Introduktion
Denne 165 hektar store fredning med den højtliggende Hummelsø er et flot og bakket landskab. Den svært tilgængelige sø ligger omgivet af dyrkede jorder, og i fredningen indgår også gamle hulveje og gravhøje. Netop på grund af de dyrkede arealer adskiller denne landskabsfredning sig meget fra de fleste andre fredninger i det midtjyske søhøjland. Her er fine muligheder for gode traveture, både på markvejene og på naturstien Silkeborg-Horsens, der går gennem området.

Hummelsø ligger flot i landskabet. Foto: Søren Olsen
Landskabet
Hummelsø og landskabet omkring den 7,4 hektar store sø er en del af bakkelandet på sydsiden af Thorsødalen, der findes mod nord. Mod nordvest, nord og øst afgrænses det fredede område af statsskovene Thorsø Bakker og Silkeborg Sønderskov, samt af Skanderborg-Horsens-landevejen. Mod syd går grænsen oven for bakkeskrænterne ned mod søen og afgrænsningen mod vest består af de nærmeste bakketoppe, sådan at nære miljø omkring søen er bevaret.
I den sydøstlige del af fredningen findes en smuk, snæver dal, hvorigennem den tidligere jernbane mellem Silkeborg og Horsens løb. Den er nu en kombineret cykel- og vandresti. På grund af terrænforholdene fører ingen større veje gennem området, der kun rummer to større og to mindre landbrugsejendomme.
Plantelivet
Ved søen findes en del pilekrat og rørskov, sidstnævnte med blandt andet tagrør , smalbladet dunhammer , sø-kogleaks , dynd-padderok , vand-pileurt og hvid åkande . Småskovene består af forskellige træer og buske, som bøg , birk , tjørn , hassel , hyld og hunderose , foruden fyr og gran . På de dyrkede marker vokser der blandt andet byg . Vårbyg og vinterbyg er stadig den mest dyrkede kornsort i Danmark. Byg anvendes især til dyrefoder og ølfremstilling. Den kendes let på de lange stak, ”hår”, der sidder på akset i toppen af planten.
Kulturhistorie
Øst for Voldbygårde ligger nogle overpløjede gravhøje, som man tidligere mente var et voldsted, gårdens navn taget i betragtning, men det er der ikke noget der tyder på, så et eventuelt voldsted skal findes et andet sted i området. Syd for Voldbygårde findes et par kæmpehøje, der er bevokset med ældre, flerstammede bøgetræer. I skoven mod syd findes en del velbevarede hulveje.
Ture og seværdigheder
Download kort og turforslag (PDF-fil)
Der er fri adgang til området ad markveje, blandt andet den, der går fra Voldbygårde ned forbi søen til gården Visesbjerg, og stier, blandt andet naturstien fra Silkeborg til Horsens.
Turforslag
Fra P-pladsen på Hørrelundvej kan man gå op til Hummelsø, en tur på 2 km retur, hvilket kan anbefales. På østsiden af søen kan man komme ned til bredden.
Seværdigheder
Numrene herunder henviser til markeringer på kortet, som du kan downloade ovenfor.
1. Hulveje. I denne spændende skov findes en del gamle hulveje, som muligvis var en del af Hærvejen.
2. Hummelsø. Den højtliggende sø ligger i et åbent, bakket landbrugsområde.
3. Gravhøje. På kæmpehøjene står gamle, flerstammede bøgetræer, og på engen ved siden af går nysgerrige heste.
4. Thorsø Bakker. Statsskov, der næsten udelukkende består af nåletræer.
Vejbeskrivelse
GPS X:56º 06.211', Y: 009º 33.291'

Omkring 5 km syd for Silkeborg.

Vejbeskrivelse
Fra Silkeborg køres ad rute 52 sydpå mod Them og på Jævndalvej (vejen mellem rute 52 og Them) drejer man ud ad Hørrelundvej, hvor man snart kommer til en P-plads med en lille informationstavle. Man kan også komme til området nordfra, ved på rute 52 at dreje ned ad Voldbygårdvej.

Offentlig transport
Busrute 215 kører fra Silkeborg Busstation til Them Skovvej/ Hørrelundvej, som er tæt på fredningen.

GPS-koordinater
Ovenstående koordinater viser P-pladsen på Hørrelundvej.

Fredningen og dens pleje
I begyndelsen af 1960’erne ønskede den daværende kommune at tillade opførelse af både erhvervsbygninger og boliger i området. Men på grund af den landskabelige skønhed greb fredningsmyndighederne ind og fik i 1969 fredet 165 hektar.
Link til fredningskendelse
Hummelsø , 1969
Yderligere information
Om fredningen og dens bestemmelser
Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg
Tlf: 89701000