændig spredningskraft, og derfor må klitheden med mellemrum ryddes for selvsået fyr for at forhindre, at de karakteristiske og sårbare planter (og dyr) på heden forsvinder.

Klitterne på Hulsig Hede kan botanisk set opdeles i hvide, grønne og grå klitter. Nærmest kysten er klitterne endnu ikke helt dækket af vegetation, og det hvide sand skinner igennem. På disse vokser mest hjælme og marehalm samt alm. stedmoder og ager-svinemælk . Ved Spirbakke Mile kan man finde den smukke, tidsellignende strand-mandstro . Den har sit navn efter fortidens tro på, at ”… kommer roden i mænds besiddelse, bliver de elskværdige for kvinderne ” (citat af Plinius, d. 79 e.Kr.).

I læ bag de hvide klitter danner vegetationen efterhånden et sammenhængende tæppe; det er de grønne klitters varierede flora, vi finder her. Klit-kambunke , engelsød , mark-bynke , smalbladet timian , gul snerre og klit-rose er bare nogle få af de mange planter, man kan gå på jagt efter i grønklitterne.

Langt størstedelen af klitterne på Hulsig Hede tilhører kategorien grå klitter. Her har århundreders tilbagevendende regnskyl efterhånden udvasket de fleste af sandets næringsstoffer, og tilbage er blevet et fattigt og surt miljø, som kun få plantearter trives i. Hjælme dominerer, men den ser noget forhutlet ud i forhold til de hvide klitters kraftige og blomstrende hjælmepragt. Blåmunke og sandskæg er andre almindelige planter i den grå klit, men det helt specielle er mangfoldigheden af forskellige laver, med rensdyrlav som den mest markante. Den grå klit er på europæisk plan en sjælden naturtype; den kræver derfor en speciel beskyttelse, bl.a. i form af ovennævnte naturpleje.

På nordsiden af de grå klitter og på det lidt lavere terræn breder klitheden sig med hedelyng , revling og gråris . I sidstnævntes stængler lægger en galmyg sine æg, hvorved der dannes en bladroset, der kendes som skagensrose. Hvor heden bliver fugtigere, kommer først klokkelyng , pors og mose-bølle og smalbladet kæruld , og med dem sjældnere planter som benbræk , klokke-ensian , mose-troldurt og den insektædende rundbladet soldug . I vandhullerne (hvoraf nogle er gamle tørvegrave) ses vand-pileurt og bukkeblad .

Blandt de helt sjældne plantefund, der er gjort på Hulsig Hede, kan nævnes pilledrager , dværgulvefod samt orkideerne hjertelæbe og koralrod .

Dværgulvefod er en lille spæd plante.

Foto: Biopix /Jens Chr. Schou

Dyrelivet

Kulturhistorie

Ture og seværdigheder

Download kort og turmulighed (PDF-fil)

Der er mange muligheder for at komme ind i området, især til fods. Men da der ingen afmærkede stier findes, er der også gode muligheder for at fare vild! Man kan dog sagtens gå ind ad nogle af de hjulspor eller markveje, som udspringer ved hovedlandevejen og så gå samme vej retur. Overalt på Hulsig Hede gælder, at man bør holde sig til hjulspor eller trampestier, hvor de findes, for at skåne vegetationen, især i de grå klitter.

Her er et forslag til en længere tur, som er baseret på, at man har cykel med. Visse steder må man af og trække cyklen, eller den må stilles, mens man begiver sig længere ind i området. Tages hele turen, er der snildt til en hel dag, men man kan også plukke ud af forslaget. Numrene i parentes henfører til kortet.

Turen tager sit udgangspunkt i Hulsig (1). Her kører man nordpå ad Tranevej. Til venstre får vi følgeskab af den store klitrække, Tornbakke Rimme (2), med sit flotte krat af krøllede, lave og mangestammede egetræer, der stikker op af sandet.

For enden af Tranevej begynder Hulsigstien. Den er en del af den nationale cykelrute, Vestkyststien, som går fra Skagen til grænsen. Nogle hundrede meter vest for stien ses den forreste ende af en gammel vandreklit, Skelstens Mile (3).

50 m efter, at man har nået Skagen Klitplantage, køres ad vejen til Skøjteløbersøen (4). Umiddelbart efter baneoverskæringen følges skovvejen venstre om søen og ud til landevejen (vej 40).

Landevejen følges ca. ½ km sydpå (der er cykelsti), inden et gammelt hjulspor går til højre ud mod Skagerrak. Sæt cyklen og følg det ud til Spirbakken (5), hvor det vilde vesten bliver vildt.

Tilbage på cykelstien køres videre mod syd. Et fint vådområde (6) på venstre hånd er afblæsningsfladen fra det gamle vandreklitsystem Ravstens Mile. Her kan med fordel spejdes efter gråstrubet lappedykker og evt. lille lappedykker.

En km længere fremme går en hedevej igen ind mod vest. Den kan følges omtrent ud til havet. Den store, gennembrudte klit ud mod kysten hedder Beskøjtbakken (7).

Er der flere kræfter tilbage, kan man vælge en sidste afstikker til Pælens Mile. Gå ind ad Lundholmvej som udgår fra vej 40 en kilometer længere sydpå. Hjulsporet følges på sydsiden af den store klitrække (Øster Engklit). En kilometer fra hovedvejen drejer sporet ind mellem klitterne, og ved at krydse over en græsmark kommer man ud til de store klitter i Pælens Mile.